Transportudfordret

Efter jeg havde ringet efter Kenneth og nu stod og ventede på, at han skulle ankomme, blev det ærlig talt lidt koldt. Jeg smøg mig ind på banegården, hvor en stor flok børnehavebørn var i gang med at lade sig underholde af lokalbanen.

Jeg er godt underholdt også, når den kører en tur. Den togbane er virkelig én af de ting, der uløseligt hører med i kategorien over mere eksotiske barndomsminder. Det var nemlig ikke ofte, at vi havde lejlighed til at komme på banegården. Far havde jo egen bil. “Naturligvis”, ville han have sagt, for var der nogen, der elskede biler og skiftede dem ud i et tempo, så jeg aldrig nogensinde nåede at lære at komme ind og ud af bilerne på egen hånd, fordi håndtagene havde det med at flytte sig konstant, så var det min far. Vi kørte ikke med tog, medmindre han ikke gad køre os. Så tog vi toget sammen med mor. En rigtig festdag var det, når det en sjælden gang var sådan og kunne vi så få lov til at se togbanen i aktion, var der slet ikke mere her i verden, vi kunne ønske os.

I dag nåede jeg at se toget tage turen mere end én gang, inden det gik op for mig, at der var noget galt. Til sidst havde jeg åndsnærværelse nok til at tjekke mobilen og dér lå så beskeden om, at jeg måtte tage bussen hjem. Bilen nægter at starte. Pokkers, som den insisterer på at have sin egen vilje. Det kan jeg ikke være begejstret for, men jeg har nu ikke det mindste imod at tage bussen hjem. Den har omtrent samme status, som toget havde i min barndom. Den er på kanten til det eksotiske, fordi jeg alt for sjældent benytter den og jeg kan rigtigt godt lide at putte mig på et sæde, lade mig skubbe lidt rundt af chaufførens køretalent – eller mangel på samme – og bare lade tankerne løbe af sted, mens jeg stille og roligt fragtes gennem en lille del af byen. Hyggeligt, dét er hvad det er og hjemme igen er kaffen varm og rigelig. Ah…