21

En stille morgen

En dag i stilhed

Dagen startede spøjst med, at jeg ikke kunne tale og lød som en forkølet frø, når jeg prøvede. Jeg vidste godt, at den var gal, for det gjorde ondt at synke, hovedet gjorde ondt og jeg syntes i det hele taget ikke, at kroppen var specielt samarbejdsvillig, da jeg ville stå ud af sengen. I stedet fik jeg sendt en hurtig besked til kollega Lisbeth om, at jeg måtte kapitulere, snuppede et par Panodil og krøb så hurtigt sammen under dynen igen. Her blev jeg til langt op ad formiddagen, inden jeg endelig forsøgte mig endnu en gang med at tage del i verden.

Succes vil jeg ikke sige, at har haft, men jeg er nu alligevel så langt, at jeg er oppe. Jeg skal snart have en morfar igen, kan jeg mærke, men verden ser lysere ud og syg sådan for alvor… jamen, det er jeg altså ikke. Det er noget af det mest underlige, for jeg er både syg og ikke syg. Jeg har i hvert fald ikke influenza. Ikke tale om! Jeg har noget andet, som ikke rigtigt har lyst til at give sig til kende. Derfor er jeg kun halvsløj.

Kunne jeg da bare snart gøre noget helt. Blive frisk i en hulens fart for eksempel.

Du vil sikkert også kunne lide