22

Hov, der er hul!

Jeg havde glemt det hele, da jeg stod op denne morgen. Glemt, at der nu er et kæmpestort hul, hvor der før var væg og dør. Glemt, at alting er dækket af et tykt, gråt lag støv fra mursten, som kan være mange årtier gamle. Glemt, at Kenneths drøm om kig tværs gennem det lange, lave bondehus er på vej til at gå i opfyldelse.

Jeg skal love for, at jeg fik syn for sagn…

Jeg brugte ikke lang tid på at overtale mig selv til at vente. Vente på, at Kenneth endelig fik øjne og kunne starte processen med at komme videre. Jeg er så ualmindelig ringe til projekter af denne her karakter. Jeg har levet med dem helt mit liv. Projekterne. Støvet. Manglende det ene og manglende det andet. Kontakter i fri dressur. Kantlister, som aldrig fik plads og så videre og engang var jeg den, som kunne gribe om spaden, saven eller penslen, så tingene kunne blive færdige i en fart. Nu må jeg vente…

Han er oppe nu, ham min handymand, så mon ikke vi når lidt længere i dag. Jeg tror det og godt skal det nok ende med at blive. Jeg har mange, mange liter hvid maling på lager ;-)

Du vil sikkert også kunne lide