12

Så fik vi da fart på…

Hele formiddagen har vi småhygget os med at kigge ud af vinduet, nyde sneen der dalede i tætte formationer og grinende har vi så sagt til hinanden, at kontoret ikke var det værste sted at sne inde, når bare pølsemanden på Frederikstorv fortsat holdt åbent…

Vi nåede formiddagskaffen, inden de første aflysninger begyndte at indløbe, men så gik det også stærkt. Skoler lukkede, elever blev sendt hjem og tolke kørte fast her og der og allevegne, så pludselig gik det op for os, at det slet ikke var sådan en bette slant sne, som vi gik og troede…

Omkring frokost blev vi ringet op af landets tolkechef, som bare lige ville gøre opmærksom på, at hjemme hos hende – det er ca. 1½ kilometer fra mit elskede Tjørnevang – var al udkørsel helt håbløst. “Tag hjem nu!”, var hendes budskab og så gik vi i gang med at nedlægge våbnene eller noget. Ved 13-tiden kunne Pia (min leder) og jeg forlade kontoret rustet til tænderne med vanter, halstørklæder og sneskovle. Vi fandt Pias bil under et tungt tæppe af sne og så gik turen ellers hjemad i langsomt tempo. Der var kaos derude…

Ved den første rundkørsel i Gug bad jeg om at blive sat af. Pia skulle dreje op i Gug Alper på det tidspunkt og den sidste halve kilometer hjem, kunne jeg vel sagtens klare på gåben…

Billedet ovenfor giver slet ikke noget reelt billede af verden derude. Jeg var en øllebrødskrig og så en halv time om at forcere den halve kilometer Gugvej, fordi der allerede nu ligger mange, mange centimeters sne derude. Kenneth gik mig i møde med mine MoonBoots, men da han kom, orkede jeg ikke engang at skifte til dem. Jeg ville bare hjem!

Nu sidder jeg her med en utålmodig og dansende Oline stående ved siden af. Vi skal hen og handle. På gåben og i det mest forrygende snevejr. Det er ikke hverdagskost og selvfølgelig kan hun næsten ikke vente. Om lidt har jeg samlet tilstrækkeligt med kræfter. Om lidt…

Du vil sikkert også kunne lide