En rigtig dejlig tirsdag

I dag er frygtelig rå. Grå. Rå. Eller faktisk begge dele, men jeg sejrer for vildt, da jeg den sidste halvanden time snupper tjansen på kontoret alene, fordi min søde kollega bare har SÅ ondt, så hun skal hjem. Hjem til stofferne, som hun siger i spøg, men jeg kan godt se, at hun er så forpint, så det bliver vanskeligt at finde ro nogen steder. Jeg kan også godt huske, hvordan det er at have så ondt.

Hjem kommer hun og jeg fører mig frem med headset og tjekket telefonstemme sammen med en udefrakommende, overbevisende og yderst velkommen attitude (øh, hvor kom det lige fra?) som hende med fuldstændig tjek på både bevillinger, bestillinger og alt det løse. I dag sveder jeg tran, mens jeg taster, finder tolke, løser indkommende udfordringer og taber overblikket med jævne mellemrum. I morgen må Lisbeth rede trådene ud, den stakkel.

Bagefter er det ud i den friske luft. Jeg trænger…

Klokken fem minutter over tre træder jeg åndeligt vande nede omkring Vor Frue og Stadsarkivet, mens jeg fortaber mig i kirkespirets smukke ur. Spørg mig ikke hvorfor, men det er mit absolutte yndlingskirketårnsur og jeg smiler, hver gang jeg får øje på det. Nu viser det vej længere ind i det allerældste af Aalborg og jeg smutter hen ad Arkivstræde.

Lige overfor kirken ligger Stadsarkivet. Engang var det Hovedbiblioteket, der residerede inde i de smukke, gamle bygninger. Nu er det arkivet og jeg har været der mere end én gang. Det rummer mange gode, spændende og fantastiske historier. Begge de gamle bygninger læner sig omtrent op ad Peder Barkes gade, hvor jeg smutter om hjørnet i retning af Bredegade. Jeg skal bare lige gennem smøgen…

Nummer ti er til salg. Man må sige, at det ligger centralt. I baggrunden kan du ane Bredegade. Det er en af vores gågader. Centrum af centrum, så der er ikke langt fra hjem til fristelser. Godt man ikke bor dér, for sikke jeg ville få pladsproblemer med så mange handlemuligheder lige om hjørnet og absolut ingen muligheder for at udvide matriklen.

Næ, det er vist bedre at blive, hvor jeg er, men derfor kan jeg jo sagtens synes, at jeg vil glæde Oline med varme, friskbrændte mandler fra den pimpede bod oppe ved Salling. Hun har været til prøveeksamen i engelsk allerede klokken ni, men jeg har sendt adskillige sms’er uden at få svar og er nu overbevist om, at hun enten er gået ned for at drukne sig i havnen, hvorfor jeg alligevel er for sent på den, eller alternativt har glemt mobilen hjemme. Jeg håber det sidste, da jeg drejer op af Algade…

Fem minutter senere runder jeg Hjelmerstald. Mit yndlingskirkeur set fra den modsatte side. Det tog kun fem minutter. Jeg er for sej og kommer garanteret til at vente på chaufføren nu, men det går an.

Jeg ender nede på Mølle Plads, hvor de sidste blade flakser forvildet og nervøst på næsten nøgne grene. De er vel bange for, at de ikke når at slippe, før det er for sent.

På vej hjem enes vi om, at vi vil køre turen forbi Olines skole. Da vi passerer, ser vi hende stå og vente på bussen. Held? Det tror jeg vist nok og okkedog, som hun er høj i sin imaginære hat… eller stolt… eller måske bare rigtig glad? Hun har rigtig god grund til at være det hele og jeg stikker hende kræmmerhuset med de stadig lune mandler, da hun sætter sig ind på forsædet.

Det ender som sådan en rigtig dejlig dag. Tak for den altså!