Altså allerførst må sandheden for en dag. Hele formiddagen var jeg et rystende espeløv, for forude ventede tandlægen og sammen havde vi en aftale med en af mine kindtænder, som var sådan én af dem, som enten kunne ende som en feberredning eller alternativt i selskab med en monstertang, mens den blev fravristet sin plads i livet. Tætsiddende tænder er udelukkende af det onde. Tro mig.
Jeg tager ikke let på den slags. Faktisk sover jeg nærmest ikke i flere nætter inden, så da dagen endelig oprandt, kunne formiddagstimerne sådan set ikke gå hurtigt nok, så jeg kunne komme af sted og få det overstået kombineret med en stille bøn om, at de ville ringe og aflyse hele skidtet, for i virkeligheden ville jeg jo helst, at det ikke blev til noget som helst.
Først gennemgik jeg alverdens prøvelser i form af en monsterudboring (jeg er bedøvet halvvejs ned i Helvede, når jeg ligger i den stol, så jeg lyver grimt lige nu). Den lignede de boringer, jeg ser på Discovery, når de leder efter råolie på eksotiske steder. Vi fandt ingen olie og en tandlægestol er ikke specielt eksotisk, så faktisk var jeg allerede skuffet, da Niels kunne meddele mig, at tanden faktisk ikke var værd at redde. “Jeg gider godt prøve, men anbefaler, at vi hiver den ud”, var meldingen og så kan du da ellers tro, at jeg blev bleg helt ned til et sted midt på læggen, hvis vi havde gidet at se efter.
“Du er jo allerede bedøvet”. Det kunne jeg vel næppe anfægte og er der nogen, jeg har respekt for, er det tandlægerne. Jeg gør, som de siger. Så gabte jeg og så kan det da ellers nok være, at vi havde fornøjelse af den kindtand. Allesammen. Længe… men det endte lykkeligt. Eller… lykkeligt er eddermugme ikke ordet for det her, men det endte. Til sidst.
Nu er jeg en kindtand fattigere, men en hyggelig eftermiddag rigere, for ikke to minutter efter jeg var trådt ind af døren herhjemme, kom Ella og slog sig ned i min sofa, trøstede mig og underholdt, hyggede om mig og gjorde i det hele taget en forskel. Jeg glemte jo helt, at jeg egentlig skulle have haft frygteligt ondt af mig, have nægtet at lave noget som helst, fordi man endelig ikke må overanstrenge sig og bare sådan have udnyttet groft, at der måske havde været lidt medfølelse at hente i dag.
Nu har jeg sikkert allerede forpasset chancen. I hvert fald er jeg blevet bedt om at dække bord. Hvad mener I? Et SVAGT og SMERTEPLAGET menneske, som mig.
I morgen averterer jeg efter en ny familie. Måske.
23 kommentarer
Liselotte
1. oktober 2009 at 12:19Jeg har lidt ondt der, hvor der engang sad en tand, men det er ikke slemt. Jeg er bare lettet over, at det er overstået for denne gang – og nej, uanset at Niels er en fantastisk tandlæge, som levner plads til alle mine traumer, så bliver jeg aldrig sådan én, som bare spadserer glad og fro ind og sætter mig i stolen, men jeg gør det! ;-)
Maria Jensen
1. oktober 2009 at 10:59Sender et knus og håber din torsdag bliver lidt sjovere :)
karen
1. oktober 2009 at 09:12100 % forståelse og medfølende lettelse fra en tannhelsehorror70-tallsoppvokst skrekkpåført og totalbedøvelsesavhengig skjelvende tannlegepasient. Respekt- og hipp hurra – du klarte det! :-)
Donald
1. oktober 2009 at 07:28Det er altid et mareridt at få trukket en tand ud. Men jeg kommer i tanke om en sjov tandlæge i “tandlægevagten” i Hillerød, en Søndag formiddag, som borede i en tand, der havde rodbetændelse. (Jeg har ofte tygget for hårdt.) Han sagde, efter at have boret hul helt ned i roden: “Av nu kan man se at du slapper af” – smerten var lettet!
Jeg kunne mærke trykket/smerten selv om jeg var bedøvet.
Jeg havde lige set serien “Six feet under” hvor den ene unge mand sagde: “Ugift, 30 og har allerede fået 4 root-canal (rodbehandlinger)”!!! (eller var det fem).
I dag trøster jeg mig med at et porcelænsprotese, skulle den tid komme, fås i pæne udgaver :-)
jeanette hegaard
1. oktober 2009 at 06:38Uh, alle de her beretninger er godt nok ikke for børn – tror lige jeg udskyder min tandlægetid :)
Tina - omme i London
1. oktober 2009 at 00:13Man burde have ret til en uges sygemelding i forbindelse med tandlaegebesoeg! Du har min fulde sympati!
diana
30. september 2009 at 23:41spændt på at se, hvordan jeg ser ud i morgen – skulle der stå.
Diana
diana
30. september 2009 at 23:40Kære Liselotte.
Sidder her med en venstre kind med en tandbyld så stor som Vesuv. Tør ikke gå til tandlægen. Stod og talte med ham i forgårs da han gik hjem fra kliniken, som jeg er nabo til.
Fandt nogle lucusilpiller, jeg har fået for blærebetændelse – tænkte, de både kunne hjælpe i hoved og r..
Spændt på, hvordan jeg ser ud.
