Ah, det er forår

Hold nu fest i en forårshave, hvor er der dog dejligt ude. Solen skinner og den frokost – et par klap-sammen-madder – der venter forude, kan vist sagtens indtages på en stol i solen…

Nej, jeg har ikke et hav af tulipaner. Nej, der er ikke en skovbund gul af Erantis eller blå af Scilla, men der er små farveklatter af begge dele. Og vintergækker og MANGE påskeklokker, som pynter i balkjoler. Jeg bliver glad af de små, beskedne men åh så blå øer, der kan findes allevegne i haven og specielt nede i skoven.

Haven er altid deprimerende trist, når sæsonen sætter ind, men med frisk energi, troen på, at det lykkes og en trailer med plads til lidt af hvert forvandles haven langsomt til noget, som nok skal ende lykkeligt.

I første omgang handler det om at redde, hvad reddes kan. Vinteren var lang og sej, men ikke mindst meget sneholdig i det nordjyske. Vores tag er sådan et, som elsker at samle. Hældningen er beskeden, så efterhånden som vinteren skred frem, blev snelaget på taget tykkere og tykkere. Vi lever i et hus med solid isolering på toppen, så ingenting smelter, før tø sætter ind. Det gjorde det så…

En sen eftermiddag skred hele tagets samlede snebeholdning som en lavine ned og lagde sig blandt andet på terrassen i et lag, som vel omtrent gik mig til armhulen. ENORME mængder sne, som vi gik i gang med at flytte med det samme. Det lykkedes delvist, for om natten frøs det hele til noget, der lignede is og næste morgen måtte vi opgive at flytte det sidste, så vi fik ikke set, om terrassen havde klaret vægten af de enorme mængder sne.

Det har vi set nu. Den klarede det ikke. Terrassen er bygget på strøer, som er både solide og fornuftigt understøttet, men ingen havde vist forestillet sig det, som skete, nemlig at der faldt så store mængder sne, at de kunne knække brædder, som var de tændstikker. Nu tømmer vi terrassen. Bagefter må vi reddde, hvad reddes kan. Kryds gerne en finger eller to, tak.

Madpakke vil jeg lave. Friskbrygget kaffe og en lille sød avec. Så vil jeg bære det hele udenfor, hvor Kenneth går rundt og er aktiv. Vi sætter os i solen og griner lidt af, at Oline stadig sover, mens vi nyder årets foreløbig allerfineste forårsdag. Ah…