Jeg er udstyret med et styk afkom, som er kræsen på en helt uforståelig måde. Ikke at hun skal forklare, for jeg har forlængst opgivet at forstå den logik, der ikke er, i forbindelse med det hun kan lide/ikke lide. Vi tager ikke hensyn. Der er dage, hvor vi gerne vil forkæle og stiller an med en af hendes yndlingsretter, men så er det også sagt, for resten af tiden må hun spise, hvad der er, eller undvære.
I går faldt hendes far over en portion nem morgenmad på bud på den lokale leverandørs hyldemetre. Målrettet det amerikanske marked er det jo, så det er udstyret med lange og omfangsrige angivelser af indhold, men den slags skræmmer ikke en uforklarligt ukritisk forbruger, når det kommer til produkter af denne type. Hun river bare låget af, beder om mælken og går i gang fra en ende af…
Hun synes det smager sådan, at det er til at spise. Det smager åbenbart meget sødt og det er alligevel uvant, for en ung dansk pige, som ellers har spist sin andel af søde, danske morgenmadsprodukter, men hun er ikke alene klar til meget sukker, hun er også klar til omtrent alt amerikansk.
Det irriterer mig, men det er i virkeligheden uretfærdigt at klandre hende for en amerikanisering, som er næsten umulig at undgå i det samfund, vi lever i. Jeg bør nok nærmere rose hende, for hendes evne til netop altid at forholde sig kritisk til det amerikanske samfund, som for et øjeblik siden, hvor hun var gået i gang med at causere over det amerikanske uddannelsessystem. Jeg lyttede med et halvt øre, fordi der er så mange ord, at der til sidst ikke er plads til flere på mine hylder og så begynder jeg at slå fra i små sekvenser. Jeg kom først ind i kampen igen, da jeg hørte hende sige “… og det handler måske om, at de ikke har råd til at sende deres unge mennesker på uddannelse dernede…”. “Stooooop”, råbte jeg så og spurgte “Øh, hvem taler vi om nu?”. “De amerikanere, som…”
Jeg opgav allerede mens jeg anholdt hendes forsøg på at sige “dernede” og ikke “derovre” om USA. Jeg véd nemlig godt, at de ligger på breddegradder, der ikke stemmer overens med “derovre”, men for pokker da, hvor er det dog irriterende at bo under tag med sådan en underlig fugl, som hellere vil have ret end forstås. Det kender jeg nemlig slet ikke til…
16 kommentarer
Susan
11. januar 2010 at 11:53Aah nej, ikke Fruit loops. De er giftige :-)
Cathrine ville saa gerne have dem da vi lige var flyttet og et aar senere smed vi pakken ud, hun havde spist af dem 2 gange. Men de ser spaendende ud, det er rigtigt.
USA er jo et stort land, saa man kan faktisk ikke tale om det som et land, det svarer til at tale om Europa under et :-) (en af mine smaa kaepheste).
Lige der i Californien hvor vi bor er skolesystemet mange gange bedre end i Danmark, og der er stoerre fokus paa at vaere miljoebevidste end jeg oplever i Danmark (har lige vaeret her en maaned), bare for at naevne 2 ting, men der er helt klart stater hvor det ikke gaelder … ligesom Polen maaske ikke er helt saa langt som Danmark paa mange omraader.
Sidsel
11. januar 2010 at 01:41Ombygning… year…. Det er jo det de er!! Pludselig var der kalvefond?? (fra Irma) i køleskab, ser sgu da ikke rigtigt hans kokke evner, når jeg er hjemme.. Ser en langlemmet, sovende teenage-unge, med arme der går i forlængelse til en “mus” og til en mobil..yepper, kontakt!!
Moster Tulle
10. januar 2010 at 23:28Jeg tror bare at det vi (læs: voksne) kunne fristes af i USA netop er naturen m.v., hvor ungerne nok mere er fristet af den amerikanske livsstil, som den fremstilles i de utallige teenage film og serier, som ungerne har adgang til. Hvem vil ikke gerne leve som Hannah Montana (måske lige bortset fra at den stakkels pige jo ikke har nogen mor) eller andre serier?
Sus
10. januar 2010 at 20:56Jeg er ikke bange for at indrømme det – jeg ER amerikaniseret! Meget… og jeg er HELT vild med de dér Fruit Loops, men det er som om de smager bedst, når man befinder sig i det storslåede USA :) Men sådan er det jo med mange ting… og det er heldigvis helt okay, synes jeg ;)
kirstenpauli
10. januar 2010 at 19:16as you know, my home is vancouver, canada, 10 minutes from the u.s.a. border. that also have a BIG influence on the canadians. most americans are so overweight because of their eating habits and no exercise, they and we drive every where instead of walking.
it is interesting how north americans look up to scandinavians and their way of living..
i have noticed when i am in dk. how much the danish language has changed, with so many american words mixed in. , i find it sad, but i suppose it is what they call progress. with computers and all. the world has become one…
on a lighter note, i am very danish and try and keep my danish traditions and my canadian friends love it..the word “hygge” describes the danish way.
reading your blog every day has taught me so much. i try mostly to read it in danish, the odd time i use the translator.. i think i do pretty good , having been here since 1956. my danish is very “gamle dansk.”
i do understand that the young people look up to the american way, that is alright as long as they keep their danish traditions…the american way is not always the best way.
thank you for your wise words.
