Tiden går og jeg halser bagefter, for jeg er i vælten lige nu. Sådan skal det være, men det trækker store veksler på min energi, som er i bund og derfor har jeg brug for alle de små rum af ro, jeg kan skabe for mig selv.
Èn af dem er og har altid været et strikketøj. Roen falder på og jeg kan finde ud af at sidde stille og lave ingenting, når hænderne er beskæftiget, så når albuerne vil, er jeg i gang. Med forsigtighed. Ellers holder bøgerne for, men det er bare ikke det samme. Strikketøjet er magi for hjerne og hjerte. Det duer for mig. For dig duer måske noget andet.
Ud af hænderne vokser ikke de store ting lige nu. Det kan fysikken alligevel ikke. Måske handler det mest om, at jeg ikke tør. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af det, men ligegyldigt er det, for de små projekter er hyggelige, ikke tunge og med fremdrift, selv når man medregner mit nye, langsomme tempo.
I går blev den lille cardigan fra fyrrerne færdig. Jeg er vild med den. Jeg er sikker på, at jeg kan gå ind i stakken af gamle billeder fra min mors barndom og finde noget, som til forveksling ligner. Den er bare helt rigtig. Synes jeg. Måske er den lille pige, den er tiltænkt, ikke enig. Det skal hun heller ikke være, for den er strikket uopfordret og bare fordi jeg havde lyst. Det må gå, som det går og går det slet ikke, så kender jeg andre små piger, som måske vil elske…
Fakta:
Design: Pigecardigan fra Helga Isagers Strikketøj.
Garn: Supersoft, strikket med dobbelt tråd.
Farve: En god del Saffran, en smule Havana og lidt mere Opal.
Pinde: 4 – naturligvis mine elskede KnitPicks.
Ny teknik: Ingen.
Bemærkninger: Helgas opskrift er sådan set ligetil denne gang. Ingen fejl er jeg stødt på og det kræver omtrent et kryds i kalenderen, men når det er sagt, så vil jeg gerne se de børn, hun har målt, inden hun har angivet størrelserne på cardiganen. De passer ingen steder. Jeg kender ingen på de i opskriften angivne aldre, som vil kunne passe trøjerne.
Med lidt hiv og lidt sving, lidt justeringer og lidt fantasi er det endt med en cardigan, som er rimeligvis harmonisk og bygget til et helt almindeligt, gennemsnitsligt barn på 5 år, hvis jeg skal gætte. Jeg har strikket størrelse 7-8 år, fordi størrelsen mindre (3-4 år) er meget lille og omtrent kan passe et barn på 1½. Med lidt kortere ærmer, er det lykkedes at få et resultat, som passer et almindeligt bygget barn akkurat midt imellem de to angivne størrelser.
Sådan er der jo så meget her i livet, som kræver en elastisk indstilling, så skidt, for resultatet er bedårende, når jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo.
Mange flere billeder her (ravelry link).
20 kommentarer
Med Clara på weekend | Slagt en hellig ko
21. januar 2010 at 16:24[…] morgen kommer den lille pigecardigan også med i tasken, så dens nye ejer snart kan få lov til at den i virkeligheden. Jeg håber, at […]
Liselotte
20. januar 2010 at 18:32Hannah, jeg kender godt Phildar. Faktisk har jeg strikket rigtigt mange af deres modeller, da jeg var ung :-)
Solrun, jeps! Vildt fed :-)
Solrun
20. januar 2010 at 15:46Fed cardigan
Hannah
20. januar 2010 at 12:32Når du nu har en lille pige, du kan strikke til, så kunne Phildar måske interessere dig? Det kan ikke fås i DK, men de har de smar-te-ste ting til store og små børn, som børnene faktisk gider gå med. Garn, der passer til formålet (det vil sige: vaskbart og slidstærkt, farvestrålende og bliver pænt, når det bliver strikket), og opskrifter, der passer på pinde og masker. Og de har også ganske chikke voksenting.
Kollektionerne skifter hurtigt – og katalogerne er ganske billige.
Så hvis man alligevel holder af at tage til Frankrig i ferierne, kan man tage et kig ind til dem.
http://www.phildar.fr
Liselotte
20. januar 2010 at 08:44Det er en rigtig skøn lille cardigan og den kunne sagtens omregnes til en voksenstørrelse, tænker jeg. Mønstrene er ikke komplicerede og kunne nemt overføres til en model, man allerede har i gemmerne :-)
Jeg er spændt på, om den lille pige virkelig kan lide den, når hun ser den i virkeligheden ;-)
anne - med2pinde
20. januar 2010 at 08:36Hvor er den fin. Jeg må give dig ret, Helga har ikke målt noget som helst før hun slyngede en alder på størrelserne. Jeg har lige tilraget mig samme erfaring.
