Fandens!

Sole

Ahaaaa, faldt lige over denne her igen…. Den der med, at “vi har så godt af at komme lidt ud blandt andre”, den husker jeg også tydeligt. Så NU forstår jeg en hel del bedre, hvad der skete for mig sidste sommer, hvis det stadig er de samme regler. NU forstår jeg, hvorfor jeg, da min fritstilling var en kendsgerning, blev opfordret til at raskmelde mig. NU faldt der bare en hel del brikker på plads for mig. Tak til Mona for at ha’ hevet den her frem af arkiverne!!!!! Jeg tror faktisk, jeg blev et par kg lettere……. tiltrængt ;-))))

Sanne

Åh, glemte helt at følge med.

Nej, jeg skal ikke stå til ansvar herinde, men vil gerne fortælle lidt om, hvad jeg og mine kollegaer helt konkret gør. Vi forklarer gang på gang ledelse og forvaltning, at vi arbejder under fuldstændig urimelig forhold – men der er fokus fra deres side på refusion (som fås ved at overholde de af regeringen udstukne regler om aktiveringsgrad og det at tale med borgere hver 13. uge) og ikke om kvalitet i arbejdet. Men systemet arbejder også langt som for os, og når vi begynder at kunne se, at der kommer en arbejdspukkel og gør opmærksom på det, så går der lang tid, før ringene i vandet når helt dertil, hvor ledelse og forvaltning ser, at der må gøres noget. Vi har talt med tillidsrepræsentanter, men det er rigtig svært at strejke, fordi vi er i 7 forskellige fagforeninger grundet forskellige uddannelsesbaggrunde. Igen er de færreste på mit Jobcenter uddannede socialrådgivere, så det er svært at samle tropperne, fordi vi ikke har en fagforening i ryggen. Sidst der var “klagerapport” fra Borgerrådgiveren fik Jobcentrene en regulær skideballe grundet for dårlig/langsom sagsbehandling, men vi opnåede de økonomiske resultater og så regner forvaltningen med at det hele fungerer, selvom vi sidder og råber på flere medarbejdere, urimeligt arbejdspres osv.

Vi kunne sikkert gøre mere og jeg ville ønske, at jeg havde overskuddet til at hoppe på barrikaderne, men istedet vælger jeg, at bruge min tid på at gøre mit bedste for borgerne. Min klage fylder og rykker ikke mere end borgernes, har jeg opdaget, hvilket jo siger en hel del om det offentlige system. Men vi taler meget om, hvad vi kan gøre og stopper ikke med at gøre opmærksom på, at kvaliteten er dårlig og at der trænger til en ordentlig renovering.

Bolette

Kære Liselotte jeg er helt enig .. jeg tænker bare helt uden for rammen af den kasse der indimellem , for det er åbenbart ik nok bare at bruge de virkemidler vi kender til , jeg kender ingen der stemmer på den siddende regering , selvfølgelig aller mest fordi lige tiltrækker lige … skriver om emnet på min egen blog ved lejlighed , jeg vil ønske alt det bedste og værdighed for dig og os alle forsat god heling kan se på indlæggene at du er bedring … må kraften være med os alle ..

PMX

Et godt emne, helt bestemt, og tak fordi du bringer det op.
Man ku ha håbet på det ikke havde været på baggrund af du nu desværre selv er havnet i det. For der er mange mennesker der hver dag må kæmpe imod staten/kommunernes/sagsbehandlernes lunefulde temprament og love som konstant blir ændret, og i disse tider desværre som oftest til noget der er værre end den foregående.

Velfærdsstat er et ord der ligger mig meget meget fjernt, jeg har selv været hele møllen igennem og har fuldstændig samme opfattelse af “voldtægt”, “kriminalisering”, neglicering, luskede metoder, paragraffer der bliver trådt udenom når det passer ind, og smarte lægekonsulenter og sagsbehandlere (uden lægefaglig baggrund, what so ever) som gør lige hvad der skal til for at “håndhæve” loven, desværre….

