Monkey Bread

I går aftes, da halsen begyndte at samarbejde igen og jeg var nået igennem og forbi den meget, meget stærke biksemad, vi havde valgt som aftenens kulinariske indslag, blev trangen til varme kanelsnegle pludselig påtrængende i en grad, så jeg endog drømte om søde, bløde og velsmagende kanelboller i nat.

Mens jeg nattedrømte, havde Dana set, at jeg længtes. Hun sendte mig over forbi Andrea, som igen sendte mig et smut over omkring smitten kitchen. Her strandede jeg, kiggede længselsfuldt efter Monkey Bread og besluttede, at det måtte bages. Nu, som i nu! Oline kom ind af døren i samme øjeblik og det var passende, for min stamina er for stærkt nedadgående efter kort tid. Jeg hoster lungerne op, pudser næse og har en hovedpine på lur, så det skulle udnyttes, at også Oline er kanelafhængig. Lad mig bare sige det, som det er; hun var nem at lokke og så gik vi i gang…

Allerførst rørte vi dej til de gode kardemommeboller, du måske allerede kender. Amerikanerne har underlige gærdeje, synes jeg, så vi valgte at anvende en god, altid succesfuld opskrift. Der er ingen grund til at opfinde noget, som allerede findes. En tredobbelt portion af bolledejen, fordi vi elsker kanel og godt gider, at der er noget at gemme. En dobbelt portion vil være rigeligt for de fleste, tror jeg :-)

Mens dejen fik lov til at hæve, brugte vi tiden ualmindelig fornuftigt og fabrikerede forskellige sukre, snuppede en opvask, snakkede lektier og alkoholpolitik, spiste lidt frisk ananas og smugkiggede til dejen, fordi det sjove ventede forude.

Så smeltede vi endnu mere smør. Og rørte moscavado, almindelig og danskerblegt melis og rigelig kanel. Og så lidt ekstra kanel. Bare fordi vi kunne…

Nu var vi heldigvis ved at være der, hvor vi kunne forsvare at snuppe gærdejen. Den var hævet flot og så gav vi den lidt tæv, inden vi skar den ud i en millionmilliard små dejstykker, som jeg trillede til de fineste, små kardemommeboller.

Bollerne smed jeg i smørgryden. Oline stod stand-by ved siden af og indledte straks redningsaktionen. Først en fornemmelse af at drukne i smør, for så at blive hentet op i luften af en solid gaffel, men kun et sekund eller to, inden den lille, puffede bolle endte i skålen med sukkerblandingen. Her blev den trillet rundt og rundt og rundt lige til den var helt og aldeles solbrændt. Så blev den lagt til rette i den smørsmurte form.

Det gjorde alle fireogtreds små kardemommeboller – nu med solbrændt drys…

Lag efter lag efter lag… og til sidst var alle gavmildt blevet smurt og rullet, så det var en lyst.

Herfra skulle de bare hvile. Hæve og hygge skulle de, mens ovnen langsomt blev varm og klar til at modtage dem. Det skete i løbet af tyve lange minutter, men så var bollerne også hævet for anden gang og havde nu lagt sig til rette skulder ved skulder, helt som de skulle…

Ovnen er 180 grader varm. Vi bager kanelbrødet syv minutter mere og det er efter de første tredive, men den slags kan man ikke regne med. Man skal være på kanelstikkerne og er man det, tror jeg, at der venter en himmerigsmundfuld forude. Jeg ved det om et øjeblik.