Hvad er den dog af…

Mens jeg har været uden strøm og derfor var tvunget til at holde fri – ikke noget, jeg var synderligt ked af – kom kommunens snerydning forbi. For anden gang siden den forrige snestorm, fandt de vej ned af vores lille, blinde gade. En kæmpestor traktor sænkede skovlen, tog tilløb og kørte fra toppen af vejen og ned til os, hvor sneen lagde sig, som én stor, tung dynge, som halvvejs spærrede for den eneste adgangsvej til gårdspladsen, nemlig den de levnede os, sidste gang de var her.

Traktoren bakkede, tog tilløb endnu en gang og mens jeg stod indenfor i gangen og kæmpede med at få støvlerne på, så jeg kunne nå ud og tale med chaufføren, for at sikre, at de ikke endnu en gang smed al sneen på min gårdplads og dermed lukkede os inde endnu en gang, kørte han med rasende fart ned ad gaden, stoppede med grabben fuld af sne, som han smed i en stor bunke lige ud for den eneste adgangsvej de efterlod mig sidste gang. Han ryddede ikke den sidste del af vejen. Den, som jeg skal forcere, for at bevæge mig ud fra min matrikel.

Inden jeg nåede ud af døren, forlod han gaden. Jeg stirrede vantro på snebjerget, den ikke ryddede del af gaden og var næsten lige ved at tude, for vi har sandelig rigelig sne at flytte i forvejen. Kommunen behøver ikke supplere med resten af gadens sne og da slet ikke på denne her måde, hvor han stoppede rydningen af gaden lige præcis inden vores stykke af vejen, som nu ikke alene er dækket af et tommetykt lag is og et endnu tykkere lag sne, men efter hans talentløse omgang med traktorer nu også med endnu et BJERG af sne, som spærrer for den sidste adgang jeg havde til min gårdsplads.

Sidste gang kommunen var forbi, kørte de al sneen sammen og lagde den halvvejs oppe på min gårdsplads. Den vendeplads, som skal gøre det muligt at navigere på vores lille, blinde vej, skulle tilsyneladende ryddes og eneste sted at smide sneen… var vores gårdsplads. Så tog vi slæbet med at få flyttet sne, så vi kunne få flyttet den bil, de havde spærret inde.

Denne gang vidste jeg, at vi ikke var i stand til det. Jeg har albuer, som ikke kan. Kenneth har en ryg, som slet ikke kan den slags lige nu. Kommunen og jeg samarbejder om det her snerydning. Jeg holder fortovet. De holder vejen. De kommer ikke og fejer mit fortov, så jeg skal heller ikke flytte flere kubikmeter sne for dem. Jeg har en skovl. De har en traktor. Af de store. Det her måtte være en fejl, tænkte jeg så…

Inde ved kommunens driftsafdeling talte jeg med en navnesøster. Jeg forklarede hende, at snerydningen lige var kørt, men forinden havde undladt at rydde mit stykke af vejen og desuden endnu en gang havde smidt en kæmpe bunke sne på et sted, som fordrede, at jeg skulle fjerne den. Ikke helt rimeligt set i lyset af vores respektive redskaber. Det kunne min navnesøster sagtens forstå. “Jeg skal give beskeden videre, men jeg ved altså ikke, hvad de gør ved det”, sagde hun så…

Tænk engang, jeg formåede at opføre mig civiliseret, men én ting er sikker. De skal få mig i røret igen i morgen. Og dagen efter. Og…

Jeg er ikke træt af sneen. Jeg er træt af kommunens omgang med sneen.