Tænk at mørket allerede er ved at sænke sig, når jeg forlader kontoret en smule efter tre. Det er ikke sådan, at man kan kalde det mørkning endnu, men det er på nippet. Inden jeg når ned til Jyllandsgade, er himlen blevet ekstra grå og allerede for enden af Kayerødsgade fornemmer jeg, at cykellygter er nødvendigt sikkerhedsudstyr indenfor de næste tyve minutter. Forunderligt. Og. Trist.
Jeg gider ikke, at mørket indfinder sig så tidligt, men i dag regner det i det mindste ikke. Ingen sol, men heller ingen blæst. Faktisk er vejret ganske udmærket og friskt, så det passer mig fint, at jeg i langsomt tempo sagtens når Karolinelund, inden min chauffør kan nå at indfinde sig.
Undervejs når jeg at vinke til en kusine, som suser forbi.
Ved Karolinelund bliver jeg rådvild. Skal jeg fortsætte ud af Sønderbro? Jeg ved, at det bliver vanskeligt at stoppe og samle op på den næste, lange strækning, så jeg tøver. Enten skal det lange ben sættes foran, eller jeg skal kapitulere og slå lejr.
Jeg er træt, så jeg slår det mentale telt op. Billedet lyver heller ikke. Jeg er træt…
Efter ti minutter med mental nedsmeltning vækkes jeg af Kenneths parkering ved kantstenen. Du skal ikke spørge mig, hvad jeg lavede i de ti minutter, for jeg husker det ikke. Jeg faldt i staver. Det gør man ærlig talt alt for sjældent.
16 kommentarer
Liselotte
17. november 2009 at 19:19Sidse, der er masser af andre muligheder også, men Villa Rosa… den er bare lige så sød og hyggelig og midt i alting, så den ville jeg altså lige henlede din opmærksomhed på :-)
Kaffe? Det er en aftale! :-)
Sidse
17. november 2009 at 18:41Villa Rosa…navnet er jo lovende. Hvis jeg vælger dette, skal du få en stemningsrapport.
Og kaffen, jeg er altid til fals for underbemidlet selskab. Sååå deeeeeet…. det vil jeg mægtigt gerne.
Liselotte
17. november 2009 at 17:12Anne, man bliver så sund af de der mentale udfald, er jeg sikker på. Jeg nød at stå ved siden af :-)
Sidse, det er da vildt hyggeligt, men om det lige er det, du er på jagt efter, ved jeg ikke. Jeg gad godt, men hvad ved jeg… :-)
Jeg gider mødes til kaffe, hvis du kommer til at savne mentalt underbemidlet selskab en eftermiddag ;-)
Dorthe, det er det skønneste lille sted. Jeg kender det vist kun, fordi mine bedsteforældre ejede en ejendom inde i Grønnegangen og jeg derfor tager en afstikker ind forbi ind imellem :-)
Dorthe
17. november 2009 at 14:02Liselotte, du er simpelthen en knag til at finde/kende Aalborgs perler.
Jeg har boet i Aalborg hele mit liv (pånær en enkelt afstikker til London et års tid), og jeg har aldrig hørt om Villa Rosa.
Sidse
17. november 2009 at 00:07Tak Liselotte. Har lige googlet og det ser bare rigtigt ud. Og priserne er ikke for lange.
:-)
Anne Dyrholm Stange
16. november 2009 at 21:31Jeg elsker de der minutter, hvor man bare stempler helt ud og ikke engang opdager det selv.
Det sker ind imellem for mig, når jeg står ved køkkenbordet og arbejder og kommer til at kigge ud i haven, så kan bolledejen nærmest nå at hæve til dobbelt størrelse op af mine hænder.
Jeg tror, at det er super sund med sådan et mentalt udfald, vi kører på overload i alt for mange timer og dage, så tillykke med, at du lige stod lidt ved siden af og for dig selv i dag…
Liselotte
16. november 2009 at 21:18Obligatorisk stavfaldning får min stemme :-)
Sidse, jeg drømmer stadig om en lille smut ind til Villa Rosa – hund er velkommen, så vidt jeg ved og så er det MIDT i midten af Aalborg :-)
Kirstenk
16. november 2009 at 20:07Det kunne være en ide, at indføre obligatorisk stavfalning, en ti minutters tid hver dag… men det er måske nok lidt urealistisk…
Ella
16. november 2009 at 19:42Jeg ved hvad du lavede et lille øjeblik ……
– tog et billede – ahh, den var for nem ;-)
Men dejligt billede af en stavning :-)
Sidse
16. november 2009 at 19:04Tiden er til at stave i falder, eller omvndet…:-) Liselotte, alligevel orker du at beskive et Aalborg, hvor jeg bare glæder mig til at ose lidt rundt i januar. Jeg havde tænkt at finde et B&B, måske kender nogle af dine bloglæsere et lille sødt sted, hvor jeg også må have Jullehunden med? Altså en anbefaling.. :-) ved godt det er lidt vovet at spørge om…
Tante T
16. november 2009 at 18:48Du må have trængt…
Må aftenen gøre dig godt ;-)
Liselotte
16. november 2009 at 18:20Det gjorde godt med sådan et mentalt udfald… og det er fortsat herhjemme, så nu breder bekymringen sig for, om jeg nogensinde finder vej ind i virkeligheden igen ;-)
Helle K.
16. november 2009 at 18:06Sådan bare helt sig selv der i den friske luft – det må have været skønt :)
Anne f
16. november 2009 at 17:59Ganske rigtigt det er alt for sjældent, at man giver sig tid til, at glo huller i luften.
kagekonen
16. november 2009 at 17:49Åh, den slags fald er altså skønne ;o)
Estermarie
16. november 2009 at 17:31Godt du kunne STÅ stille og falde i staver.
Jeg har prøvet at KØRE og falde i staver. Anede ikke hvor jeg var og måtte vende bilen og køre tilbage til jeg kunne kende landskabet igen.