Er man glad for farver, er man også tilbøjelig til at finde de fleste af dem både dragende, smukke og fristende. Om ikke andet, så periodevist. Pludselig kan man få et passioneret forhold til hadefarven (jeg er f.eks. blevet venligere stemt overfor gul og orange) og man kan ikke længere tåle den farve, som i lange perioder har fulgt en i tykt og tyndt, men synes nu, at alt skal være grønt, lilla, orange eller noget helt fjerde.
Jeg ved ikke, om alle har en grundfarve. En farve, som gennem hele livet bliver ved med at forekomme smuk. Jeg har. Blå har fulgt mig hele livet. Ikke alle slags blå, men mange, mange af nuancerne elsker jeg.
Indigo er en af yndlingene. Smuk, dyb og i sin mættede form omtrent violet. Den toner fantastisk i nuancer, som alle føles som venner af mit inderste. Genkendelse, glæde og ro er ting, jeg forbinder med blå og mine øjne søger den altid, når jeg er omgivet af mange farver.
Et lille stykke hæklet vidunder er på vej… med indigo…
Det ser lovende ud. Meget lovende. Og det ville også klæde ham, jeg elsker. Indigo.
17 kommentarer
Liselotte
13. marts 2010 at 08:59Rikke, der er nu ingen opskrift her… bare en idé, men ikke en original af slagsen ;-)
Rikke
12. marts 2010 at 20:38Lige det tørklæde har jeg fornyligt også set mig lun på, flotte farver
Farver der drager
12. marts 2010 at 17:36[…] Liselotte skriver om yndlingsfarver, farver der drager øjet mod sig, lige meget hvor de ses. […]
Liselotte
12. marts 2010 at 15:45Farver er indiskutabelt noget, som deler vandene, så (blå) at sige… for de er sanseoplevelser og derfor absolut ikke til at sætte på formler eller opstille regler for… eller regler er der masser af og formler også, men at kunne lide eller ikke lide, dét er og bliver en smagssag.
Jeg bliver altid påvirket af farver og jeg griner af Kirsten, som slet ikke kan se det pæne i hækletøjet, fordi det er blåt. Jeg genkender det. Jeg har det på samme måde, men blot med andre farver. Farver er følelser og ikke fornuft. Det er da dejligt :-)
Heidi
12. marts 2010 at 14:16Jeg ku’ sådan unde dig at se Louisiana-udstillingen Kunsten i Farver, Udover at samle kunstværker fra mange af de helt store kanoner: Picasso, Chagall, Van Gogh, Miro, Kandinsky, Matisse og Derrain, giver den et rigtigt godt indblik i farvelære gennem tiderne. Når du elsker blå, vil du sikkert NYDE at fordybe dig i Yves Kleins Blue og så se den gule firkant, som opstår på væggen ved siden af, når man kigger væk :-)
Kirstenk
12. marts 2010 at 13:55Blå er en god farve, den har fulgt mig gennem det meste af min tilværelse sådan lidt fra og til, men den er der altid som en baseagtig farve. Det ser spændende ud det “hækletøw” du har gang i der, tror bestemt det vil klæde ham du har kær…jamen det er jo så nærmest et “kærestehækletøw”
Kirsten
12. marts 2010 at 13:47Jeg ved ikke hvad det siger om mig, men jeg er absolut ikke til blå. “Hader” er et stærkt ord, og så grelt er det alligevel ikke – men vi er derhenne af, hvor nogle blå nuancer gør, at jeg næsten får det fysisk dårligt af at være i nærheden af dem for længe.
Til gengæld elsker jeg næsten alle andre farver, i stort set alle deres nuanceforskelle. Grøn og rød er favoritterne, tror jeg… Det plejer jeg i hvert fald at sige, men det forandrer sig jo hele tiden.
Det eneste der ikke har forandret sig de sidste mange, mange år, er mit anspændte forhold til blå. Go figure.
