Pause? Nu!

Hvis jeg ikke havde opdaget det inden, så skal jeg love for, at jeg opdagede det i dag. Det er forår! Kastanjeknopperne står klistrede og bristefærdige og venter på, at det bliver tid for alvor. Lige om lidt.

I hækken og blandt efterårets efterladte løv pusler solsorte. Lyden af fuglene, som tripper rundt og finder vej ind til de hemmelige og sikre gemmesteder er konstant. Oskar hører den også og han synes jo ikke, at der er plads til mere end én konge her i haven, så han har nok at bestille med at forsøge, at jage dem på porten. Jeg skælder og smælder, for jeg vil ikke have, at han jagter fugle, men lige lidt hjælper det. Der er nok at se til med den tosse i haven.

Jeg har taget et ordentligt skridt i retning af lidt luft. Jeg har arbejdet intenst og koncentreret og jeg kan mærke, at jeg trænger til luften nu. Ikke fordi jeg ikke har trukket lidt ind imellem i dag. Det skulle lige passe, at jeg ikke fik udnyttet, at det er en mulighed, når jeg ellers i hverdagen må undvære, men sådan en af de der lange pauser, som ikke føles som at skulke, sådan én vil jeg have nu.

Tidligere i dag har jeg haft mere end én hurtig tur med saksen…

Krydderurtebedet skal studses, inden vi for alvor går ind i den nye vækstsæson. Jeg er vel cirka halvvejs og denne trillebørfuld er nummer to af slagsen, så der er vitterlig noget at klippe ned derude.

Det er godt, manuelt arbejde, som supplerer dagens andre opgaver rigtigt godt. Når jeg kørte lidt fast og savnede kreativitet og nye idéer, trak jeg udenfor i fem eller ti minutter, mens jeg tanketomt klippede løs. Hjernen havde fået en pause og var igen blevet elastisk og samarbejdsvillig efter sådan en hurtig klipning.

Krydderurtebedet er snart sommerklar og jeg blev mere end én idé rigere, mens jeg sørgede for det, så der var gevinst på alle hylder og den slags kan jeg ikke anbefale stærkt nok.

Sagde jeg ikke pause? Nu!