Hvilket samfund er det vi er med til at lade forfalde? hvor er moralen? hvor er etikken? hvor er retten til at sige fra overfor noget der er så diskriminerende, som at lade et andet (inkompetent, magtsygt, paragraf-rytterisk) menneske styre ens liv? Den er blevet erstattet af smarte provisionsløsninger til sagsbehandlere og jobkonsulenter og anden aktør, som beklageligvis ikke ser det som et kald at hjælpe de “jobsøgende” men som en benhård forretning, af “hjælpe” systemet, ved at være syndebuk, for så er staten/kommunen da i hvertfald ikke den “dumme”

De bedste hilsner

PMX

Bolette

der er intet af alt det skrevne både det du skriver og alle jer andre som jeg ikke genkender og selv kender , også det dem der sidder på den anden side af skrivebordet ,skriver og vi kan vist alle blive enige om at styrelsen af dette land ikke har gjort det bedre for hverken sygmeldte eller arbejdsløse , i mit job har vi tit mennesker i arbejdsprøvning og jeg høre denne historie igen og igen , det tog mig selv 2 et halvt år at få et fleksjob igenenm … men det var atlså før det hele gik lige så meget agurk som det er nu… jeg måtte arbejde for sagen og det krævede indimellem snilde og kraft som jeg måske kunne ha brugt på¨anden viis til at blive rask ..
Jeg kan dog ikke lade være med at tænke at vi er så mange der bliver syge her i vores samfund er det altså ikke kun politikernes ansvar men vores alles den måde vi accpetere og tænker om samfundet og os selv , den måde vi behandler hinanden på ,
og lever vores liv på , samfundet er ikkke et organ unden for os vi er en del af det alle sammen .. vi har tilsammen en bevidsthed , min påstand incl.. min egen tankegang indimellem er at det syge ligger i os selv ..
da vi er en del af hinanden
may the force be with u
Miss B

Bernd

Hej Liselotte
Jeg har også været gennem møllen. Dog var jeg så heldig, at jeg havde diverse “eksperter” med. En veninde, der er socialrådgiver, var med til samtlige møder i kommunen, en medarbejder fra personaleafdelingen på mit arbejde var den, der styrede hele slaget, min leder var med hver gang, det var nødvendig. Al korrespondencen gik gennem personaleafdelingen, så på den måde følte jeg mig ret tryg. Alligevel var det en sej omgang og det tog over et år før min sag var færdigbehandlet. Det burde jo ikke være nødvendigt at stille med en hel hær – men det hjælper – og som det blev nævnt før, kræver det et godt helbred at være syg.

et cetera

Tænk sig at skulle skrive dét; men gudskelov at jeg fik kræft på dét tidspunkt, jeg gjorde – så ydmygelserne først startede, da jeg var på den anden side af kemo- og strålebehandlingerne.
Jeg har været igennem/r stadig i den ganske mølle, både som sygemeldt og arbejdsledig. På min foreløbige vej har jeg dagligt været omgivet af mennesker, som ikke havde styrken til blot at være “tilstede i og opfylde” de forpligtelser vi var pålagt gennem div. “forløb”. De blev voldsomt påvirket, især af anden aktørers inkompetente skalten og valten med såvel deres fysiske som psykiske helbred – og dagligt har jeg prøvet at stå med armene om grædende, rystende medmennesker, som følte sig svigtede og frarøvet al håb og værdighed, akkurat som beskrevet i de mange rystende kommentarer i dette spor. Jeg tror simpelthen ikke, at mennesker i dén situation kan hente de kræfter, som skal til for at råbe de ansvarlige (politikere) op – og kommer man endelig igennem og “ud” så mangler kræfterne også til at gøre det efterfølgende …
Gennem de forløb, jeg selv har været trukket igennem – har jeg aldrig mødt én eneste som var bekvemmeligheds-modtager af ydelserne – jeg tror simpelthen ikke på, at der findes et antal af nogensomhelst betydning, som er i det system uberettiget …
Det gamle ord “Tyv tror hver mand stjæler” gælder også her – og det ligger åbenbart dybt i rigtigt mange mennesker at tro, at andre blot vil udnytte systemet – og det er så i virkeligheden den opbakning, som politikerne kan lovgive udfra …
Det kræver noget mere end protestskrivelser til politikere, at ændre en hel folkesjæl!

