Kan du høre mig råbe “Helle for sovevognen!”, mens jeg desperat vælter alt og alle omkuld på min vej mod målet, muligheden for at sove?
Jamen om jeg fatter det, men jeg synes ærlig talt ikke, at jeg laver meget andet end at arbejde og sove. Timerne, der MÅ være imellem de to aktiviteter, forsvinder, uden jeg lægger mærke til det. Jeg venter bare…
– venter på muligheden for igen at få lov til at sove.
Denne vinter har været lang. Ikke bare lang, men så lang, at jeg næsten havde fået fornemmelsen af, at den aldrig nogensinde ville ende og det virkelig var fimbulvinteren, der var over os. Tre år og Ragnarok. Så kan man ærlig talt lige så godt sove, til det bliver tid, så det har jeg gjort, men nu MÅ det da snart være nok, for det er jo tydeligt for enhver, at foråret alligevel har tænkt sig at arrivere.
Nu venter jeg bare på, at min krop også opdager, at fuglene synger, morgener er lyse og erantis farver skellet gult.
11 kommentarer
Sylvia
26. marts 2010 at 08:32Jeg har det nettopp på samme måten, og jeg føler jeg har sovet siden i høst.
Kanskje den gule påsken bringer sol og energi? La oss håpe det. God påske, Liselotte.
Helle K.
26. marts 2010 at 07:11Sagde du “Helle får sovevognen”? ;) Tak for den du :)
Liselotte
26. marts 2010 at 06:57Jeg glæder mig virkelig til, at jeg kan mærke energien indfinde sig igen :-)
Tove
26. marts 2010 at 06:38Snotforkølet og megatræt, —så jeg forstår dig! Men der er fremskridt derude, og jeg tror vores kroppe og psyke opdager det nu, —fuglene har opdaget det. God påske til dig
Kirstenk
25. marts 2010 at 23:35Hmm, jeg er vist også i den klub…solen har skinnet her i dag, så nu tror jeg på at der er håb om at trætheden forsvinder…det skal den, basta!
Mette Hylander
25. marts 2010 at 21:43Jeg kunne ikke være mere enig. Er stinkende staghamrende træt for tiden. Og bare der er nogen, der nævner ordet ‘seng’ eller ‘sove’ får jeg den dér behagelighedsfølelse i kroppen, der bare siger: “Jatak – hvor sagde du?”.
Såeh… jeg tror faktisk lige, at jeg smutter i seng! Sov godt!
ThinkingSpace
25. marts 2010 at 21:06Jeg kender det så godt!
Jeg siger hele tiden til mig selv, at nu må jeg vågne lidt op, og at der ikke er nogen grund til at være så træt, så træt, så træt – men det er jeg! Jeg glæder mig for vildt til det vender. Jeg kan godt mærke forårsenergien i glimt, men endnu er det bare for spinkelt til at blæse vinterhiet af kroppen.
Julie
25. marts 2010 at 20:33Min krop fattede det først efter laaaang tid ude i solen. I hamrende kulde, men det er en mindre detalje :-) Så ud i strålerne! Skulle det ikke blive fint imorgen på din feriedag? Krydser fingre…
Lisbeth Bula
25. marts 2010 at 20:31Som om jeg selv skulle sagt det…
majken
25. marts 2010 at 20:14Helt enig med dig, både med fimulvinteren og med nærmest at gå i hi. Men i dag har jeg hilst på et skrigende vibepar nede på engen og lærken kunne jeg høre, over på markerne da jeg var i haven og spise frokost i solskinnet, – forøvrigt i klædt striktrøje med opsmøgede ærmer… så ER det da forår :) så mangler vi bare at overbevise kroppene om det…. minor detail ;)
Stine
25. marts 2010 at 20:13Det lyder som om du har glemt, hvordan det er at have små børn i huset… jeg har 3 piger under 6 år (en af dem multihandicappet) – og jeg kender da vist nok følelsen :)
Mon ikke du kommer ovenpå i påsken? Vi kan da håbe der kommer lidt mere sol end dmi lige lover…