Mand, hvor er jeg noget der langt overgår ualmindeligt ringe til at pakke…
Helt ærligt, ingen ved noget som helst. Intet er fortalt, så vi kan ikke vide, om vi skal løbe orienteringsløb på isglatte, skovklædte skrænter eller boblebade til vi går i opløsning. Ingen ved, om vi skal spise klapsammenmadder med fingrene eller dinere i omgivelser, som absolut ikke tillader løssluppen adfærd og derfor udgør en omtrent uoverstigelig forhindring for mig. Ingen ved noget som helst overhelehovedet, så hvorfor er det så, at det bliver så vanskeligt? Når ingen ved noget som helst, kan man enten finde den helt store rejsekuffert frem og fylde den med hylden hen eller man kan stoppe et par rene underbukser og en tandbørste i håndtasken.
Jeg er sådan af den sidste slags, så min bagage fylder ikke meget. Det er ikke pakningen af den, som tager tid. Det er mere det der mentale pakningsåg, jeg bærer rundt på. Det, som omtrent forhindrer fysisk bevægelse og samtidig gør det helt umuligt for mig at starte i god tid…
Først tre minutter i sengetid kaster jeg lidt tekstiler i en taske, mens jeg sværger ved min farmors venstre storetå, at aldrig mere skal jeg pakke så sent. Jeg siger til mig selv, at der for evigt vil hvile en fodsvampsforbandelse over mig, hvis jeg næste morgen glemmer at pakke – indsæt her liste med en millionmilliard småting, jeg ikke lige orker at pakke og derfor har fået overbevist mig selv om, at jeg slet ikke kan pakke endnu – og så husker jeg altid lige, inden hovedet rammer puden, at rose mig selv for at være så ualmindelig struktureret denne gang. Som om… men hvis ikke jeg skulle rose mig, var der ingen til at gøre det, for det her ikke-eksisterende talent for at pakke, det er virkelig ikke medaljemateriale.
Jeg er klar! Det jeg mangler, køber jeg! Fandeme!
19 kommentarer
Kamma og Ko / Jette
24. januar 2010 at 03:41Når det gælder den slags gider jeg ikke overraskelser. Er helt glad for at se jeg ikke er den eneste! Hvad er formålet lige med at man møder uforberedt (mentalt bl.a.) til f.eks. noget så banalt som bowling…?! Jeg forstår det ikke. Nåmmen, håber du har en god weekend hvorend du er, Liselotte :-)
Jette / Kamma og Ko
Mette
23. januar 2010 at 23:20Penge, pas og p-piller… så går det ikke helt galt :-)
diana
23. januar 2010 at 17:29Kære Liselotte.
Det skal være dig vel undt at komme ud i samfundet engang imellem, og jeg er sikker på du har hygget dig. Men jeg glæder mig nu til du kommer hjem i folden igen, for når det første man gør om morgenen og det sidste, man gør om aftenen er, at se indenfor” hos dig, er det træls, der er “sort” skærm. Jeg savner dit besyv om verdens små og store glæder og fortrædeligheder, så jeg glæder mig til du er hjemme igen.
Savne-hilsener fra Diana
Tante T
23. januar 2010 at 10:27Hvad der så end sker, så håber jeg du får en fornøjelig weekend ;-) Det bliver da helt spændende at høre om…
Og til Pernille: Min indstilling er som din, og jeg synes også min belønning er tilfredse, afventende unger ;-)
God weekend derude!
ida
22. januar 2010 at 19:04Jeg er helt og aldeles enig med Pernille… Jeg bliver også negativ af hemmelighedskræmmeri og såkaldte “overraskelser” som inbefatter at jeg skal noget andet end det jeg er indstillet på!
Anne
22. januar 2010 at 17:25Åh hvor jeg kender det. Findes der andre måder?
Tina - omme i London
22. januar 2010 at 10:30LOL – god tur!
Yrsa
22. januar 2010 at 08:57Øj hvor jeg kender det og det allereværste er når jeg så rammer hovedpuden kan jeg blive ved med at ligge og tænke over hvad jeg skal huske næste morgen, så jeg er som regel helt smadret om morgenen, fordi jeg faldt for sent i søvn og har “tænkt” hele natten :-)
Rigtig god tur og weekend.
