Alexander ligger på en smuk plet midt i Aalborg. En af de fineste faktisk.
I dag var Kenneth og jeg inde forbi, for at holde om og holde af, mens vi huskede.
I dag er det præcis tre år siden, Alexander døde. Hans hjerte slog sidste gang klokken et den eftermiddag. Jeg véd det, for det sidste slag faldt i min højre hånd, som hvilede på hans bryst helt tæt op af det hjerte, som ikke skulle mere. Det kom, da jeg troede, at det hele var slut og verden var til ende. Som en sidste, forsigtig hilsen. Det er sådan, jeg tænker på det, når jeg husker i dag.
Tiden læger og heler, men jeg kommer aldrig overens. Jeg kommer aldrig nogensinde til at synes, at det var i orden. Jeg kommer aldrig nogensinde til at tænke på den 29. november, uden at føle dyb sorg og en snert af vrede over de livsbetingelser Alexander havde de sidste mange måneder af sit liv. Det gør ondt og det koster stadig mange tårer. Sådan bliver det formentlig ved med at være, men med tiden fylder heldigvis også alle de andre og lyse timer mere og mere.
Det er godt at være to til at huske. Også alt det sjove. Alt det gode og alle de mange tusinde dage med Alexander, som var fyldt med sjov, grin og livsglæde. Den konto er vi gode til at trække store veksler på i min familie. Det er vores vuggegave. Livsglæde, humor og evnen til at være til stede i nu’et er noget, som falder os naturligt, så der gik ikke mange øjeblikke, før Kenneth og jeg grinte godt og grundigt af de tyvagtige mennesker, som passerer blandt andet Alexanders grav. Derfor et plastik-gravlys, for lanternerne holder knapt en dag derinde.
Vidste I måske, at der er kvalitet og ikke-kvalitet indenfor gravlys? Vi havde vist købt for billigt denne gang, for Kenneth nåede at tænde lyset mindst fem gange, mens vi stod dér foran stenen med den fine kurv med jul i, som mor havde været inde med allerede i formiddags.
Da vi gik, valgte vi helt bevidst ikke at kigge tilbage. Hvis lyset var gået ud, ville vi synes, at vi var nødt til at gå tilbage og tænde det og vi havde vist begge en fornemmelse af, at det nok ville være tilfældet.
Kirkegården var for øvrigt velbesøgt. Sådan en første søndag i advent valfarter Folket™ til kirkegården og med sig har de det meste af en mellemstor plantages granbeholdning, for nu skal der jules igennem på gravstederne. Så pyntes der med granris, lanterner og levende lys, juletulipaner på spring og ind imellem røde bånd og den første julepynt. En hyggelig stemning var der derinde og måske det også gjorde, at det hele ikke blev helt så tungt, som jeg havde frygtet. Det var let at huske den Alexander, som grinende kunne drive sin mor til vanvid med sin aldrig svigtende glæde ved kærlige drillerier. Jeg kan stadig høre hans grin, mærke hans kys og huske hans lugt. Det er dejligt.
Efter turen på kirkegården havde jeg lovet, at der skulle bages vafler. Første søndag i advent skal der kærnemælksvafler til. Tykke, sprøde vafler med smag af kardemomme og vanille. Dejen improviserede jeg efter en tur i Irma efter kærnemælk. I køledisken lå for øvrigt også de lækreste, tykke entrecote, så nu ved vi da, hvad vi kan glæde os til lidt senere, for lige nu er vi vaffelmætte…
I hjørnet af køkkenet hænger Alexanders lyskæde. Den med alle de kulørte lyspærer, som Heidi købte inde i Istedgade hos en af de lokale og velassorterede butikker, der gør i den slags og som vakte sådan en jubel, at han insisterede på ophængning hver eneste år. I år er så ingen undtagelse. I hvert fald ikke i dag og sikke en fest… :-)
43 kommentarer
Liselotte
2. december 2009 at 12:16Sol, vi kommer heldigvis videre allesammen – og i hver vores tempo :-)
– også god førjulstid til dig og dine :-)
Sol
2. december 2009 at 09:01Hei Liselotte.
Jeg sitter her med tårer i øynene…Jeg leste bloggen din allerede den gang, og fulgte med på tiden i forveien og etter at han døde. Jeg er også glad for at du deler…Vi er mange som har mistet, og det er godt at noen makter å sette ord på sorgen,men også gleden.
