Mandagsrutinen

Mandag er dagen for mine ugentlige akupunkturbehandlinger. I dag var ingen undtagelse, så jeg har været i en af Aalborgs smukkeste gader, Roldgade, hvor speciallægen har til huse. Han bor ikke i et af de ældgamle, men charmerende huse, men i et moderne hus lidt længere oppe af gaden, som for øvrigt ikke er specielt lang.

Hold da fest i maven på en hval, hvor det gjorde ONDT i dag, men jeg trøster mig med, at der er ramt plet, når det er sådan. Jeg sidder kun et kvarter med nålene, så det er til at holde ud og tillige med får jeg en behagelig stol og en stak Illustreret Videnskab, så ingen klager her fra.

Udenfor antikbutikken i Roldgade hænger et gammelt varmebækken, som formentlig er i messing, men det var svært at se, for det er ikke pudset. Til gengæld er det dekorativt og faktisk meget fint udført, fordi hulmønstret udgør en blomst. Meget yndigt er det og engang sikkert også meget praktisk.

Man når snart til enden af Roldgade. Nede på hjørnet i kælderen ligger en butik, som udgør en fin blanding af kiosk, grønthandler og minimarked. Indehaveren er mere solbrændt, end jeg er og han har altid det yndigste, lille barn på armen, når jeg passerer. De er så smukke…

Det er ikke kun gadehjørnets frugtopstilling, som er farverig og det gør mig ærlig talt så glad.

For enden af Roldgade har jeg allerede snakket med min chauffør, som nu er på vej ind til centrum. Jeg drejer ned ad Skipper Clements Gade og går i retning af Rantzausgade og Mølle Plads. Dernede kan jeg som regel finde en solplet at vente i.

I dag skinner solen også, men ikke hele tiden. Ind imellem sniger en sky sig forbi og så skal jeg love for, at der er koldt derude. Man kan godt mærke, at vi er i oktober nu, men det er i orden. Jeg skal vist bare huske lidt mere tøj, næste gang jeg bevæger mig ud, tænker jeg, mens jeg mærker kulden snige sig ind allevegne.

Jeg er ikke den eneste, som har opdaget efteråret. Nu kapitulerer Caféministeriet også…

Det udendørs caféliv har fået en ende. I dag er de kommet for at nedtage fadølsanlægget og de store parasoller, som udgør hovedingredienserne i den udendørs servering, vi snart savner noget så frygteligt. Alting har en ende. Det gælder også sommeren, desværre.

Nede i Rantzausgade ligger en perlerække af dejlige, små butikker. Jeg spadserer derned. Jeg fryser og er nødt til at bevæge mig, for at holde varmen. Kenneth må jeg fange på vejen.

I én af butikkerne, står Barack Obama pludselig…

Jeg synes, at han bringer håb, mod og måske endda forandring, men at have ham stående i sofaen? Nej, jeg tror alligevel ikke, at han skal med mig hjem, men jeg er sikker på, at en anden vil elske at give ham en plads i lænestolen, så der er intet forgjort ved at passere ham og i stedet snuse indgående i galleriets vinduer. Der er hurtige akvarelskitser af mennesker set i New York denne sommer. Jeg kan lide dem.

Smag og behag er så forskelligt. Det bliver tydeligt, da jeg svinger om hjørnet og ned på Danmarksgade, hvor jeg passerer Asian Supermarked og Brødrene Sørensen…

Jeg kan se, at der er mange ting, jeg ønsker at indlemme i husholdningen og det er ikke sådan, at det udelukkende er ting fra det ene sted. De rummer begge hver deres kvaliteter og man skal aldrig kimse ad hverken eller…

– og så slutter udflugten foran Helsekostens vindue, hvor huskesedlerne får mig til at smile.

Jeg når lige at tænke “Det er da godt, at det ikke er min sidste olie, de nævner…”, inden Kenneth trækker ind ved kantstenen, åbner sidedøren og byder mig indenfor i varmen. Jeg takker og nyder, da jeg endelig sidder i kabinen, hvor varmen gør underværker. Hjemme igen venter en lun bolle og en kop kaffe.

Nu er jeg svært tilpas og det er slet ikke så skidt at være det.