Hjertets onsdag

Onsdag var sådan en dag, som kommer forbi engang imellem og gør livet ekstra sødt og blødt. Formiddagens pligter skulle lige overståes, men så var det også tid for at pakke bilen. Vi skulle omkring mor, for hun skulle med ud i verden. Ind i bilen med hende og så lå der 1½ times landevej forude, men den slags er bare hyggeligt, når man er os. Vi er en familie af glade tosser, som elsker at køre og køre og køre.

Mor er ingen undtagelse, så turen tværs gennem Vester Han Herred og direkte ind i Hundborg Herred gik strygende. Måske tog det virkelig halvanden time at nå bestemmelsesstedet, men det føltes ikke sådan. Vi hyggede os og der var noget forude,vi kunne glæde os til.

Oppe ved kysten havde Annemette og Heidi indlogeret sig i et dejligt, rummeligt sommerhus med plads til gæster i flok, som os. De skulle naturligvis kun invitere én gang, så havde vi omtrent pakket og nu var vi endelig fremme, hvor vi blev modtaget ved døren.

Vi lagde ud med en dejlig, omfangsrig frokost, som ikke levede meget plads til eftermiddagskaffen, så det tog ikke lang tid at få monteret tekstilerne, så vi kunne komme ud i verden. Vi er alle glade for vandreture ved vandet, så det er ingen sag at have det godt i Vorupør, hvor vi var endt efter formiddagens køretur.

Allerede inden jeg rammer byen deroppe, synger mit hjerte af glæde og fornemmelsen af frihed gør mig helt høj. Der er ingenting i Vorupør. Hvis man er til liv og glade dage, skal man ikke tage til Vorupør. Man skal tage til Vorupør, hvis man er til ingenting. Det er jeg i højeste grad. Stilhed, højt til himlen og plads til lyst og glæde. Det er akkurat noget, som passer min sjæl. Og det langsomme. Tempoet, som næsten ikke findes. Og de rare mennesker, for det er de. Meget rare, søde og altid hjælpsomme. Jeg er virkelig forelsket i den lille flække.

Nu pønser de. Nogen af dem gør i hvert fald. Turister kan man leve af. Der skal flere til Vorupør, så nu tænkes der tanker, handles og gøres ved. Jeg bryder mig ikke om det, men jeg siger ingenting, for jeg forstår jo godt. Jeg elsker bare stedet for ikke at have tænkt en særlig tanke om at gøre noget udefra tilpas. At der er ingenting og stilhed. Ingen blinkende lygter og hurlumhej til at forstyrre, men ro til hjernen og til hjertet.

Jeg kører gerne tre timer på en onsdag for lige at få fornemmelsen af ingenting. Gerne…

Vi så en sæl. Heidi fik øje på den og vi fulgte den over et langt stykke tid, hvor den lå og svømmede lidt tilfældigt rundt omkring landingspladsen, inden den forsvandt ud i horisonten. Bagefter tog vi livtag med molen.

Alting er forandret også uden at tænke tanker og handle omkring turister. Det sidste år har flyttet så meget sand, at hele kystlinjen er i hastig forandring. Hvor der før var bløde, bølgende klitter er der nu stejle skråninger og ude langs molen er der nu sandbanke næsten til enden af den, hvor der før var vand og havets bølger slog blidt og ind imellem vrissent ind over en mole, som nu er fuldstændigt tørlagt.

Det var underligt at se, som det hele havde forandret sig på så kort tid, men Oskar syntes, at det var sjovt med Oline, som pludselig kun stak op i verden med et hoved alene. Han strøg lige i hendes retning og opdagede for sent, at hun ikke bare havde lagt sig ned, men stod nedenfor en brat skråning, som er opstået, hvor sandet er landet.

Han fandt alle sine ben og så gik der ikke lang tid, før han fik selskab af en dejlig og glad legekammerat…

Hold op som de to hunde hyggede sig. Der blev virkelig løbet igennem for en femmer på den strand, skal jeg love for. På et tidspunkt hørte vi et fløjt og så tog den fremmede, men tydeligvis stedkendte, hund tilløb og strøg op over en stejl skråning, som var på højde med mig. Vi var svært imponerede. Ikke mindst Oskar, som tydeligvis også stod lidt undrende tilbage, for det var vist alt for indlysende, at han slet ikke kunne præstere noget tilsvarende og derfor måtte blive hos os. Han var nu ikke ubetinget utilfreds, for han elsker også disse lange vandreture langs havet.

Der var dejligt vejr. Vi fik friske, røde kinder allesammen. Vi havde huer og vanter med, for vi vidste, at havet forlanger den slags på en onsdag i marts. Vi fik samlet masser af hulsten, som skal på snor og minde os om Vorupør og vi fik samlet appetit og kaffetørst.

På vej hjem mødte vi denne her. Den kunne vi lide.

Hjemme igen fik vi brygget kaffe og te i en fart, for vi trængte til varmen den slags giver. Vi hyggede igennem. Jeg blev færdig med Grantræet og kunne konstatere, at det ser ud til at ende akkurat, som jeg havde håbet. Jeg manglede en nål at hæfte ender med. Til gengæld manglede hverken jeg eller de andre noget som helst andet, da vi ved 21-tiden pakkede bilen igen og kørte retur mod Aalborg efter en dejlig, dejlig dag i Vorupør.

I morgen er det vores tur til at være værter. Jeg må hellere komme i gang med at skrive en indkøbsliste.