45

Mon de huskede?

Jeg oplever, at langt de fleste af os er respektfulde og husker, at der sidder et menneske bag hvert eneste af de vinduer, vi får lov til at kigge ind af hver dag. Størstedelen af os véd godt, at mennesket er af kød og blod og derfor kan såres både udenpå og indeni.

Vi kender allesammen den med at behandle andre, som vi gerne selv vil behandles. De fleste af os gør os faktisk også umage med at efterleve det. Størstedelen af os sørger for at opføre os civiliseret og ikke mindst med omtanke og nænsomhed, når vi støder ind i noget, vi måske ikke er enige i eller ikke bryder os om. Enten styrer vi i stilhed udenom eller også husker vi, at uenighed også kan serveres civiliseret.

Der er undtagelser. Der er mennesker, som synes det er i orden at nedgøre, tale nedladende om eller håne. Tilsyneladende helt uden nogensinde at lade sig stoppe af tanken om, at der sidder et menneske af kød og blod i den anden ende. Og nogen af dem gør det endda i stilhed og lidt fordækt, så det er tilfældigheder eller andre menneskers trang til at gøre opmærksom på det, der afslører ordene.

Jeg  har – igen – forleden dag fundet sådan en stak ord. Om mig. Hånligheder og nedladende, usande og ikke mindst uretfærdige ord.

Jeg tier og tænker mit. Jeg lader det passere, fordi jeg er overbevist om, at de smerter indeni. Meget mere end jeg gør, men jeg bløder også, når jeg slår mig. Akkurat, som de gør. Gad vide, om de huskede det, da de skrev?

– og nej, jeg linker ikke, for i virkeligheden er ordene jo ligegyldige og meningsløst usande, men gad vide om forfatterne nogensinde tænkte på, hvad sådan en omtale ville gøre ved dem selv?

Du vil sikkert også kunne lide