Oline var med på bagsædet af Alphalfa, da Kenneth hentede mig tidligere. Der var ikke tid til mere end et hurtigt “Hej” kastet bagud i retning af bagsædet, da jeg hurtigt kravlede ind i bilen.
Det var først da vi kom hjem og Oline kravlede ud fra bagsædet, at jeg opdagede hendes døde fisk. Endnu ikke vasket, kun lige hæftet og smidt på spisebordet til en senere vask og presning, var den blevet fundet i morges og nu sidder den altså her på toppen af Oline.
Se, så er der da noget ved at strikke døde fisk… og så lugter de for øvrigt heller ikke ;-)
25 kommentarer
Liselotte
9. januar 2010 at 10:27Hun er sjov, den unge dame :-)
Signe
9. januar 2010 at 09:21ØJ, den er genial! Hvor er hun fin… :)
Toni
8. januar 2010 at 21:26Ej, hvor er den bare sjov! Jeg kan godt forstå, at Oline ikke kunne vente :-)
Hanne
8. januar 2010 at 21:21Skønne Oline :O)
Liselotte
8. januar 2010 at 20:01Jeg synes det er SÅ dejligt, at jeg endelig kunne strikke noget, som tilsyneladende virkelig ramte plet :-)
Gaia
8. januar 2010 at 19:59Til lykke med den “døde fisk” – der er intet, der kan glæde en strikkeglad mor, som at se ungen tage det hjemmelavede i brug, vel?
Kh Gaia
Ditte P.
8. januar 2010 at 19:49Skøn hue! Og fedt at Oline er den type unge pige, der godt gider bære sådan én! Sej tøs!
Vita
8. januar 2010 at 19:27Hehe. En sild med en død-fiske-hat!
I er herlige der nordpå!
Louise
8. januar 2010 at 19:05Hvor er den skøn, flot og helt sin egen. Jeg greb opskriften med på job her til morgen. Der blev kastet MANGE nysgerrige og interesserede blikke og taget en del kopier :) Tak fordi du deler og rigtig god weekend!
Lena
8. januar 2010 at 19:04Hej Liselotte
Har fulgt med i noget tid fra sidelinien, men hold da …. hvor er den hue fed.. Du har ikke en strikkeopskrift på den du vil af med? bliver helt misundelig på din datter, jeg vil også ha en :) Den er da så Cult ! :) Godt lavet.. Og din blog er så dejlig at læse.
Hilsen Lena
Fríða
8. januar 2010 at 18:32ej, hvor er hun skön, din pige! og huen er sjov og skör, lidt som I er.
kh.fra Island
Frida
Eva
8. januar 2010 at 18:30Så artig lue – takk for tips :-D
Og så har du en vakker datter!
Ella
8. januar 2010 at 18:19Sjov hue og skønt at hun skyndte sig at tage den på – det er et hit!
Og jeg skal da love for at der er grøde i den manke – flot :-)
frk.vestergaard
8. januar 2010 at 17:40Sikke da en herlig død fisk. Den er da lige til at blive i godt humør af!
god weekend til jer!
Tante T
8. januar 2010 at 16:59Sej sild ;-)
Dell
8. januar 2010 at 16:54Den er da bare et hit.
et cetera
8. januar 2010 at 16:51Fuldkommen vidunderlig … også huen :-)
Annette
8. januar 2010 at 16:40Hvem der bare kunne! Smuk pige, sjov hat :-)
madam m
8. januar 2010 at 16:29Hvor er den hue altså pragtfuld. Bliver helt ked af, at min datter er vokset fra “skøre” huer!
diana
8. januar 2010 at 16:09Ja, kære Liselotte.
Det er jo altid det store spørgsmål, og kan være en svær balancegang – vil I “kendte” have lov at gå i fred, eller vil I gerne hilses på? Det er jo aldrig til at vide for vi, der måske “falder” over jer – men nu melder du selv ud, så jeg skal af hjertet gerne hilse på dig, hvis………………………
Jeg har i mit arbejdsliv været i receptionen på en kursusejendom, hvor mange kendte – ministre, skuespillere osv kom, og havde indlæg af forskellig slags. Skulle jeg lade dem vide, jeg vidste hvem de var, eller lade dem selv præsentere sig? Det dilemma stod jeg tit i.
Engang havde vi en promenent skikkelse fra håndboldverdenen – jeg kunne kende hans ansigt – men ikke huske hans navn, så han måtte selv ud med det. Vores lærer kom bagefter og sagde, at gæsten var træt af, aldrig at kunne gå i fred – så den dag var det fint, jeg ikke kunne huske ham. Det var Leif Mikkelsen. Så et plus til mig den dag.
Mange week-endknus fra Diana
Kirsten
8. januar 2010 at 16:06(Undskyld! Så ikke linket i første omgang…)
Kirsten
8. januar 2010 at 16:05Nååååårh… SÅ forstår jeg bedre et af de forrige indlæg :-)
Den er da superfed! Jeg kunne godt finde på at fabrikere tre her i huset; en til hver af tøserne, og én til deres mor ;-) Hvor filan har du idéen/opskriften fra?
Karin
8. januar 2010 at 16:04Det er bare skønt når det man giver væk (og især har lavet) bliver værdsat og brugt. Og den er da bare alt for sjov, den fisk :-)
Bibbi
8. januar 2010 at 15:43Den der hue må da give Oline en masse street credit! :P Hun har iøvrigt et smukt hår…..
Therese
8. januar 2010 at 15:26Ha ha ha, den er skæg :-)