Karolinelund har lukket for denne sæson. Cirkushestene drejer fortsat rundt ved vindens kraft, men der er stille inde i haven, når jeg passerer på vej hjem. Jeg går tværs gennem byen og ud til Østre Allé, når jeg går Kenneth i møde efter endt arbejdsdag. Jeg er vild med den spadseretur. Jeg elsker min by og jeg elsker at færdes til fods i den. Det er sket alt for sjældent de sidste mange år, hvor jeg primært har haft brug for bil.
Som ungt menneske kendte jeg byen, som min egen bukselomme. Alle de små gader og stræder, smutvejene og de listige hjørner kendte jeg. Når jeg havde været på Gaslight i Jomfru Ane Gade skete det næsten hver gang, at jeg valgte at spadsere hjem gennem den tomme og stille by. Mor var ikke glad for det, men jeg elskede de stille ture gennem byen og ud for enden af Vejgård.
Jeg arbejder igen. Inde i centrum. Hvor er jeg glad for begge dele og det bedste? Jamen det er så ubetinget, at jeg sidder sammen med en kollega, som er lige så glad for at grine, som jeg er. Nu skal vi nok bare til at øve os i at gøre det lydløst, tænker jeg.
En dejlig dag, som bliver komplet med en besked om, at alt er vel ude på sygehuset.
7 kommentarer
Liselotte
23. oktober 2009 at 19:36Det er ved at være rigtigt lang tid siden, Gitte, men sjovt, dét var det :-)
Gitte J
23. oktober 2009 at 13:01Uha – hvor jeg husker Gaslight. Det var tider dengang – jeg har også gået hjem mange gange – vi boede ude ved Tornhøj skolen, så jeg havde noget længre hjem end dig. Men det var tider…..uha det er ved at være længe siden.
Liselotte
22. oktober 2009 at 22:50JJH, jeg ville så gerne have set programmet, men glemte det. Det er nemlig lige præcis her fra -faktisk lige nede på hjørnet omtrent og ja, det var fattigt og usselt, men de fleste har heldigvis klaret sig godt sidenhen på trods af den lidt barske start på livet :-)
JJH
22. oktober 2009 at 21:05I “Landet rundt” på tv2 så jeg i dag et indslag om de tidligere husvildebarakker på “Øen”. Den skulle have ligget ved Gugvej i Aalborg. Det var et indslag med masser af triste billeder, og det var i anledning af, at to tidligere beboere derude havde skrevet en bog om deres barndom. Bogen hedder Øen i byen. det var ret interessant at høre om, hvor elendigt det hele havde været, men disse to havde altså klaret sig igennem den hårde barndom.
Liselotte
22. oktober 2009 at 17:39Kunderne ville bare elske, at vi grinte, tror jeg. Vi har andre gode kolleger på kontoret, som gerne skulle forblive gode kolleger ;-)
Louise
22. oktober 2009 at 16:40Hvor er det bare skønt for dig!
Kan man ikke grine i tegn til tale? :)
Irene
22. oktober 2009 at 16:34Grin højt og herligt, jeg mener er jeres kunder ikke døve? ;-)