5

En god start

Ind imellem kan utålmodige sjæle som mig godt komme i tvivl om foråret virkelig er på vej. Vi kan jo næsten ikke vente, så vi holder skarpt øje med knoppers udvikling, solens villighed og løgplanternes vækst. Vi måler foråret i solskinstimer. Vi længes, så det næsten gør ondt i kroppen. Vi trives ualmindelig godt i varmt vejr. Vi venter på syrenen. Vi venter på, at det igen bliver tid til udeliv…

Jeg synes ikke, at vi er blevet overøst med forår. Jeg synes vist endda, at de, som tildeler solskinstimer, har været noget fedtede, men alligevel sker der noget derude. Det vidner min kastanjeknop om. Mandag til venstre og i dag til højre. Jeg kapitulerer. Foråret er hastigt på vej.

Jeg trænger nu også, synes jeg. Jeg trænger til udeliv, d-vitamin og varme. Jeg kan sagtens bruge timer på bænken med fødderne oppe og en god bog mellem hænderne, mens solen bager. Jeg venter længselsfuldt på blomsterkrukkerne skal fyldes med smukke vækster og aftenerne skal tilbringes i kølig skygge med at nippe, vande og gøde. Jeg glæder mig til duften af grillkul og blomstrende jasmin. Jeg glæder mig…

Mens jeg glæder mig, kan jeg nyde synet af den forårsgule Forsythia. Det er da en god start :-)

Du vil sikkert også kunne lide