Knus fra Diana
Frau Putz
30. september 2009 at 22:50U-ha… bringer slemme minder tilbage om møde med egen tandlæge over ikke-værd-at-redde-visdomstand.
Først efter udtrækningen fik jeg læst den brochure, de havde givet mig. Heri nævnte de nogle af de følgevirkninger, man kunne forvente. Specielt hævelse – de brugte ordet “Fodbold”… og der stod jeg og skulle flyve til Paris dagen efter og havde købt nyt tøj und alles… Fedt skulle det da hjælpe, hvis jeg hævede til en fodbold :o)
Det endte heldigvis bedre end brochuren forudsagde – og Paris var skøn.
Men tandlæger bliver heller aldrig min yndlings-latte…
Randi Glensbo
30. september 2009 at 22:20Føj for en omgang! Jeg fik selv trukket en flækket kindtand ud i sidste uge. Det var ingen spøg, for kun den ene halvdel lod sig uden videre trække ud – den anden halvdel måtte nærmest graves ud af kæben. Det varede halvanden time. Det var min første erfaring med at få trukket tænder ud, og jeg siger bare – det gider jeg ikke en anden gang :-)
Ella
30. september 2009 at 22:10Du er så sej, Liselotte – det er ikke for børn at få trukket, vredet delt en tand ud – og så med din tandlægeskræk.
Tak for en sjov eftermiddag og alverdens gode ideer – du var kun lidt skæv – i hovedet ;-)
Louise
30. september 2009 at 21:34Aha, det er derfor, du var stille i formiddags.
Jeg hader ikke tandlægen, men jeg hader lyden af boret, der snurrer. Det kan jeg simpelthen ikke lide. Selvom jeg er bedøvet, synger det jo i hele kraniet.
Godt det er sjældent.
Jeg er sikker på, tandfeen kommer forbi. Reglen her er, at man enten skal ligge tanden under puden eller i vinduet…
fru vesterskov
30. september 2009 at 21:32Der er nu ikke noget bedre end når en dejlig veninde kommer forbi på det helt rigtige tidspunkt. Og med hensyn til din familie, så kan du nok ikke undvære den – trodsalt :-)
Helle K.
30. september 2009 at 21:05Det er nok bedre imorgen – eller måske først i overmorgen.
Jeg er først blevet bange for tandlæger som voksen, men ikke så meget som du – kan jeg læse :) men jeg har aldrig oplevet en rodbehandling, og har sagt til min tandlæge, at den dag det sker, så skal tanden bare UD – uden rodbehandling – han har så lovet, at han bare gør det uden at spørge – så jeg er lidt nervøs hvergang. ;)
Godt Ella kunne være der :)
johanne
30. september 2009 at 20:57Tannlegeskrekk , eksamensnerver og annen skrekk og uro—bruk Rescue Remedy fra Bach ! De små flaskene med den gule etiketten har reddet situasjonen for meg mange ganger .
Alice
30. september 2009 at 20:52Fik du tanden med hjem? Jeg har 3 herhjemme. STORE. Jeg hader også tandlægebesøg. Fik et kort for 2 mdr. siden men har ikke ringet og bestilt tid endnu. Det kan vente…. længe.
Vita
30. september 2009 at 20:47Det kan de da ikke bede dig om, de lømler. Tsk tsk.
Puha – jeg har også lige knækket noget af en kindtand og har fået en tid på mandag. Lige midt i vores flytning, bare lige for at se hvad vi skal gøre.
Jeg er skrækslagen. Det er næsten som at ringe til fanden og spørge om man lige kan komme forbi til en kop sort skoldhed kaffe og få stukket nogle nåle op under neglene.
Men når du er sej og modig, så håber jeg de kan smitte bare lidt af på det. Min kindtand kan de godt få – så vil jeg ønske mig noget godt af tandfeen i stedet.
Kærligst Vita
Liselotte
30. september 2009 at 20:27Fandens Hanne! Det var træls med den Gajol og jeg ønsker dig en god oplevelse i morgen. Det er jo ikke helt skidt, når man først er der, synes jeg :-)
Hanne C
30. september 2009 at 20:24Godt du fik den kind-kalorius ud. og at Ella Nightingale lige kom forbi .-)
Det er min tur i morgen, for jeg flækkede lige en kindtand i en Gajol i morges.
– og så har jeg det i øvrigt næsten som du, når det drejer sig om tandlæger !
Liselotte
30. september 2009 at 20:15Mie, jeg havde da lige glemt tandfeen… ;-)
Liselotte
30. september 2009 at 20:15Olines, det er bare SÅ synd for os, altså… ;-)
Ja, det var en frygtelig omgang ved tandlægen, men nu er det overstået og der er et halvt år til næste gang, hvor der forhåbentlig ikke er denne her type overraskelser. Godt jeg har en dejlig tandlæge med et personale, som er så utroligt søde allesammen :-)
Mie
30. september 2009 at 20:13Nu håber jeg virkelig tandfeen kommer forbi og henter din kindtand og efterlader noget godt i stedet. Det har du fortjent med den eftermiddag. Husk at lægge den under puden :-)
Olines
30. september 2009 at 20:09Du kan avertere sammen med yngste her hos os – hun blev også bedt om, at dække bord og vil nu gerne søge optagelse i ny familie:)
Skrækkelig beskrivelse af din formiddag forøvrigt. Jeg deler din skræk for tandlæger og udsætter besøgende hver eneste gang, men nu skal det være!
God aften.