Mon ikke den vil gøre lykke hvor den kommer hen? Den er så fin den pigecardigan, så den kan man kun blive glad for, også selvom man bare er en lille pige.
TinaLiel
19. januar 2010 at 23:31Hvor er den flot og er der noget bedre end en hobby der kan give dig lige netop det pusterum der er brug for!!! KNUS
Kirsten
19. januar 2010 at 23:16Den er da fantastisk. Intet mindre! :-)
Hanne
19. januar 2010 at 22:58Den er da for skøn……lækker farve. Efter min mening er der for lidt rødt tøj i omløb :O)
Gaia
19. januar 2010 at 22:40Hvor ER den sød.
Der skal nok være en lille lykkelig ejer til den, og en mor, der vil elske at klæde sit lille nor i den….
At finde rum, tage et pust, en pause – tømme “hjernen” – jeg bruger strikketøjet ligesom du! Synd for dig, at du plages med de kedelige albuer……
Anette
19. januar 2010 at 21:15Aj aj aj, det er rigtigt irriterende, når en opskrift, med samt størrelsesangivelse,ikke er ordentligt afprøvet og derfor giver os andre matematik på overarbejde. Så sidder man der med opskrift og lækkert garn til en formue, Oppe i sofahjørnet med godt arbejdslys og lidt læsebriller ved hånden og så kan smørhullet bare ikke komme i gang…….æhj!
Har Du nogen form for god og sikker erfaring med særlige opskrifter?
Den bette cardigan er iøvrigt retro-krigstids-agtig wunderbar.
En fugl i hånden
19. januar 2010 at 19:35Hvor fint et færdigt resultat – du er virkelig en lynstrikker af rang Liselotte – også når det går laaangsomt… Bryder mig rigtig meget om rød og lyseblå i skøn forening, så I like!
Hilsen Helle
Anita
19. januar 2010 at 19:10Jeg faldt for den lille cardigan, da jeg så den første gang, og jeg håbede sådan, hun også havde angivet en voksenstr. i bogen. Det havde hun ikke, så jeg må undvære, for jeg går ikke igang med at regne ud, lægge til og trække fra. Så finder jeg nok noget andet i stedet, men sød; dét er den :-)
Lene
19. januar 2010 at 18:52Og mon ikke den lille pige bliver glad, når fotoet bliver virkelighed, med mindre hun er en lille Oline, der ikke kan have noget kradser ;-)
God aften til jer og pas på dig selv, nye arbejdsrutiner trækker energi ud af en i store mængder :-)
f
19. januar 2010 at 18:44fant deg via død rotte innlegg, som jeg prøver lage . Det er god mental hygge i srikketøy, selv de små som en klarer fullføre.jeg har også en eglesønn eller hjertebarn , han har vært borte et åt til uka , og det er et tungt år. BLoggen har vært et sted en kunne skrike ut sorg , ikke alle takler det men blogger velgern jo om en vil lese- Og det er flott å finne andre blogger og kjenn igjen og se at madre også strever. Håper albuen blir bra og at jeg får til denne død rotte etuiet, som er til iphone men det er vel ikke så store forskjllen Ha en fin uke videre. Frida
Lavendel
19. januar 2010 at 18:29Den er rigtig sød, og du har ret – jeg har flere rigtig gamle strikkebøger, og der er jeg stødt på lignende trøjer til både børn og voksne.
Godt der ingen fejl var, har selv kæmpet mig igennem “Pine(n)” 2 gange uha…
Bibbi
19. januar 2010 at 18:17Den er skøøøn! :o)
Sidsel
19. januar 2010 at 17:56Nye langsomme tempo????
I min verden, er det meget hurtigt! Og utrolig smuk blev den, åbenbart med hiv og sving. Godt det ikke var mig, som skulle regne den ud!! Så var jeg blevet “OP I TEMPO”….
Liselotte
19. januar 2010 at 17:34Moderen skal få trøjen med hjem og så må vi se :-)
My
19. januar 2010 at 17:31en lille pige har set billedet….. den er flot sagde hun (de siger så meget de små børn) moderen håber det er rigtigt at hun også mente det.