Oline venter tålmodigt på aftensmaden. Vi har kartoffelcurry, som bare skal varmes. Jeg er i gang og her dufter vidunderligt. Om lidt har vi aftalt, at der må spises med fødderne oppe i sofaen og tilbagelænet attitude. Vi er alene. Når katten er ude…
Tiden er så kort. Pludselig gider Oline ikke længere, så jeg trækker tiden og nyder. Ligeså stille, for ikke at skræmme hende. Som vi mødre gør.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
16 kommentarer
Liselotte
31. marts 2010 at 13:28Tina, jeg er sikker på, at der komme andre og nye oplevelser med hende, men jeg har stadig noget til gode på en konto, som slet ikke er fyldt op endnu i denne her livsfase, så jeg sluger alt, hvad jeg får :-)
Bodil, vel er det så :-)
Bodil
31. marts 2010 at 12:13Helt enig – og så er jeres nye stue/køkken blevet SKØNT..
Tina - omme i London
31. marts 2010 at 10:47Det fede ved livet er at det er saadan indrettet at naar boernene vokser op og flytter hjemmefra, saa aendrer ens forhold sig og bliver til noget helt andet, der er mindst lige saa fedt. Jeg ELSKER naar boernene kommer hjem paa visit, men er ogsaa glad for den daglige tosomhed. Naar der saa ogsaa kommer et barnebarn til – SUK, hvor er de dejligt!
Liselotte
31. marts 2010 at 09:57Jeg hygger mig med den skønne unge og jeg har en del at indhente, for hvor har hun ofte måttet tilsidesættes, når hendes storebror blev akut syg. Jo, det er med at bruge de sidste år, hun bor hjemme, intenst og med nærvær :-)
Gitte J
30. marts 2010 at 23:20Ja, vi skal nyde det så længe de gider. Fortsat god påske til jer.
Pernille
30. marts 2010 at 23:17Jeg tror på at hun godt gider længe endnu… Der er ikke noget så dejligt som at få lov til at hygge med sin mor helt alene – og bare lave ingen ting. Måske fordi man får lov til at være et par år yngre end man er. Jeg er selv 24 og elsker når de stunder byder sig… Det gider man stadig godt, selvom man er på vej til at blive voksen ;)
Annette
30. marts 2010 at 22:53Sjovt – jeg har også lavet din kartoffelcurry i aften :o) Lækker som altid!
Ella
30. marts 2010 at 21:59Og jeg skal da love for at der er lyst, det er en genial ide med den vægnedlæggelse :-)
Ella
30. marts 2010 at 21:58Vi skal huske at nyde, Liselotte og det er du god til :-)
Bea
30. marts 2010 at 21:51Skræmende sant! jeg tviholder på den siste der stadig er hjemmeboende, enn så lenge.
Lene L N fra Tyskland
30. marts 2010 at 21:12Ja. Det skal man. Mine to dötre er flyttet hjemmefra. Den store med da hun var 19 og den “Lille” da hun var 18. Men saa gläder jeg mig desto mere naar de kommer paa besög… Bedre at de selv flyver fra reden end at man skal skubbe dem ud. Og de kommer snart :-)
grete
30. marts 2010 at 20:33vakkert og sårbare stunder,det kjennes sterkt.
klem
Mette
30. marts 2010 at 19:57Dejligt lille still-billede… :)
Eva
30. marts 2010 at 19:57Pyh ha, jeg får helt en klump i halsen. Sidder med de to hjemmeboende teenagere i sofaen og ser Simpsons og spiser flutes med pålæg. Og nyder det. så længe (eller så kort) det varer…
Fríða
30. marts 2010 at 19:10jamen, så kommer jo börnebörnene, og de er bare endnu bedre. så, hver tid sin sjarme, ikke?
kh.fra Island
Frida
Sidse
30. marts 2010 at 19:05Ja, det tænker jeg mange gange på. Vi har de små til låns. Og før end man har stegt et spejlæg, er de afsted i livet, og i gang med deres eget liv. Så låner vi lidt engang imellem, men det bliver aldrig det samme rolige..for altid ting!..