To Be or Not To Be Belyst, eller…

Kunsten havde lagt an til en vældig oplevelse, nu To Be or Not To Be var kommet til byen. Jeg var spændt, men fordi vi ikke kommer på Kunsten hver og hveranden dag, tog vi pænt turen rundt i lokaliteterne og nød også de gammelkendte indslag, inden vi nåede hovedattraktionen denne måned.

Jeg kan lide, at AC og jeg er lige nysgerrige på den undersøgende måde, så vi får øje på nogen af de samme ting og så elsker jeg, at Ella kommer ind fra højre og peger og har gjort en helt anden iagttagelse. Så tænker jeg igen helt nye tanker. Det er berigende, synes jeg og sådan nåede vi igennem “klassikerne” på museet og trådte forventningsfulde ind i Thomas Kluges univers.

Han skuffede bestemt ikke. Jeg er fuld af beundring. Det er en næsten spirituel oplevelse at sanse sig gennem verden set og oplevet gennem hans pensler.

Jeg er meget optaget af hans forståelse for og brug af mørke/lys. Hans bevidst dramatiske brug af disse enorme flader af sort som natten, gør mig begejstret. Det lyder måske tåbeligt, at jeg kan begejstres over brug af enorme mængder mørk oliemaling, for sort som i sort er det jo ikke, men dramaet det skaber og modet til at lade lige præcis mørket fylde så meget, det beundrer jeg og jeg elsker, at det gør oplevelsen så meget mere intens og dramatisk. Selv når vi snakker om motiver, som vel egentlig kunne betegnes som banale. Ingenting er banalt, når det formidles af en talentfuld kunster, som Thomas Kluge.

Hans portrætter er indiskutabelt fantastiske. Også helt tæt på.

Pjerrot nedenfor er udelukkende gengivet her, fordi Ella og jeg anes i baggrunden. Et fotografi kan på ingen måde yde fuld retfærdighed til hans malerier og slet ikke et, som viser et af de få malerier, som var bag glas og ramme. Malerierne skal sanses med næsen begravet i penselstrøg og mulighed for at lægge afstand og komme tæt på, som man lyster, men så lover jeg også, at du næsten taber pusten et øjeblik.

Fordi Thomas Kluge netop maler med fed, gammeldags oliemaling opstår en helt speciel struktur og overflade på hans lærreder. De bliver blanke og krævende, når de skal placeres. Sådan er det bare og så er det rigtigt ærgerligt, at man ikke har været i stand til at tage højde for lige præcis det, da man hjemtog udstillingen på Kunsten.

Lysindfaldene på nogle af malerierne ødelagde næsten oplevelsen for mig. Der var malerier, hvor anselige dele af dem forsvandt i en genspejling af en elektrisk pære eller dagslyset udenfor, som ramte den blanke oliemaling og åd omtrent alt i én eneste mundfuld. Det var ærgerligt, synes jeg. Rigtigt ærgerligt. Til gengæld var den 18 minutter lange film i selskab med Thomas Kluge med til at gøre min oplevelse så meget mere interessant, fordi han som kunster er lige præcis det; interessant.

Kig forbi udstillingen, hvis den kommer i nærheden af dig. Du bliver garanteret ikke skuffet.