Tine Bjerre

Åh jeg har så meget lyst til at kommentere alle disse indlæg. Jeg sidder selv som uddannet sagsbehandler og kan nikke genkendende til både det positive og negative.
Jeg mener selv, jeg har en meget høj integritet og empati. Er åben og ærlig for forsøger at forvalte lovgivningen så godt som muligt.
Jeg er helt enig i Sannes indlæg. Brug jeres demokratiske ret, hvis I vil ændre på systemet. Der er ingen tvivl om, at det trænger til et kærkomment løft.
Vi har brug for mere frihed til at tænke kreative løsninger i hver enkelt sag. Vi drukner i papirer og dokumentation.
Heldigvis er jeg nu ansat i et projekt for ny-sygemeldte (a la det Liselotte er sendt på). Vi får kanon tilbagemeldinger fra vores kursister – måske skulle Aalborg Kommune komme på visit i min kommune…)
Men Liselotte, jeg bliver så flov, når jeg hører om alle disse ukompetente og umenneskelige sagsbehandlere, som skrankepaver rundt omkring. Jeg møder dem også i mit arbejde, men vi er heldigvis stadig mange “gode” sagsbehandlere, der møder borgerne der, hvor de er, som vi har et kanont godt samarbejde med.
Jeg ved ikke rigtigt, om jeg har formuleret mig, så det er til at forstå, men jeg har bare så mange ord og tanker i hovedet omkring dette emne…..

Sanne

Som en de personer, der sidder på den anden side af bordet, må jeg sige, at jeg føler mig ret ramt af din oplevelse – og af andre læseres kommentarer. Det centrale, som jeg ser det, er, at din selvstændighed er blevet taget fra dig. Det må være helt frygteligt, og for mig er tanken om, at andre skal styre mit liv, ganske angstfyldt. Jeg er dog meget glad ved, at du også siger, at sagsbehandleren ikke var årsag til, at du følte dig udsat for overgreb – men det var det faktum, at du har mistet din frihed for en periode, der gjorde udslaget.

Til mange af de andre skribenter, vil jeg lige slå et slag for, at det er UFATTELIGT vigtigt at være opmærksom på, at sagsbehandleren skal forvalte en lovgivning – og den er ikke altid særlige menneskelig – men, at det IKKE er sagsbehandleren, der er fjenden/loven. Når jeg sidder dér på min plads, så er det ikke private-Sanne, der handler udfra egne værdier, men job-Sanne, der bruger sin empati, personlighed og viden til at finde den bedst mulige løsning for borgeren indenfor lovens rammer.

Jeg ikke ude på, at gøre mig og mine kollegaer til “ofre”, selvom jobbet ER hårdt og stressende og vi bliver der ofte kun, fordi vi faktisk brænder for, at hjælpe andre og gøre en forskel, men jeg bliver ret vred, når vi bliver fremstillet som inkompetente, ligeglade mv. Uden tvivl findes der sagsbehandlere, der slet ikke burde være i sådan et job – men sådan er det i alle brancher. Jeg er ikke selv uddannet socialrådgiver, og der er simpelthen mangel på dem i nogle af de mindre attraktive job indenfor området, og jeg mener, at det vigtigste er, at man har et godt menneskekendskab – lovgivning kan man lære, det kan man ikke med empati. Langt størstedelen (er min erfaring) er der, som sagt, fordi de vil det og er gode til det. Rent faktisk vil vi alle borgere det bedste, men med en stor arbejdsbyrde, ca. 3 gange så mange borgere som anbefalet i vores sagsstammer, evige lovændringer, omstruktureringer og et job, hvor kun ca. 20% er reel borgerkontakt pga. papirarbejde, opkald til læger, advokater, behandlingssteder mv. så er det ind imellem svært at hive sig selv op til at få borgeren til at føle, at han/hun har topprioritet.

I stedet for at gøre sagsbehandleren til skurken, så klag over sagsbehandlingen, klag til politikerne, stem på en anden fløj. Jeg opfordrer ofte mine borgere til at klage, når de føler sig rendt over ende, snydt eller andet. Fordi de kan jo rent faktisk få ret og hver klage tæller i den statistik, der hvert år bliver offentliggjort i en rapport, der kan være med til at stille skarpt på de problemer, der er i det offentlige. Fx. at for store sagsstammer giver dårligere sagsbehandling og flere fejl. Hvilket kan betyde, at jeg får flere kollegaer og dermed større chance for at undgå stress.

