Hold nu fest i en forårshave, hvor er der dog dejligt ude. Solen skinner og den frokost – et par klap-sammen-madder – der venter forude, kan vist sagtens indtages på en stol i solen…
Nej, jeg har ikke et hav af tulipaner. Nej, der er ikke en skovbund gul af Erantis eller blå af Scilla, men der er små farveklatter af begge dele. Og vintergækker og MANGE påskeklokker, som pynter i balkjoler. Jeg bliver glad af de små, beskedne men åh så blå øer, der kan findes allevegne i haven og specielt nede i skoven.
Haven er altid deprimerende trist, når sæsonen sætter ind, men med frisk energi, troen på, at det lykkes og en trailer med plads til lidt af hvert forvandles haven langsomt til noget, som nok skal ende lykkeligt.
I første omgang handler det om at redde, hvad reddes kan. Vinteren var lang og sej, men ikke mindst meget sneholdig i det nordjyske. Vores tag er sådan et, som elsker at samle. Hældningen er beskeden, så efterhånden som vinteren skred frem, blev snelaget på taget tykkere og tykkere. Vi lever i et hus med solid isolering på toppen, så ingenting smelter, før tø sætter ind. Det gjorde det så…
En sen eftermiddag skred hele tagets samlede snebeholdning som en lavine ned og lagde sig blandt andet på terrassen i et lag, som vel omtrent gik mig til armhulen. ENORME mængder sne, som vi gik i gang med at flytte med det samme. Det lykkedes delvist, for om natten frøs det hele til noget, der lignede is og næste morgen måtte vi opgive at flytte det sidste, så vi fik ikke set, om terrassen havde klaret vægten af de enorme mængder sne.
Det har vi set nu. Den klarede det ikke. Terrassen er bygget på strøer, som er både solide og fornuftigt understøttet, men ingen havde vist forestillet sig det, som skete, nemlig at der faldt så store mængder sne, at de kunne knække brædder, som var de tændstikker. Nu tømmer vi terrassen. Bagefter må vi reddde, hvad reddes kan. Kryds gerne en finger eller to, tak.
Madpakke vil jeg lave. Friskbrygget kaffe og en lille sød avec. Så vil jeg bære det hele udenfor, hvor Kenneth går rundt og er aktiv. Vi sætter os i solen og griner lidt af, at Oline stadig sover, mens vi nyder årets foreløbig allerfineste forårsdag. Ah…
7 kommentarer
Nina
11. april 2010 at 17:22Øv det er surt med jeres dejlige terasse. Håber ikke det kræver for meget at få den på højkant igen. For inden man ser sig om er det jo tid til krukker og luftning af bare tæer. God søndag! Mvh Nina
Lene
11. april 2010 at 17:00Terrasse er kodeordet i denne weekend, håber I har nydt solen og hinanden :-)
Wong Wai
11. april 2010 at 15:47HOV : Her hos mig :-)
Wong Wai
11. april 2010 at 15:46I kunne holde FRI med udsigt til SLOTTET & dennes have/træer og blomster; som bliver ORDNET af ansatte! ;-) :-)
God dag/aften til dig og dine
Bea
11. april 2010 at 13:34aj.. det høres ikke godt ud. god arbejdslyst ! laviner fra tag kan vi nordmend alt om :)
Kirstenk
11. april 2010 at 13:16Jae, Anni, men han kunne også fortsætte her, i stedet…
anni
11. april 2010 at 13:07jeg krydser alt hvad jeg har!
og når Kenneth er færdig med jeres terrasse, så kan han fortsætte her.
kh fra Wien