14

Mandagsblanding

Der lå et nøgle af den isblå, fordi jeg havde været et fjols den anden aften. Det kunne jo passende agere en start, men først skulle der tælles og eftertælles og regnes en smule. Så var jeg klar, mens jeg fortalte Oline om James Joyce og Ulysses. Vi er på ingen måde finkulturelle herhjemme, men vi er nysgerrige og vil vide alting. Det er gået i arv fra forældrene til datteren, så vi får vendt mange sten og i dag var det nogen af de irlandske af slagsen, vi havde fat i.

Jeg besluttede to på to til ribben, fordi den er dejlig elastisk og ribben skal være bred. Ikke bred, men B R E D. Mindst 15 centimeter, tænker jeg. Lige sådan et livstykke, som kan slutte tæt og holde varmt på en Vesterhavskyst i Danmark en sen sommeraften med solen på vej ned, grillen tændt, huden varm af solstrejf og salaten medbragt hjemmefra. Uhm…

Og så fortalte jeg lidt mere om irske Oscar og hans i grunden så tragiske endeligt. Altså Oscar Wilde. Vilde Wilde, som til sidst døde ensom og fattig, ud- og afstødt af det fine borgerskab, som ikke tålte andet end hykleri og fortielse. Den slags finder jo stadig sted, hvor rummelighed er blevet kvalt af trang til at træde over tæer og stå på skuldre af de, som ikke er gode til den balancekunst.

Jeg strikker. Oline spiller lidt, skriver lidt engelsk essay og spiser kanelgifler lige fra posen, mens hun lovpriser deres smag og konsistens i toner, som mine kanelsnegle alligevel aldrig er blevet ramt af. Forstå det, hvem der kan, men jeg gider snuppe en kop kaffe og kysse hende på panden i stedet for at fornærmes. Det sidste er livet alt for kort til.

Du vil sikkert også kunne lide