Langsomt frem

Jeg er bare så klar til at indtage en stue, som er nedgraderet til kun at indeholde juletræet, som får lov til at stå til efter nytår. Jo, det er nye toner, men sådan bliver det. Tiden er til det og faktisk synes jeg, at det stadig er hyggeligt at se på det juletræ, så hvorfor ikke.

Resten af stuen ligner sig selv, når man ser bort fra de stakke af cd’er og spil til den lokale WII, som efterhånden er ved at have samlet sig i alarmerende høje og tætte bunker. De vidner om timers grin og sjov, så de er bare hyggelige at have liggende. Måske vi tager fat i et par stykker af dem senere. Det kunne jeg godt forestille mig.

Om lidt vil jeg tage den varme Chai med op i stuen, tænde stearinlysene og indrette mig i hjørnet af sofaen. Jeg vil finde en rigtig god film, som kan underholde lige indtil vi skal i gang med vores hjemmelavede flæskestegssandwich. Måske vil Oline komme forbi og synes, at der er hyggeligt i mit hjørne. Jeg håber det.

Det går frygteligt langsomt, når jeg er huslig. Mine albuer er simpelthen kun til små, korte indsatser, så der er mange pauser og en næsten marathonagtig fornemmelse af, at jeg aldrig bliver færdig, men det skal nu nok lykkes. Vi skal ankomme til tyveti i god ro og ikke mindst noget, der til forveksling kan ligne orden. Ligne, sagde jeg!