31

Det skal gøre godt

Jeg ligger under dynen i mit soveværelse. Udenfor svinder lyset og himlen får perlemorsskær.

Jeg ligger på et varmt, uldent leje og supplerer med varme hvedekerner pakket i storblomstret bomuld og mønstret flonel. Ved min højre hånd, på det lille, praktiske natbord, står en kop rygende varm kaffe og spreder en inviterende og dejlig duft. Ved min venstre hånd, i en fordybning i dynen, ligger Eremitkrebsene. Bogen venter på, at jeg genoptager den fascinerende rejse ind i liv, som ikke er som mit, men alligevel vækker genklang om og om igen. Det er nok derfor, jeg sluger ordene i et tempo, som ikke lader nogen i tvivl om, at jeg kan lide dem.

Ordene fungerer som adspredelse. Som buffere mellem virkeligheden og mig, for virkeligheden er, at jeg ligger her på medikamenter, som er så stærke, at jeg kun tager dem med års mellemrum. Jeg har tendens til nyresten. Akkurat som min far og min søster, må jeg ind imellem kapitulere og tage tålmodigheden i ed, mens jeg venter og forkæler med varme og omsorg, rigeligt vand og små, hemmelige bønner sendt ud i intetheden uden mål, men med håb spændt forrest.

Det letter nu, tror jeg. Jeg bilder mig ind, at jeg ved, at det er sådan. Ømheden fortager sig i løbet af det næste døgn. Varmen vil fortsat være min bedste ven, men jeg er på vej til oprejst igen. Det skal gøre godt.

Du vil sikkert også kunne lide