Liselotte
10. januar 2010 at 18:15Moster Tulle, jeg er nu også tiltrukket af USA, men det er nu på et helt andet plan, tænker jeg. Der er natur derovre, som trækker så meget i mig, at det næsten gør ondt indeni af længsel, når jeg tænker på det :-)
Liselotte
10. januar 2010 at 18:14Tina, jeg fatter det ikke… ;-)
Septemberliv, herhjemme forstår vi det virkelig ikke, for ingen af os er kræsne :-)
Grete, jeg er da helt enig. De unge mennesker er dejligt selskab, som fordrer hurtige hjernevindinger. Oline og jeg har fordybet os i den romerske magtstruktur og talt demokratiets oprindelse denne eftermiddag. Vi når langt omkring, for vi er to meget nysgerrige mennesker, som elsker at fordybe os :-)
Karina, jeg tror gerne, at der er et udvalg at imponeres af. Alene en tur ned gennem Europa afslører jo, at der ofte er et noget bredere og sjovere udvalg i andre af vores nabolande. Oline synes, at det er som at komme i himlen, når vi er i udlandet :-)
Tina, det er nok alderen, men Oline er nu god til at forholde sig kritisk til den del af USA, der omhandler de muligheder man har/ikke har derovre. Det lyder spændende med et længevarende ophold for din datter. Uha, som jeg ville savne min imens :-)
Sidsel, der kom jeg altså til at grine… for hvor er det også typisk teenagere, for de kan omtrent ikke rumme andet end sig selv… og forestillingen om, at der er andre, som kunne lide den indkøbte remoulade, den findes slet ikke der inde bag hjerneskallen. De er så søde, mens de er under ombygning :-)
Aud Marit, hvor er det dejligt at læse, at du kan lide at komme på visit her og dejligt med tomaterne, som svigermor likte. Kattene… hmm, det er en længere historie, men jeg har et par traumatiske oplevelser med katte, som jeg ikke helt er kommet mig ovenpå endnu ;-)
Moster Tulle
10. januar 2010 at 17:14Føj, hvor ser de gennemført giftige ud – nærmest som usund hundemad ;-). Min ældste var også vild med alt amerikansk i en overgang, han ville give sin højre arm for at spise på McD, ville flytter derover….nu er han 19 og har gennemskuet at det er overflade, det meste af det. Og McD spiser han ALDRIG på…..Desuden har han fyldt sine yngre søskende med historier om hvordan burgere, nuggets m.v. bliver frembragt og det er IKKE på den positive måde….
Aud Marit
10. januar 2010 at 16:34Ei venninne viste meg bloggen din, og sidan har den vore eit fast punkt i dagen min. Eg har lært av deg å samla på dei små tinga som skjer i kvardagen, og gleda meg over dei. Skal ein venta på at det skal skje store ting, må ein venta lenge.
Dei turka tomatene er ein stor suksess i familien. Til jul laga eg mange, fylte på glas og gav det som julegåver. Svigermor let ingen andre få smaka av sine tomater!
Men ein ting forstår eg ikkje – kvifor er du så redd for katter? Eg elskar dei.
Sidsel
10. januar 2010 at 16:18Ak ak og så hahaha… De dejlige teenage-unger, de er da noget særligt! Min den store mener, at al mad skal laves fra bunden!! Hvilket så afstedkom, den “lille på 17” ikke havde remoulade til sin burger!! Den store havde (uden min viden), rømmet køleskabet for dressinger, mayo osv…For f…..
Men den sunde tilgang til mad er så åbenbart ikke slået fejl!!! Bare besværligt ;-)
Superflot strik, igen..
God søndag… arbejder på en Sylvi-jakke. Kræver sit..
Tina Poulsen
10. januar 2010 at 16:13Faktisk, så er det meget rart at læse med på de her punkter som dette :) Det viser at min 15 årige datter er næsten som andre også.
Hun går også mindre op i gode gamle danske ting, men mere i let, hurtigt og ikke mindst Amerikansk! Min lever og ånder nærmest for USA lige nu…. nok også meget farvet af den forestående tur der over, i et helt år.
Hun stikker ofte lidt uden for normen blandt venner også… for hun har det lidt som Oline. Hellere sige tingene som hun mener dem, end at føje normer og almindelige rammer.
Tror da vi har nogen stjernefornuftige tøser ;)
Karina
10. januar 2010 at 16:12Hvor ER et SJOVT!! Jeg var Au Pair i Florida i 94/95 – og der kom de her på markedet mens jeg var der :-) De var bare et kæmpehit hos “mine” unger fordi de havde så sjove farver – og ja er søde som ind i……. Selv faldt jeg fuldstændig på halen over deres udvalg af morgenmadsprodukter. Der er jo flere 100 forskellige farvestrålende, formede, mærkelige og alesammen meget meget sukrede varianter – men sjovt er det.
Jeg får osse skyld for at være amerikaniseret – det er ikke så slemt endda :)
grete
10. januar 2010 at 16:11………oho jeg mente selvfølgelig 27……..oho.
“God bless America” så kan vi andre ta oss av resten….:)
grete
10. januar 2010 at 16:08Hei på deg mor:)
jammen godt vi har disse unge hjemmeboende for å få fart på våre “aldrende” hjerner,ikke sant?
min yngste er 17- midterste er 21-og den eldste er 47:) ALLE piker, vel vi blir ALDRI gamle Liselotte.
klem
Septemberliv
10. januar 2010 at 15:35Ja hvor har de unger deres kræsenhed fra…
(mine har fra deres far!!) :(
De “dernede” har også nogle underlige spisevaner.
Se nu bare på Olines spand med “Frolic”… Troede det var godbider til Oskar ;)
Tina - omme i London
10. januar 2010 at 15:19Hi hi – ja, hvordan i alverden er hun blevet saadan. ;)