(Faktisk har jeg det sådan, at jeg ikke engang kan se det pæne i hæklerierne på billedet der, bare pga farvevalget. Jeg kan såmænd godt se, at mønstret er både fint og spændende – men det blå overskygger det for mig. Det er SÅ sært, og hvor er vi mennesker da egentlig primitive når det kommer dértil…)
En fugl i hånden
12. marts 2010 at 13:41Åh ja Liselotte – jeg er også en Bluish kind of girl ;).
Heller ikke alle afskygninger af blå er favoritter her, men rigtig mange af dem er, og præcis som du forbinder jeg dem med ro og harmoni, og også lidt tryghed, tror jeg, fordi de blå nuancer bare er MIG.
Aqua (turkis), Azur og Marine og Petroleum toner er favoritter her sammen med lavendelblå og alskens blå/kolde lilla nuancer…
Og sjovt nok er gul og orange også vokset gevaldigt på mig det sidste års tid…
Ha’ en fin dag og god weekend!
KH Helle
karen
12. marts 2010 at 13:30Jeg har det på samme måten med grønt – særlig olivengrønt i ulike nyanser.. Jeg har nesten ingen blå klær – det er en farge jeg aldri har følt meg vel å kle meg i. Men elsker blått i interiør! Alle nyanser – særlig de litt duse over mot grått og selvfølgelig grønt. Og indigo – det er virkelig en helt fantastisk farge! :-) “Katrinehjul”-mønsteret du hekler blir sinnsykt fint – heldige mann!
Tante T
12. marts 2010 at 13:28Hvis ikke jeg lige var Tante T, skulle jeg helt klart være Tante Grøn :-)
Er det det der wheel-et-eller-andet-mønster du har på nålen? Fandt engang en instruktion i det på youtube, men er ikke kommet igang med det – endnu ;-)
Glædelig fredag…
Tina - omme i London
12. marts 2010 at 13:19Jeg elsker farver i det hele taget, men blaa er altsaa bare den aller bedste. Jeg laerte af en joedisk dame at joeder kalder blaa “grimme folks farve” da alle kan se godt ud i blaat! LOL – jeg var ikke lige sikker paa om jeg skulle grine eller graede, men jeg blev enig med migselv om at det var et kompliment – selv jeg kan se godt ud i blaat! :)
Alice
12. marts 2010 at 13:08Jeg har opgivet at lære at strikke, før jeg overhovedet er kommet i gang:) Derfor har jeg (på nettet) bestilt en lækker islandsk sweater i 3 blå nuancer, og jeg glæder mig til at den engang er strikket færdig, jeg elsker nemlig også blå – men du kan jo selv:)
unikarina
12. marts 2010 at 12:54Jeg var vildt forelsket i blå engang. Koboltblå sammen med turkis. Nu kan jeg ikke holde koboltblå ud. Jeg kan godt lide blå nuancer hvis de har en snert af grønt. Men man finder det ikke i min bolig – måske i en enkel trøje.
Men derimod græsgrøn – mmmmmm den smelter mig! Sammen med en varm og klar lilla.
Fríða
12. marts 2010 at 12:52röd, klar og ren juleröd, har altid været min mest elskede farve. jeg har gennem årene haft utrolig meget rödt töj og smykker. ligenu er jeg også meget svag for brune, rust og orange farver, men röd er altid med mig.
kh.fra Island
Frida
Sidsel
12. marts 2010 at 12:48Blå blå…. Klart blå. Jeg elsker også blå, nu mest i boligen. Den drager mig. Jeg finder ro med blå. Nok fordi jeg er vokset op i Skagen. Himmel og hav og den uendelig horisont. Kan sidde i timevis og se på vandet.
Så det ser meget loivende ud, det du nu nørkler på….
(kæmper med løveører på en hårbøjle..) Hahaha
fisker & fernández
12. marts 2010 at 12:03Det ser enormt spaendende ud, det haekleri du har gang i der :-)
Jeg tror nok, at min farve gennem hele livet har vaeret roed. Den har i hvert fald altid vendt tilbage…
Ha’ en god weekend!
Lene
12. marts 2010 at 11:50Jeg glæder mig til at se vidunderet med vidunderhækleri på :-)
God fredag til jer :-)