24

En pludselig trang…

Lige præcis for et øjeblik siden, da jeg sad med udsigt til tæt sne, der falder i smukke formationer i haven og jeg tænkte, at det dog trods alt er bedre end isslag, fik jeg lyst til at ryge. Det er ikke sket i hundrede år og en tvebak, men pludselig var trangen der. Et øjeblik. Ikke mere.

Måske var det den gode kaffe…

I mit skab står stadig tre pakker tyvestyks Prince 100. Lige foran mig og i tag-højde står de. Sådan skal det være. Jeg har i virkeligheden intet forhold til dem. De står der bare. I grunden skulle de vel smides ud, men jeg er ikke klar. Tænk om min rygetrang så kommer retur for alvor. Som om, men de spiser ikke brød, så de får lov til at tage lidt plads op en tid endnu.

Jeg kan dufte de mest utrolige ting. Min mad smager, som den skal. Noget af den ganske overraskende godt… eller spøjst. Jeg er ved at kaste op, når jeg står for tæt ved en storryger, som lugter af gammelt askebæger. Jeg er for øvrigt også ved at kaste op, når jeg er for tæt på et gammelt askebæger. Jeg holder min kæft med alt det her. Jeg kan nemlig godt lide rygere og jeg synes faktisk, at ingen som i absolut INGEN, skal blande sig i, om de har lyst til at ryge… og imens håber jeg stille, at de vil stoppe, hvis det er et af de mennesker, jeg holder af, for jeg har fået det fantastisk, efter jeg stoppede. Tænk en forskel…

Jeg kommer ikke til at ryge, før på min 76 års fødselsdag. Så starter jeg til gengæld igen. Hvis jeg gider, for jeg ELSKEDE at ryge.

Fik jeg sagt, at Annemette også er stoppet med at ryge? Nå ikke, men det er hun altså. Hun er for sej :-)

Du vil sikkert også kunne lide