Dengang jeg skulle til terminsprøver, sov jeg ikke i ugen op til prøverne. På dagen skulle jeg kaste op og jeg havde en mave, som truede med at vende vrangen ud. Jeg kunne ikke tale og jeg isolerede mig med min angst og bed næsten hovedet af de, som turde henvende sig. Jeg rystede over hele kroppen og om det var af angst eller af mangel på mad og væske forbliver uopklaret, men ét er sikkert, jeg var simpelthen ved at dø af skræk.
Oline går til terminsprøver nu. Hun sover om natten. Hun spiser med god appetit. Hun griner, snakker og hygger. Hun går til terminsprøver afslappet, fuldstændig upåvirket og med troen på, at det her nok skal gå.
Hvor kan man være forskelligt skruet sammen og hvor er jeg dog glad på hendes vegne.
10 kommentarer
Pernille
13. januar 2010 at 17:25Jeg læste lige et eller andet sted at rigtig mange går ned med stress og det der er værre når eksamenstiden nærmer sig.
Min egen niende klasse, herhjemme, gik til terminsprøver i sidste uge, som om han aldrig havde foretaget sig andet og kunne ikke lige se noget specielt ved det.
Om han så ikke har taget det alvorligt nok – det skal jeg ikke kunne svare på, jeg ved i hvert fald, jeg selv ville have haft nogen sommerfugle i maven inden :)
Liselotte
13. januar 2010 at 16:32JJH, det var dog en frygtelig (og lidt morsom) historie om din eksamen, men tænk engang, som vi kan lammes af skræk… og det er helt sikkert godt, at du forstår de nervøses angst, det er jeg overbevist om :-)
Hannah, det er en interessant vinkel du har. De unge mennesker er endnu uvidende om, at alting har konsekevenser… også disse prøver? Jeg véd, at det ikke er tilfældet med Oline, men jeg tror da, at du har ret i nogle tilfælde. Det lyder sådan, når jeg taler med nogen af de unge :-)
Ella, du er da bare så sød og jeg er også glad for og stolt af den unge pige :-)
Tina, du er bare så heldig, synes jeg, som altid endte med svedeture og kvalme ;-)
Tina - omme i London
13. januar 2010 at 14:34Sikken en solstraalehistorie. Jeg var lige saa heldig som Oline at jeg ikke led af eksamensskraek, men jeg kender godt nok mange som gjorde! Poej poej med hende.
Ella
13. januar 2010 at 12:25Jeg tror nu også at Olines tilgang til eksamen bunder i det livssyn I har givet hende – i den indre kærne hun har – og troen på egen formåen. Hun ved hvad hun kan og det er så dejligt at være vidne til – jeg er stolt af at kende hende :-)
Hannah
13. januar 2010 at 11:13Interessant. Jeg kender godt fænomenet fra, da jeg selv underviste. Jeg tror, at skolen har ændret sig, elever kommer i dag meget mere til orde undervejs i læringsprocessen og får formuleret stoffet for sig selv, deres klassekammerater og læreren og opdager derved i tide, hvor de står. Og det er jo godt.
Men der kunne også være den forskel i forhold til tidligere, at det ikke rigtig er gået op for dem, at det direkte eller indirekte har konsekvenser for deres fremtid, om de klarer sig godt eller dårligt i skolen…? Og er det godt?
JJH
13. januar 2010 at 11:11Det er frygteligt med eksamensskræk. Desværre har begge mine piger, ligesom jeg, et nervøst gemyt, og de er ikke gode til at gå til eksamen. Heldigvis er de nu begge voksne og har gode liv. Selv besvimede jeg af skræk, da jeg skulle til lærereksamen i fysik, og i samme omgang var jeg til geografieksamen, hvor jeg, som et af spørgsmålene, skulle fortælle om skovvæksten i Sverige. Censor spurgte om, hvad de så brugte alt det fældede træ til, og jeg svarede: “Tændstikker”. Jeg kunne overhovedet ikke komme på andet! Når jeg tænker på, at jeg boede sammen med en tømrer på det tidspunkt, var det lidt underligt.
Til gengæld tror jeg, at det har reddet mange elever fra at gå helt ned til prøver/eksamener, at jeg forstår deres angst.
Liselotte
13. januar 2010 at 10:19Stella Dea, det er delvist forklaringen – eller jeg forstår godt, hvad du mener og jeg kan mærke den der følelse i maven af aldrig at være god nok, fordi ingen gjorde andet end fortælle når man IKKE gjorde, som de gerne ville… og den er elimineret, men jeg tror alligevel at Yrsa har ret.
Yrsa, der er selvfølgelig stadig mennesker, som har det skidt med eksamen. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have det i dag, men formentlig tæt på det beskrevne, for jeg tror stadig, at jeg er rigtig ringe til det :-)
Lilli, dét har jeg også! :-)
Lilli
13. januar 2010 at 10:08Nøj, hvor har jeg altid misundt dem, som kan gå til eksamen på den måde – afslappet og overskudsagtig.
Yrsa
13. januar 2010 at 09:58naaj jeg ved nu ikke om det skyldes en anden generation. Folk (børn) er vidt forskellige og jeg vil vædde på at der er mange derude omkring som har det lige præcis som du havde dengang Liselotte. Men hvor er det bare dejligt at hun ikke har det sådan. Jeg kan kun huske en gang jeg selv blev angrebet af panikangst, midt i en terminsprøve på 1. år HH i regnskab. Sad pludselig og kunne ikke huske EN BRIK. Heldigvis var min lærer selv til stede og vi gik en lille tur udenfor, hvor han fik mig beroliget og hjalp mig i gang med prøven. GYS hvor var det ikke rart, men eller har jeg som regel også taget prøver og eksamen rimelig roligt. Håber også mine unger får det sådan engang.
Men jeg synes netop man hører om mange af nutidens unge som skal både have beroligende og terapi for at kunne gå til eksamen.
PS fedt billede af den “lille” blyant :-)
Stella Dea Jensen
13. januar 2010 at 09:36Hej Liselotte.
De er af en anden generation. Det er såmænd bare et bevis på, at vi som forældrer har gjort det (noget) godt nok. De unger er fyldt med selvtillid og tro på, at de godt kan. Fedt. Sådan som vi andre havde det, var jo ødelæggende for al positiv udvikling og vækst. Vær du bare stolt og godt tilfreds. Hende Oline skal nok klare sig, og endda godt.
TILLYKKE med hende og god dag fra Stella