PS Pernille – den med hemmeligheder og forventninger overfor unger, kender jeg godt hjemmefra, så jeg holder heller ikke ret meget hemmeligt mere.
Kirstenk
22. januar 2010 at 07:53Sådan er det nemlig…og det man har glemt har man ikke med!!
Lene
22. januar 2010 at 07:35God weekend, lad os håbe I skal bo i nærheden af et indkøbscenter ;-)
Liselotte
22. januar 2010 at 06:52Det bliver spændende. Det bliver meget spændende… og jeg glæder mig. Tasken må række. Sådan er det bare! :-)
Hannah
21. januar 2010 at 23:23Jeg rejser en del med mit arbejde og har flere lister alt efter, hvor længe jeg skal være væk. Det begyndte jeg på, fordi jeg grundlæggende har det lige som dig; ganske vist kan jeg rigtig godt lide mit arbejde og det, jeg skal, når jeg er væk, men samtidig giiiiider jeg ikke være væk hjemmefra.
For at rykke mig selv op ved hårrødderne, tager jeg fat i listen og begynder fra en ende af: to par bukser, en kjole, to bluser, en jakke…
Hov. jo, jeg har også en færdigpakket toilettaske med en sammenklappelig tandbørste og ingen emballage over 100 ml.
Steinkjerringa
21. januar 2010 at 23:08Fint – du kjøper!! Men husk for all del fotoapparatet så du kan vise oss hva du opplevde! Ha en riktig strålende helg!
Lisbeth
21. januar 2010 at 22:56…men hvis du i løbet af formiddagen får nogle hints, så send gerne en lille sms! – FOR HVAD I ALVERDEN SKAL VI TAGE MED???
Pernille
21. januar 2010 at 22:43Jeg hader de der sammenkomster af enhver art (det være sig arbejdsmæssigt, socialt, eller noget andet) hvor ingen ved noget, alt er hemmeligt og ingen må vide hvad der skal ske.
De eneste der i virkeligheden synes det er sjovt, er dem, der ved det hele.
Jeg tror faktisk det er universielt – det er forfærdeligt at blive holdt hen i uvidenhed!
På mit arbejde har jeg flere gange stødt på … at vi skal ikke fortælle ungerne nogen om hvad der skal ske. Det skal være en overraskelse, og vi glæder os helt vildt meget til at se deres ansigtsudtryk, når de for det at vide…..
Desværre viser det sig gang på gang, at ungerne er af en ganske anden mening og absolut ikke synes det er sjovt, er negative, urolige og ødelægger det hele.
På et tidspunkt besluttede jeg, at det gad jeg ikke mere og har siden altid fortalt præcis hvad vi skal, i det omfang jeg ved hvad vi skal .. og det er ligemeget om det er legen om fem minutter, eller en tur ud i det blå… med det resultat at ungerne er glade, tålmodige og gider tage et ansvar.
Nå, men jeg ville bare ønske dig en god weekend, min skal også holdes sammen med kolleger, men modsat dig, ved jeg hvad der skal ske :)
Bibbi
21. januar 2010 at 22:42Jeg er præcis modsat. Kan skrive lister en uge før, men formår ALTID at glemme noget alligevel. Det må jo så betyde, at metoden kan være hip som hap – der er uanset hvad, en undskyldning for at shoppe :o) Gnæk gnæk….
Helle
21. januar 2010 at 22:37God tur til det uvisse ;-) …..Det jeg mangler, køber jeg…. Kunne jeg ha’ skrevet. Er med alderen blevet MEGET dårlig til (at gide ) pakkeriet. Får sq altid for meget af det forkerte med ;-D
Sole
21. januar 2010 at 22:30Velkommen i klubben :-)))) Specielt den der med: “….og derfor har fået overbevist mig selv om, at jeg slet ikke kan pakke endnu” får en klokke til at ringe hos mig :-) God tur!!!
Ella
21. januar 2010 at 22:18Tak for at sætte ord på hvordan jeg har det med at pakke – jeg HADER det og udsætter som dig ;-) Og god weekend ude i det uvisse :-)