Igen vil jeg lige understrege, at jeg og mine kollegaer ikke er ofre – men vi er heller ikke fjender. Håber det gav lidt mening og en forståelse for, at der trods alt er rigtig mange i systemet, der gerne vil hjælpe, men grundet lovgivningen ikke altid kan. Jeg ved godt, at det er mit job at tage stilling til borgeren, og at de ikke skal tage stilling til mig, men jeg oplever rigtig ofte, at når en borger tager stilling til mig, så bliver dialogen meget mere afslappet, fordi de så har erkendt, at jeg kun er budbringeren og rent faktisk gør alt hvad der står i min magt for at få tingene til at gå deres vej. På den måde er forholdet myndighed borger ikke elimineret, men blot gjort mere personlig og tillidsfyldt.

Det var mine 7 cents :)

Susanne

Kære Liselotte.
Jeg er en af dine “skabslæsere”, der følger din blog hver eneste dag.
Jeg er også en af dem, der føler, at jeg ikke har så meget at sige, men din fortælling om “voldtægten” i dag, får mig nu i “blækhuset”.
Min mand fik en blodprop i hjernen i december 2007, og hvad han og jeg har været ude for siden da fra “systemets” side, kan jeg skrive en bog om. Det har været noget af det mest ydmygende og nedværdigende, vi har været ude for i hele vores liv. Man bliver simpelthen betragtet som kriminel. Jeg vil ikke ønske for min værste fjende, at han/hun skal trækkes igennem det, som vi er blevet i de forgangne næsten to år. Det værste har næsten været kontakten til det rædselsfulde firma, som Københavns kommune udliciterer sine opgaver vedrørende arbejdsprøvning til. En arbejdsprøvning der var helt absurd, al den stund, at min mand jo er delvis lammet i sin højre side. Det var ganske unge piger, helt uden livserfaring og ej heller med nogen form for empati, der skulle varetage opgaven. Det virkede som om – og andre har siden bekræftet dette, uden at jeg dog ved, hvorvidt det er sandt – at dette firma fik bonus fra kommunen, hvis de kunne få sendt en “tung” i arbejde.
Min mand er nu 59 år, og har altid elsket at gå på arbejde og havde regnet med, at han skulle fortsætte med det, til han fyldte 70, men nu har han måttet smide håndklædet grædende i ringen og ansøge om pension. Hvorvidt han får den, ved vi endnu ikke.
Man kunne ønske, at dem – der i blandt Hjort Frederiksen – der udstikker reglerne for de syge, selv skulle prøve det på egen krop. For vi har i hvert fald haft næsten 2 år i helvede.
Rigtig god bedring Liselotte, og glæd dig over, at du forhåbentlig snart kommer ud af kløerne på kommunen.
Knus fra Susanne

diana

Søde Liselotte.
Som det ses af alle indslagene om dette emne har du ramt PUNKTET, som de, der har prøvet af være arbejdsfrie eller sygemeldte har prøvet. SYSTEMET SKULLE LIGE VIDE; HVAD DET GØR VED OS.
Jeg blev fyret som 58 årig efter en hård skilsmisse – hvor jeg på trods af denne, passede mit arbejde uden fravær en eneste dag – jo, een.. Så blev jeg varslet måske fyring og efter et halvt år en endelig fyring – ingen fritstillelse, som mine kollegaer, der blev fyret i 1. fyringsrunde, blev det. Også her blev man på sin pind – mine medfyrede kollegaer sygemeldte sig.
Som fyret blev man jagtet – man blev syg på krop og sjæl over at åbne radioen, og nærmest føle sig dødsdømt, fordi man var en af de “ramte”.
Jeg havde været på arbejdsmarkedet i 40 – hvorfor kunne jeg ikke fredes?
Ja, du har ret, Liselotte – man bliver næsten umyndiggjort, og syg, syg, syg det hele blokerer, skulrene og armene værker, – oven i den diabetes man slås med. I mine drømme bliver Hjort Frederiksen skudt mere end een gang – også et vidst sted.
Heldigvis havde jeg 2 forstående “behandlere” i systemet, der behandlede mig værdigt, og på grund af dem holdt jeg ud, men gik på efterløn som 60 årrig, selv om jeg faktisk ikke havde råd. Men jeg havde ikke helbred til at vente 2 år mere.
Liselotte, vi er mange som er med dig, elsker dig og støtter, og forstår dig. Jeg håber Hjort Frederiksen ikke selv for brug for systemet
Hvor er vi enige – de skulle skydes – for der er ikke plads til at være menneske.
Bamsekram fra Diana

