Sådan er virkeligheden en lørdag

Egentlig skal jeg ikke campere i køkkenet, men jeg hygger mig jo frygteligt heroppe, så jeg er ikke sådan at få smidt ud igen og der kommer nu heller ingen højlydte protester, så mon ikke de andre også synes, at der er hygge forbundet med tændte stearinlys og aktivitet ved spisebordet? Jeg tror det.

Jeg skriver lidt. Jeg surfer en tur. Jeg drikker kaffe og taler i telefon med søster lystig, som får mig til at knække sammen af grin, da hun siger “Ja, ja… man ligger jo, som man såer” og jeg forestiller mig, at det så er bedre med sommerblomster end tidsler. Jeg strikker lidt afbrudt af pauser i selskab med ugens vasketøj. Jeg varmer vores Mormor, så den kan tjene manden i mit liv, som er omtrent fældet med eddikeondt i den ene skulder, der forlængst er slidt op af et langt liv med Alexander. Den hjælper og han bliver glad. Det er så sjældent, at jeg har lejlighed til at give omsorg den vej, så det er med at benytte sig af chancen.

Jeg lukker masker af og overraskes over, at det lille strikketøj er rendt så stærkt med mig…

Kanter. Det er hvad, der mangler. Jeg har allerede strikket den om det ene ærmegab. Om et øjeblik følger den anden og så til slut den sidste og længste af dem. Bagefter kommer det hele ud at vugge i den vaskemaskine, som forhåbentlig er ledig ved den tid.

Det her er da bare sådan en lørdag, jeg rigtigt godt kan lide. Heldigvis er de ikke alt for sjældne.