12

Søndagssysler

Voldsomt vejr

Morgenen er grå og våd. Der er ikke meget spas ved udeliv i dag, så det er godt at kunne slippe. Vaskemaskinen snurrer med forberedelser til næste uge og kaffen er varm. Weekendens planer har heldigvis været af den fleksible slags, så også i dag kan tingene indrettes, så de passer til vejr og vind.

Der er de praktiske opgaver. Strygetøjet, som ikke længere lader sig ignorere, vasketøjsbunkerne, som gerne skal elimineres og forberedelserne til den kyllingepie, som skal udgøre aftenens kulinariske indslag. Det er Oline og jeg, der skal agere kokke, så det skal nok blive sjovt.

Ind imellem de praktiske opgaver er der det uoverstigelige bjerg, der handler om at få konsensus omkring sommerferien. Vi er virkelig ude i noget, som trækker på min tålmodighed, for jeg synes snart, at jeg har været Europa rundt uden rigtigt at vinde genklang nogen steder. Det sidste og temmelig forsigtige forslag var Umbrien eller noget i nærheden. Ikke Rimini, skriger Kenneth. Aldrig har jeg været der, men respekt for at have en mening. Gid den snart kunne være af positiv karakter, for Europa er trawlet tyndt og Lagi di Como var jo fantastisk med udsigt over det meste af søen og hvad med den lille, billige ferielejlighed halvtreds meter fra stranden nede i Abruzzo? Det var omtrent bare at stikke foden ud af hoveddøren, så var der strandsand mellem tæerne. Hvad var der galt med den?

Den sidste og ultimative trussel virker hver gang. Jeg kaster håndklædet i ringen og beder dem om at planlægge. Så retter de ind og tager med tak imod, men det er jo ikke sjovt og slet ikke tilfredsstillende. Jeg vil gøre dem glade. Ikke ligeglade.

Senere… så prøver jeg igen, for nok er det irriterende, at de siger nej, nej og nej hele tiden, men det er også sjovt og inspirerende at trawle internettet tyndt efter det, som kan gøre alle glade. Jeg har imponerende udholdenhed, når det kommer til muligheden for at svælge i alverdens rejsemål. Meget tålmodig er jeg…

Du vil sikkert også kunne lide