13

Tilbage i skabet

Ærgrelsen

Der skal være små ærgrelser, når der har været så righoldigt et udvalg af fristelser. I går på messen var der tusindvis af fristelser og én af dem kom i form af den fine “Den ny – Sy korssting”, som lå og skreg på at komme med mig hjem, da jeg passerede denne stand. Jeg kiggede endda i den, fandt masser af gode idéer, smukke broderier og inspirerende motiver, men kom den med mig hjem? Nej, for jeg blev vel nærig eller bare underlig. I hvert fald kommer den til at glæde en anden, mens jeg kan ærgre mig over, at jeg ikke slog til.

Til gengæld slog jeg til, da der fremkom forslag om en kaffepause. De laver rigtig dejlig Latte i AKKC, så jeg tror vi var et par stykker, som i dén grad nød både kaffen og den velkomne pause, siddende i en stol med hvile til ryg, ben og fødder. Bagefter måtte vi lige retur til Karlas Klædeskab. Vi havde været forbi én gang, men der var fristelser, jeg måtte tilbage og have fingre i…

Kaffe og Klædeskabet

Karlas Klædeskab var fuld af fristelser. Det er absolut ikke sidste gang, jeg har været i det skab. Tina har nemlig fysisk butik oppe på Hovedgaden i Præstbro og der gider jeg godt køre op, for at hente smukke tunikaer, bløde tørklæder, varme sweatre og smykker til meget billigere penge, end de ellers kan erhverves for.

Klædeskabet

På standen stod minsandten også en gammel stumtjener, som var malet akkurat som Oline og jeg planlægger at male mormors aflagte. Det så herligt ud, så der er absolut basis for stumtjenerjagt snarest, for én mere kunne være velkommen.

Smykkefund

Tænk engang, det armbånd fra Pendulum, som nærmest er groet fast på min arm, fik selskab af endnu et.

Tina havde Pendulums smykker til yderst favorable priser, så der røg altså endnu et indenbords sammen med en halskæde fra samme serie. Jeg bliver rigtigt glad for begge dele, kan jeg mærke. Ydermere var der altså et keramikperlearmbånd, som bare måtte med hjem. Det har de smukkeste jordfarver i smuk dans med turkise toner, akkurat som jeg elsker det. Ah… og så er der jo ikke grund til ærgrelser alligevel :-)

Du vil sikkert også kunne lide