Jeg ønsker dere en god førjulstid;-}
Liselotte
1. december 2009 at 16:38Sorgen følger vel med livet. Ingen kommer gennem uden en portion, så der er ingen vej udenom, men så absolut en vej igennem og ud på den anden side. Man skal bare være. Det er ikke stor kunst. Man skal bare turde være. Ingen dør af at græde eller have ondt i hjertet. Ingen bryder sig om det, men ingen dør af det. Det har sin tid… og bagefter kommer lyset. Det sidste er altid værd at vente på :-)
Sidsel
1. december 2009 at 15:00Pyhaaa…
Ord bliver fattige her. Jeg sender dig og dine mange kærlige tanker. Godt at Alexander havde sådan en dejlig og livgivende familie at varme sig i.
De bedste tanker
Sidsel
Mette
1. december 2009 at 11:59Kære LiseLotte
Tak fordi du deler dine tanker med os, tak for din smukke blog. Du viser med din livsglæde, at der er et liv – også selvom sorgen er en del af det.
Jeg mistede min dejlige Astrid d. 9. november 2008 – hun blev 11 år og var født med de samme livsvilkår som Alexander. Jeg synes, at alting er tungt og trist – men du giver mig håb om, at det kan blive anderledes…Tak.
kærlig hilsen Mette
Ditte
30. november 2009 at 23:27Dine ord er så smukke og lige ud af posen. Jeg beundrer denne ordkunst, og som før når jeg har læst dine indlæg om Alexander, rør det mig dybt det du skriver. God december til dig og dine.
Frederikke
30. november 2009 at 20:493 år. Hvor blev tiden dog af?
En masse tanker til jer i denne tid.
Ja tiden læger sorgen, men savnet vil altid være til sted.
De kærligste tanker
Liselotte
30. november 2009 at 19:32Tyndhudet og med talent for tårer, det har været mig de sidste mange dage. Sådan er det vist bare og jeg ved jo hvorfor. Nu er det tid for at se frem mod julen, familien, kærlighed og nærvær og hygge med stort H. Alexander er her hele tiden og det er, som det skal være :-)
Juni
30. november 2009 at 19:18På vegne av oss som også har mistet barn, men ikke er like modige som deg;
-takk til deg som deler, du er med på å åpne opp rundt det å miste et barn på en personlig og flott måte.
Alexander var grunnen til at jeg la merke til blog´en din, -“46 årig mor til to – én levende – én nu kun i hjertet” var nok til at jeg ble sugd inn og tilbragte hele kvelden med lesning i arkivet. Siden ble jeg værende, avhengig av drypp fra strikking, hage og lune interiørdetaljer :)
Sidse
30. november 2009 at 17:24Ingen ord kan ophæve.
Ingen ord kan trylle.
Ingen ord kan skubbe det væk.
Og slet ingen ord er nok det værste.
Ord lever i mindet, i livet, i kærligheden. Og ordene lever ordløst i luften.
Liselotte
30. november 2009 at 16:14Anne, det bliver aldrig det samme, men det er og bliver dejligt. Anderledes, men godt – og tak for tankerne :-)
Anne Dyrholm Stange
30. november 2009 at 16:12Der blev sendt masser af tanker afsted mod det Wellerske herfra i går i skumringstiden.
Jeg fortalte pigerne om, hvordan du sendte mig en mail med den knusende besked, om hvordan du selv på den frygtelige dag havde kræfter til at sørge for os andre, det var fantastisk.
Livet bliver aldrig det samme, men det kan være skønt alligevel og det ved jeg jo, at i har opdaget.
Knuserier og tanker herfra…
Liselotte
30. november 2009 at 15:48Det er barske løjer, det pokkers liv, men jeg ville aldrig nogensinde have undværet :-)
Louise
30. november 2009 at 15:01Åh ha, det er så hård en dag. Jeg mangler også ord, men du beskriver hele det inferno af følelser, som følger med, så knivskarpt.
Vores børn har vi altid med i hjertet.
Knus og tanker Louise
Fr. Møller
30. november 2009 at 14:53Ingen forældre burde overleve deres børn – helt enkelt.
visitsen
30. november 2009 at 14:10Tænk at der allerede er gået 3 år siden … jeg berøres med samme styrke af dine ord i dag, som dengang … knus
Britta A.
30. november 2009 at 14:05Selv om Alexander’s sidste tid samt tiden derefter har været til tider urimelig hård, oplever jeg dig, som en pige, der er istand til at være rummelig og dermed give plads til hvad livet byder på, nemlig bl.a.: En tid til at elske, tid til at græde, tid til at le o.s.v.
DET er DIN evne til på en måde at kunne vende tingene og at kunne rumme…! Det er en stor trøst og et stort gode.
Angsten for at miste bliver implanteret (syntes jeg) i os, især når vi får vores børn… med al den omsorg, kærlighed og ansvar, som vi nærer.
