Byen rundt og rundt…

Arbejdsdagen sluttede lige efter klokken 15 nede i Niels Ebbesens Gade. Herefter var det bare at gribe al habengut og sætte kurs tværs gennem midtbyen. Oppe ved Helbo måtte jeg lige have et ekstra kig på BeChristensens læderarmbånd, fordi de er så smukke og fordi det snart er min fødselsdag. Bagefter ventede nålene…

Hold da fast i sengehesten, som nålene bed i dag. Jeg havde sovet forkert på armen i nat, så jeg vidste allerede i morges, at det ikke ville blive nogen fornøjelsestur, jeg skulle på denne eftermiddag. Jeg fik ret, men bagefter er der så meget at være glad for alligevel…

På Mølle Plads står de smukkeste træer og sender flammer til himmels…

Man kan da kun blive helt euforisk og nærmest lykkelig ved synet af den slags, synes jeg. Jeg beundrede en tid og lod mig opsluge af det smukke, gule løv, som pryder rigtigt mange træer lige nu. Efteråret er altså smukt og i dag var det da helt tossedejligt…

Efter det gule løv kom jeg i tanke om, at det kunne være praktisk at advisere min chauffør om, at jeg gerne ville hentes, når det kunne passe. Efter at have aftalt ruten, tog vi begge hul på den fra hver sin ende af byen. Vi skulle nok mødes et eller andet sted undervejs, så det var bare med at trave ud i verden, mens den stadig var mildt stemt.

Jeg snuppede turen ned ad Rantzausgade og endte i Danmarksgade, hvor jeg begyndte at trave østpå i den aftalte retning. Ikke langt henne ad gaden passerede jeg Peder Barkes Gade. Når man får sådan et hurtigt kig ned af en af Aalborgs hyggeligste gader, kan man da ikke andet end synes, at byen er smuk? Efterårssolen har været gavmild denne eftermiddag, så kirketårnet og en enlig gavl nød godt og fik de fineste farver.

Jeg fortsatte hen forbi Niels Ebbesens Gade og kontoret, passerede den godt grønthandler på hjørnet og enedes med mig selv om, at jeg hellere måtte gøre holdt lige dér, fordi mulighederne for misforståelser dukkede op, akkurat som jeg nåede på den anden side af Frederiks Torv.

Pludselig tvivlede jeg på, om vi var enige om ruten, men ét vidste jeg og det var, at han ville være nødt til at passere mig, hvis jeg placerede mig foran det nu hedengangne Grand. Som tænkt, så gjort og der stod jeg så og blomstrede…længe…

Jeg så eftermiddagslyset forvandles til det blødeste tusmørke, inden chaufføren dukkede op. Syg. Så var han tilgivet.

Mon jeg skulle overveje at servere en god, fyldig suppe til aften? Jeg tror det.