Verdens ende

Ferietid er også tid til at se tv på tidspunkter, som ellers ikke er tilgængelige. Det resulterede i en grum eftermiddag i selskab med mennesker, som levede på verdens mest trøstesløse sted, Kolyma i Sibirien.

Kan du huske Gulag?

Jeg kan. Gulaglejrene i Sibirien. Det frygtelige sted, man skulle være mere end almindelig heldig for at vende tilbage fra. De fleste gjorde ikke. Deporterede og døde, glemte og borte. Systemkritiker, tyv, fjende af staten, morder eller bare til almindelig irritation for højtstående embedsmænd og du kunne med et snuptag være på vej til den sikre død i eksempelvis Kolymas guldminer.

Gulag er forkortelse for “Glavnoje Upravlenie Lagerej”. Det kan oversættes med “Centraladministrationen for Arbejdslejrene“, som administrerede de russiske fangelejre og straffekolonier. Lejrene blev almindeligt kendt under navnet Gulaglejrene eller bare Gulag. De første lejre etableredes lige efter den russiske revolution i 1918 og formålet var angiveligt at genopdrage statens fjender, men det var arbejdslejre, som sagtens tåler sammenligning med nogle af Tysklands KZ-lejre. Ikke udryddelseslejrene, men arbejdslejrene. Det er ikke let at se en forskel og mange af de deporterede behandledes som slaver.

I gårsdagens udsendelse deltog både tidligere fanger, tilflyttere – og hvem i alverden kan nogensinde få den idé, at man vil flytte til Kolyma – og børn af tidligere indsatte i arbejdslejrene.

Det var en underlig opvisning i modløshed og kapitulation kombineret med russerens sædvanlige stamina og ukontrollable livskraft. Det var sult, kulde, så man slet ikke kan forestille sig det og byer, som stadig lever helt uden el og rindende vand. De kan vel knapt kaldes byer. De er en farveløs samling brædder med mennesker indeni. I hvert fald noget, som engang var mennesker. Nu er kun skallen tilbage og de har forlængst opgivet, selvom enkelte af dem fortsat og forgæves skriver breve til Dumaen, for at gøre opmærksom på egen eksistens og paradokset i netop det.

En af kvinderne blev spurgt, om hendes mand drak. Hun svarede: “Har du nogensinde mødt en russisk mand, som ikke gør?” og så forklarede hun, at mænd rammes på deres stolthed, når de ingenting kan. “De kan ikke engang forsørge deres familie og så drikker de. Hvem ville ikke gøre det?”, som hun sagde, mens hun stod i et lavloftet, iskoldt udhus og fjernede stokken på bundfrosne kål, som er det absolut eneste, der kan gro i Kolyma, som kun har vinter, vinter og atter vinter. Nogen gange er der kun få frostgrader, men det er ikke ualmindeligt, at det fryser -60 grader.

Det er svært at tænke på meget andet end overlevelse, når man bor sådan et sted, tænker jeg…

Arbejdslejrene er afskaffet. En enkelt er tilbage i dag og fungerer som fængsel, men resten er nedlagte, men menneskene, de er der fortsat. Der var ingen steder at tage hen, så de blev. Blev derude midt i ødemarken uden mulighed for andet end en konstant kamp for at overleve.

Jeg kan ikke forestille mig noget andet sted i verden, hvor jeg ville være mere ked af at blive deporteret til, end Kolyma, Sibirien. Der er absolut ingenting. Der er kulde og mismod. Der er ingen glæde. Overhovedet. Heller ikke i dag. Det sidste gjorde stort indtryk på mig.