12

Ind og ud igen…

Sneen bliver liggende der, hvor kommunen ikke har været forbi med lastbiler og traktorer til at fjerne. Det er mange steder og det gråner nu og er vel, når sandheden skal frem, knapt så charmerende og yndigt, som det var, lige da det var faldet.

Vejene er ikke ryddede. Når nogen siger det, har jeg kun en hånlatter til overs, for sjældent har jeg da oplevet så mangelfuld snerydning som denne vinter. Det er ikke kun sådan, at det er de helt små veje, som stadig har snelag så tykke, at biler har svært ved at komme omkring. Det har også de større veje og er man heldig og rammer man et af de få stykker vej, som rent faktisk er sorte, er de så fyldt med isklumper, at det er lige før undervognen opgiver ævred og smider bundkarret.

Kayerødsgade er en af de små veje, som ingen forventer er ryddet. Det er den heller ikke særligt grundigt. Sneen er ved at antage en kedelig, grå farve og i kampens hede er enkelte biler sneen så meget inde, at deres ejemænd tilsyneladende helt har opgivet at få dem ud at køre foreløbig, men Kayerødsgade er slet ikke den gade, hvor der ligger mest sne.

Der ligger massive bjerge af sne allevegne og langs vejene ligger disse lange striber af snebjerge, som efterhånden er ved at være så høje på sine steder, at man ikke længere kan se hverken over eller forbi dem. På de større veje henter kommunene bjergene og smider dem på snemarken i Nørresundby. På småvejene må vi vente på, at de smelter ad naturlig vej.

Vi bor for enden af en blind vej, så forestil dig hvor meget sne der ligger på vores gårdsplads, når jeg fortæller, at traktoren tog turen fra toppen af vejen og herned med skovlen i bund. Vi er heldige, hvis der er snefrit på matriklen til maj ;-)

I Kayerødsgade er der smukke huse i fine farver. Nogle af småejendommene i gaden er renoveret i fineste stil. På toppen af denne her er der pyntet lidt ekstra på kvisten. Smukke kvinder pynter, men specielt hende her er jeg vild med.

Man skal tæt på for at se, hvor smuk hun i virkeligheden er. Sådan er det med nogen. Andre er pænere på afstand. God afstand. Mig for eksempel. Men ikke hende. Hun er bare yndig og gør, som hun skal; pynter helt gevaldigt.

Marathon har jeg løbet i dag. Måske ikke fysisk, men så mentalt. Elastikken har været strukket til bristepunktet. Så er hun en fin afslutning på centrum. Nu sidder jeg her på udmarken og hygger mig med musik i ørerne, kaffe i koppen og fri til i morgen tidlig. Jeg fortjener det.

Du vil sikkert også kunne lide