Endnu en T A K for dine tanker!!
Karin
30. november 2009 at 13:20Jeg husker sagtens da Alexander døde, hans sidste tid og jeres første uden ham. Det var hjerteskærende og hårdt, men også stærkt sådan som I har gennemlevet sorgen, givet den plads og fundet vej ud i lyset igen.
Det lyder somom I, selvom det naturligvis er hårdt, havde en god dag igår.
Hanne
30. november 2009 at 12:52Kære Liselotte
Tænkte på jer i går, mens jeg tændte adventslyset. Håber i kan mærke stenen i hjertet blive forandret med årene. Kram og ønsker om en dejlig juletid for jer alle.
Hvor er det en styg ting at stjæle fra en grav…..hvad tænker folk mon på!!!
Kirsten
30. november 2009 at 10:28Kære Liselotte.
På en måde glæder det mig at høre, at tingene også forsvinder på jeres kirkegård – jeg troede kun det var bamserne på min datters gravsted, der forsvandt ;o)
Hilsen Kirsten
Solsikkens-Sang
30. november 2009 at 10:18Kære Liselotte og familie
Jeg sender jer varme tanker og knus på sådan en dag som igår. Håber de kan bruges idag også :-)
Selom at jeg ikke kendte Alexander, så føler jeg alligevel at jeg har kendt ham lidt, her igennem din blog, og det synes jeg er flot, at han kan ha gjort så stort et indtryk på mig, også nu selv efter hans død, når du mindes ham.
Varme tanker og knus fra Solsikkens-Sang
Dorthe lige om hjørnet
30. november 2009 at 09:55Kram og varme tanker til dig og dine.
Wenche
30. november 2009 at 09:44Jeg føler en uendelig stor respekt for deg som så klart, og vakkert klarer av å sette ord på noe som må være det verste foreldre kan oppleve.
Jeg ønsker deg og dine en fin forjulstid.
Lone H
30. november 2009 at 09:41Min største medfølelse til dig og din familie og alle der er berørt. Ord føles fattige, men man kan kun håbe at noget kan lindre jeres smerte lidt. Jeg er så glad for at læse din blog, og din evne til at formidle både stor sorg, glæde og grin er så umiddelbar og går lige til hjertet og opleves som gaver. Tusind tak for de gaver du giver. Jeg vil forsøge at leve fuldt og helt, skylder vi ikke det, os der har fået livet. Lone
Julie
30. november 2009 at 09:16Kære Liselotte
Jeg husker den dag for 3 år siden meget tydeligt. Jeg sad højgravid og læste, hvad der var sket, og min første tanke var: “NEJ! Så er der jo ingen mening med at leve. Og ingen mening med at få børn!”
Men det er lige præcis den mening, du viser, at der er. At Alexander VAR hele meningen, at hans livsglæde satdig bobler i jer, og at I ALDRIG ville have været ham foruden. Selvom det gør så ondt at savne ham.
Kærlig hilsen
Julie
Pernille
30. november 2009 at 09:03Smukke minder :)
Lene
29. november 2009 at 20:42I har været i mine tanker i dag, og jeg mindes historien om Alexander, som fik givet Oscar hindbær(tror jeg), og du fattede ikke, hvorfor skålen blev ved med at være halvtom, selvom du plukkede og plukkede ;-)
Og helt i Alexanders ånd har du fundet julebanneret frem. Knus til jer alle
Frau Putz
29. november 2009 at 20:23Dejligt at læse, at I havde en hyggelig dag med en masse gode minder. Det er godt at mindes og huske dem der var – og jeg er sikker på, at Alexander sidder og kigger misundeligt ned på de der vafler, og smiler lidt over sin lyskæde.
KH FP
kirstenpauli
29. november 2009 at 20:04my thoughts are with the 3 of you and i send lots of hugs from me to your family.
your heart is heavy, but you have such a beautiful way of sharing..thank you.
kirsten pauli
Susanne
29. november 2009 at 20:04Man kommer aldrig over at have mistet sit barn, men man lærer efterhånden at leve med den historie, man har fået. Lærer at mindes og glædes over det, man trods alt fik.
Børnene finder deres helt specielle plads i vores indre. Min lille tyksak har haft den helt specielle plads i 11 år nu. Hun fik en kærlig tanke, da jeg tændte første lys i adventskransen.
