Stikken og prikken

…og prikken blev jeg…

Der er nogen dage, som burde afskaffes. Bare skæres ud af kalenderen og slettes helt og aldeles. Sådan én har jeg lige været igennem. I formiddags tænkte jeg, at jeg sagtens kom til enden og de kunne byde mig HVAD-SOM-HELST, for i morgen var det et helt andet arbejde, der ventede. Bunker af det ganske vist, men noget andet. Noget som ikke kræver meget mere end rutine, fantasi og glæde.

Noget, hvor jeg er bestemmeren og kan stå sent op og lade fyraftensfløjten lyde, når det passer mig (og mængden af opgaver). Noget, hvor jeg  godt kan være i de bløde bukser, højt hår, grimme hårelastikker og slidte t-shirts. Hjemme.

Klokken elleve var jeg allerede ved at have citronmund…

Klokken tolv gik jeg fra “Ha, mig tager I ikke røven på. Jeg bevarer overblikket!” til “Fandens, nu er det da lige før, at jeg ikke kan synes det er sjovt længere…”

Klokken et havde jeg vist helt glemt, at jeg er god til at grine, for jeg lød da i mistænkelig grad som en mavesur mormor, hvis sherryflaske lige var løbet tom…

Klokken to gik det op for os allesammen, at verden sagtens kan vælte mere end én gang på en dag og jeg kapitulerede og besluttede, at det bedste jeg kunne gøre for verden er at komme på kontoret i morgen under forudsætning af, at jeg får fundet mit grin inden…

Klokken tre gik jeg hjem og da jeg gik ned af trappen huskede jeg, at jeg bare har verdens BEDSTE kolleger og en chef, som er uforlignelig god til at bakke op, så en ekstra arbejdsdag i morgen bliver såmænd både skæg og hyggelig…

Klokken fire tog jeg en “Jeg angrer og fortryder”-seance med mig selv og skrev en sms, for at sige undskyld for at være syrlig citronmund. Dem hader jeg nemlig og i virkeligheden bliver i morgen mere end festlig, for jeg har selvfølgelig tænkt mig at møde op i de bløde bukser, højt hår, grimme hårelastikker og den slidte t-shirt.

De kan vente sig, kan de…