Deborah

Jeg har også prøvet at blive “tromlet ned” eller “voldtaget” som du skriver. Ikke lige af en kommunal sagsbehandler, men så galt af en læge, der Gudhjælpemig mente at jeg da bare skulle ud og arbejde – det var før, der var tale om pension, men hvor jeg var ret så dårlig. Der findes godt nok mange uforstående og ufølsomme mennesker derude. Til gengæld var jeg så, kan jeg se nu EKSEPTIONELT heldig med min sagsbehandler, i forhold til hele min pensionssag. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Men det gør mig ondt, at du havde sådan en oplevelse, for som de andre også skriver, de sidder i en, om det så er den ene eller den anden, der tramper på en.

Tina Staun Sørensen

Kære Liselotte (og alle jer andre). Jeg læser tit med og har aldrig kommenteret, men i dag bliver jeg nødt til at komme med denne opfordring: hvis man har en ubehagelig oplevelse, når man er i kontakt med det offentlige system, hvis man mener, at der er regler der er helt ude i hampen eller man bare har gode idéer til, hvordan tingene kunne gøres bedre – så kontakt jeres lokale politikere eller endnu bedre: engager jer selv i politik.

For når alt kommer til alt, så er politikerne altså de øverste i fødekæden og dem, der har mulighed (og for det meste også lysten) til at ændre på tingenes tilstand i det offentlige system.

Og jeg behøver vel ikke fortælle, at der er mange politikere som aldrig har været i “systemet” og derfor har brug for, at de borgere, der har de gode og dårlige oplevelser, fortæller om dem (og gerne kommer med nogle gode idéer) – det er den eneste måde vi kan gøre det bedre på.

Den samme opfordring gælder forresten også de ansatte i det offentlige – der må være milliarder af gode idéer, der bare mangler en katalysator.

Knus og kram fra en politiker in spe

Jane K

Hej

Den følelse gik jeg også hjem fra min kommune med, efter at have været sygemeldt med stress i 3 mdr. Jeg skulle dit og dut og iøvrigt i fittnesscenter, det der indeholder de der smarte typer, som jeg ikke kunne drømme om at sætte mine ben i af egen fri vilje. Det var punktum og basta, ellers no money… Og så ville de forøvrigt også stikke næsen i ting, som jeg heller ikke synes kom dem ved… jeg var jo ikke umyndiggjort… eller var jeg ??

Jeg føler med dig… og jeg forstår hvor ‘voldtaget’ du må have følt dig… jeg gjorde også, da jeg gik fra det kommunale system…

Ærgeligt, at det skal være sådan en oplevelse, når man jo i forvejen ligger ned.

Hilsen Jane

P.s. tak for opskriften på sneglene, vi har bagt dem i dag… og de er kanon :o)

Sidse

At havde ar, som bliver ømme og føles som nye, når man kommer tæt på ilden, det er ikke rart. Og hvis man så ovenikøbet, bliver trængt eller presset til at udbasunere mere end man egentlig har lyst til, …så er det bestemt ikke godt for noget. Kommunikation er det vigtigst redskab der findes, i forhold til systemer. Og det er systemets pligt, at sørge for, at der er en god dialog. Det stiller også krav til dem, som skal igennem systemet, og det er aldrig rart, at være den vilde gepard i et lille bur. Øv..for det system, der ikke er for individualister…

Laila Beck

Det gor mig saa ondt for dig Liselotte. Jeg har tidligere siddet paa den anden side af skrivebordet. Jeg ville onske, at det var et ordentligt menneske, du havde talt med.
Men saa ville du jo ikke ha folt dig saa iturevet.

Uanset udddannelse inden for det offentlige, er det den menneskelige relation der er den barende kraft i enhver samtale.
Jeg forstaar ikke helt, hvorfor du skal igennem det cirkus. Du er sikret arbejde efter endt sygdom. Du har kontakt til din arbejdsplads og maaske har du mulighed for at starte blodt saa du ikke skal tolke, men kan lave andet i opstartsfasen.
Da jeg var sygemeldt med min nye hofte, blev jeg ogsaa kontaktet af kommunen der ogsaa betalte min sygelon. Men da de horte, at jeg ville vende tilbage til mit job inden for en periode af 2 maaneder – maaske, saa fik jeg at vide, at jeg kunne kontakte dem, hvis der var noget. Ellers skulle jeg bare reaskmelde mig, naar jeg startede paa job igen. Alt dette foregik over telefonen.
Puha, det var slet ikke meningen, det skulle fylde saa meget.
Haaber det bedste for dig.