Rosa & Silkepigens mor
29. november 2009 at 20:02Knuz & postive tanker herfra – det har været en smuk dag idag…..vi har også været oppe og tænde lys og pynte med gran hos vores lille Sylvester :-)
Eirin
29. november 2009 at 20:02Takk for at du deler din historie med oss som leser bloggen din. Du skriver så levende at jeg føler jeg er med dere denne dagen. Jeg er glad for at jeg har funnet bloggen din og leser alt du legger ut. Ha en velsignet adventstid med alt den rommer. Sorgen og gleden de vandrer til hopes, sier en gammel norsk salme, og det er så sant, så sant.
God klem fra Eirin.
Pollyanna
29. november 2009 at 20:00Livet er ikke altid for tøsedrenge! Når det er sådan, er det guld værd at have en ved sin side, der lige præcist ved, hvordan man har det. At miste et barn må bare være det værste. Livets andre fortrædeligheder bliver så ubetydelige i det lys! Godt I er to til at minde hinanden om de lyse minder.
Mette
29. november 2009 at 19:56Kære Liselotte.
Jeg følger din blog men kommer ikke så ofte med kommentarer, men i dag måtte der falde en… For snart 7 år siden mistede jeg tvillinger – de nåede aldrig at leve udenfor min mave – men smerte og savnet var alligevel stort.
Tiden har helet såret – men hvor tog det laaaaaaaaaaang tid – men arret er der stadig og det “klør” af og til – som ved mærkedage eller når tankerne af og til kommer på himmelflugt!
Aldrig vil vi glemme vores børn, men livet bliver nemmere at leve med tiden – det skylder vi både vores levende børn, mand og ikke mindst det døde barn – og os selv! Mon det giver mening?
Knus og mange tanker
Bente - fra Norge
29. november 2009 at 19:45Kjære Liselotte – takk for at du vil dele dine tanker omkring denne dagen med oss! Det gjør godt å lese det du skriver, og jeg føler meg veldig “hjemme” i dine tanker……. Mistet selv en sønn for 8 år siden – han ble bare knappe tre uker gammel, men har satt dype, evige spor……… Tiden leger slett ikke alle sår, men gjør det lettere å leve med sorgen . Jeg vil sammenligne min sorg med et sår inni meg som aldri gror – det kommer skorpe på såret, men så iblant blir skorpen revet av, og såret blør igjen – og sånn tror jeg at det alltid vil bli.
Varme tanker til deg og dine – og ja, de belgiske vaflene (som vi kaller dem) ser kjempegode ut:-)
Stor klem fra en mamma til en annen!
Tante T
29. november 2009 at 19:44Jeg kendte ikke Alexander, og kender kun dig gennem bloggen. Men du, din historie og din familie går lige i mit hjerte.
I har på smukkeste vis tændt et lys i mørket, denne søndag i november.
Ville ønsker der med ord eller gerning var noget der kunne lette en sådan sorg…
Tanker fra Tante T
Mette
29. november 2009 at 19:26Hei Liselotte, jeg har sagt det før – og sier det igjen. Du skriver så flott og personlig. Trist å lese om din sorg i dag, ord blir så fattige.
Stor klem
Megan
29. november 2009 at 19:20Jeg kom til at tænke på en sangtekst af Lis Sørensen, som jeg synes er så rigtig og klog: Tiden læger ikke alle sår, men vi lever med de ar, vi får …
Mange tanker
Megan
Tine
29. november 2009 at 19:06Kære Liselotte.
Det er dejligt, at I har haft en god dag – trods alt. Jeg kan kun forstå en brøkdel af jeres smerte, når jeg ikke selv har prøvet at miste et barn, mne bare tanke
en er helt uudholdelig. Da min mor blev født for 65 år siden, havde hun en tvillingebror, der døde ved fødslen. En stor smerte – og selv da mine bedsteforældre var omkring de 90 år, var han i deres tanker – særligt omkring mærkedagene.
Nu kan I rigtig gå videre med juleriet!!
anette
29. november 2009 at 19:03Mange tanker herfra … og de vafler ser altså lækre ud :-)
Maria Jensen
29. november 2009 at 19:02Kære LiseLotte!
Sender et knus og en tanke til jer alle 3.
tre år er LANG tid og tre år er lige før-tiden rykker heldigvis videre selvom Du skriver Du ved Du aldrig kommer overens!
Det virker til i har haft en dejlig dag der trods sorgen.
Med Hygge og julesteming-lige i Alexanders ånd….
Pas på hinanden!
Kram Maria
Lene Møller
29. november 2009 at 19:00Spekulerer på hvilket vaffeljern du har?? Har aldrig set hjemmelavede vafler i den facon.
Tina - omme i London
29. november 2009 at 18:59Et kaempe stort knus til ((((((((((((dig og dine)))))))))))))).