Hele formiddagen har vi småhygget os med at kigge ud af vinduet, nyde sneen der dalede i tætte formationer og grinende har vi så sagt til hinanden, at kontoret ikke var det værste sted at sne inde, når bare pølsemanden på Frederikstorv fortsat holdt åbent…
Vi nåede formiddagskaffen, inden de første aflysninger begyndte at indløbe, men så gik det også stærkt. Skoler lukkede, elever blev sendt hjem og tolke kørte fast her og der og allevegne, så pludselig gik det op for os, at det slet ikke var sådan en bette slant sne, som vi gik og troede…
Omkring frokost blev vi ringet op af landets tolkechef, som bare lige ville gøre opmærksom på, at hjemme hos hende – det er ca. 1½ kilometer fra mit elskede Tjørnevang – var al udkørsel helt håbløst. “Tag hjem nu!”, var hendes budskab og så gik vi i gang med at nedlægge våbnene eller noget. Ved 13-tiden kunne Pia (min leder) og jeg forlade kontoret rustet til tænderne med vanter, halstørklæder og sneskovle. Vi fandt Pias bil under et tungt tæppe af sne og så gik turen ellers hjemad i langsomt tempo. Der var kaos derude…
Ved den første rundkørsel i Gug bad jeg om at blive sat af. Pia skulle dreje op i Gug Alper på det tidspunkt og den sidste halve kilometer hjem, kunne jeg vel sagtens klare på gåben…
Billedet ovenfor giver slet ikke noget reelt billede af verden derude. Jeg var en øllebrødskrig og så en halv time om at forcere den halve kilometer Gugvej, fordi der allerede nu ligger mange, mange centimeters sne derude. Kenneth gik mig i møde med mine MoonBoots, men da han kom, orkede jeg ikke engang at skifte til dem. Jeg ville bare hjem!
Nu sidder jeg her med en utålmodig og dansende Oline stående ved siden af. Vi skal hen og handle. På gåben og i det mest forrygende snevejr. Det er ikke hverdagskost og selvfølgelig kan hun næsten ikke vente. Om lidt har jeg samlet tilstrækkeligt med kræfter. Om lidt…
12 kommentarer
Liselotte
6. januar 2010 at 10:19Det er bare vildt, så meget sne der ligger her nu… men det er også herligt, hvis man forstår at overgive sig til Moder Natur. Man kan hverken gøre fra eller til, så i dag skal der bages boller og drikkes varm kakao, har jeg bestemt :-)
Vita
6. januar 2010 at 10:11Jeg skal da ellers lige lov for ‘han’ har kastet al pudderukkeret oppe hos jer. Mon han har gang i nogle gigantiske æbleskiver?
Dortheivalo
5. januar 2010 at 19:06Hold da helt fast, hvor har I meget sne. I har faktisk en hel del mere end os, tror jeg. Det er da den omvendte verden
Karin
5. januar 2010 at 17:49Nej, det er nemlig rigtig mærkeligt. Talte i telefon med en fra Århus C og vi talte om vejret. Pludselig fandt vi ud af at vi talte forbi hinanden, fordi de ingen sne havde og jeg gik ud fra det modsatte.
Liselotte
5. januar 2010 at 16:44Jeg skal love for, at der kommer sne heroppe. Det er HELT vildt derude… og det fortsætter…
Det har været morsomt i dag, for mine kolleger i selve Århus har fint kunnet komme frem og tilbage, mens de af dem som var bare en smule nordpå – omkring Randers – har oplevet massive problemer, ligesom vi har heroppe.
Der er ikke mange kilometer fra “en smule sne” og til “snestorm og ikke tilrådeligt at køre ud” og så det her lille land :-)
Karin
5. januar 2010 at 16:35Her i nord for Århus er der faldet Disneysne hele dagen og det ligger smukt fordelt alle vegne; nok så man kan lege i det, ikke mere end at man kan gå og køre som det nogenlunde passer en. Så jeg klager ikke. Snekaos, derimod. Fy føj!
et cetera
5. januar 2010 at 16:25Det sjove går næsten af, der er godt nok meget af dét – som jeg gerne havde set fordelt lidt mere …
Olines
5. januar 2010 at 16:11Også her på Djursland har vi fået et kæmpe lag sne. Det er skønt og smukt og kalder på legebarnet i os alle!
Lilli
5. januar 2010 at 16:01Oskar har vel fået det som han vil have det. Han er sikkert ikke til at styre.
/many
5. januar 2010 at 15:44Og her i Nordsjælland er der faldet et fnug. De store saltspredere og alle traktorer er naturligvis taget af hus, så det hvide guld kunne køres ind hele natten og i myldretiden. No wonder, de mangler salt lige om lidt.
Når jeg bliver stor, vil jeg også køre sne. Uanset om det er der, eller ej.
Ella
5. januar 2010 at 15:08Godt at vide at du er i hus, Liselotte :-)
Det er et uvejsomt stykke vej du har tilbagelagt – usjjjj – husker du at jeg har fortalt om dengang jeg gik forbi din vej, der dengang hed Tjørnevænget, og vi lige akkurat kunne se skiltet for sne – det var som at gå i en tunnel. Og hyggeligt var det :-)
Karen Marie
5. januar 2010 at 15:01Håber I får den hyggeligste tur:-)