Vibse

Prisgivelsen er så…frustrerende. Lotte siger det så godt, at man ikke ved om vedkommende på den anden side af bordet har kørekort til at forvalte ens situation. Så man føler der bliver skaltet og valtet med ens fremtid af velmenende men fuldstændigt spejlblanke sagsbehandlere.
Jeg er i en situation hvor jeg har pådraget mig en “kronisk lidelse” – det er faktisk første gang jeg sætter de ord på, men alt over 6 måneder er defineret som kronisk og mit har været der i 14 år. Jeg magter næsten ikke min hverdag og hænger på ved neglene – jeg kan søge pension, men DET VIL JEG IKKE. Jeg vil uddanne mig til noget jeg kan magte – og det er jeg så i gang med. Uden støtte. Og tuder flere gange om ugen af angst for om mit projekt kommer i havn.
Ønsker jeg kunne få lidt offentlig støtte uden at blive “voldtaget” og skulle krænge personlige forhold ud som ikke er relevante for det foreliggende.
Det var egentlig ikke meningen at dette skulle blive “hulk-hulk” … det kom bare frit fra leveren da jeg læste Liselottes og jer andres beretninger. God vind, Liselotte! På hollandsk kan man sige “Styrke” til nogen på samme måde som vi siger “God bedring”. Det vil jeg ønske dig Liselotte: “Styrke”!

Tante T

Been there… og følte mig også prostitueret! Med vrangen krænget helt ud, blottet i en grad venner, familie, ja manden i mit liv, ikke så hverken før eller siden. Ydmygende.

Hmm… Måske meget passende at der allerede før du skrev dette var sendt et “plaster” afsted ;-)

Tina Poulsen

Jeps jeg kender det… jeg er blevet “voldtaget” mange mange mange gange igennem 10 år… førend de fandt ud af hvor i Danmark min plads var.
Det har givet ar…. Angst for lyden af brevsprækken. Angst for kommunale bygninger. Angst for telefonopkald man ikke kender. Og mange andre ting.
Oveni det, “skal” man bare sætte sig ned og sige at det er noget man SKAL igennem… der er ingen vej uden om. Tildels forståeligt… tildels ikke…

Randi

Du er en hverdagens heltinde, fordi du får sat ord på den slags grimme problemstillinger, Liselotte. Jeg kan vældig godt forstå din usle følelse.
Tak fordi du skrev det ned i oplysningens tegn – håber dog også at det lettede bare en smule for dig at få det ud.

Henny

Og den slags udsætter man syge mennesker for? Med hvilket formål, kunne man spørge. Problemet med mange af disse “behandlere” er, at de faktisk lige så godt kunne have siddet på den anden side af bordet. I min kommune sætter man arbejdsløse skolelærere til at bedømme sygedagpengesager. Hvis nu skolelærerne holdt lidt fast i deres integritet, så ville de måske melde sig syge og dermed havne på den anden side.

Det er absolut ikke OK, at man skal være nødt til at krænge sin inderste sjæl ud til Sofie Hansens anden-aktør-bureau-cikus.

Men det er godt, at du skriver om det Liselotte.

Britta

Liselotte, jeg kender fuldkommen en sådan oplevelse…. det er lige præcis DER, hvor man bare pludselig kan føle sig som et nummer …
Men ved du hvad, du har kærligheden, sans for det smukke o.m.a., men men, jeg ved det alt for godt, ak ak det fylder F…. i hele ens hoved. Men jeg håber hermed at give dig et løft.
Mærk du bare i egen krop, hvad du kan og skal…. ikke alle de (kommunens) andres spam… så at sige.
Bare kærligt ment!

Kari

Uff, det spøkelset er det nok flere som har sett, og jeg skjønner deg vel når du sier det er ubehagelig…… De sier at de vil man vel, men når man står midt oppi det, så føles det slett ikke sånn. Og jeg tror ikke de forstår hvor vanskelig det er før de har prøvd det selv.
Rett deg i ryggen, tenk positive tanker og tro på det du jobber med for å bli frisk igjen.
Lykke til :o)