Gensyn med Viften

Der kan gå så lang tid, at man næsten glemmer. Sådan er det med mors Viften, for albuerne har protesteret voldsomt siden den sommerferie, hvor Viften sidst var i mine hænder. Faktisk var den det sidste stykke håndarbejde, jeg havde gang i, inden jeg måtte kapitulere og lægge alt væk for en tid. Jeg havde slet ikke drømt om, at der skulle gå så lang tid, inden jeg igen turde forsøge mig.

Jeg fandt strikketøjet frem i dag og besluttede mig for, at det var på tide at prøve. Det går. Måske ikke med lynets hastighed, men mindre kan også gøre det.

Inden jeg overhovedet kunne komme i gang, skulle jeg have fundet ud af, hvor jeg var nået til, da det hele måtte pakkes væk. Jeg havde ikke været så klog, så jeg havde lavet et notat. Jeg er sjældent særligt klog og slet ikke smart, så den sved… og jeg lykkedes alligevel med det til sidst. Nu er jeg i gang igen. Forsigtigt, men sikke en fornøjelse.

Garnet er én tråd Supersoft i en smuk, blå farve sat sammen med Isagers Alpaca i endnu en smuk, støvet blå. De klæder hinanden godt og jeg véd, at de vil klæde mor helt forrygende. Nu giver jeg den en skalle. Vi får se, men det går foreløbig rigtigt fint.

Om et øjeblik ligger jeg strikketøjet til side til fordel for noget hyggelig snak med en kvinde, jeg sætter stor pris på. Hun er virkelig skarp. Jeg kan lide dem skarpe.