Lige nu

Søndagen har budt på dyneoverfald med opstigningsproblemer til følge. Som om, men jeg har da ikke sovet så længe i de sidste ti år, som jeg har i dag. Jeg må have trængt, for ellers er der da noget helt galt med det indre ur, jeg ellers sætter min lid til.

For at vågne sådan helt rigtigt, nu jeg ikke længere har overenergiske, legesyge eller sultne og omsorgskrævende børn til at sørge for det, bryggede jeg en stor Latte og tog den med udenfor, hvor Katosten havde besluttet at hilse god formiddag med endnu en blomstring.

Jeg skal ikke klage og da bænken ved estragonen blev indtaget og solen tittede frem et øjeblik, gik det op for mig, at lige nu er helt i orden med mig. Øjeblikket. Stedet, hvor jeg befinder mig. Det er faktisk helt i orden med mig.

Det er ikke mange år siden, vi overvejede for sidste gang, om der skulle være flere arvinger her på matriklen. Vi blev nu hurtigt enige om, at vi ikke orkede, så det endte ikke med endeløse, natlige diskussioner for og imod. Vi tog vist bare et enkelt kig på hinanden og sagde så i én mund, at vi vist har gjort, hvad vi orker på den front. Spædbarnspleje i næsten sytten år kombineret med konstant stress og angst for at miste, er noget, der tærer på overskud og energireserver, så der var slet ingen tvivl. Nu var resten af tiden, vi får tildelt her på jorden, dedikeret os. Det er vist fair nok.

Hvor tager det dog lang tid at vende og vænne hjernen. Hvor har det dog taget lang tid at nå til det punkt, hvor det er blevet helt naturligt at tænke familien som tre og ikke længere fire, hvoraf den ene havde nogle helt specielle behov, som hele tiden måtte tænkes ind i hverdag og fest. Hvor har det taget næsten komisk lang tid, inden jeg kunne integrere og automatisere muligheden for en spontan søndagstur ud i det blå uden tanke for vind og vejr, medmindre man indregner egne kalkuler omkring gummistøvler, sweater og halstørklæde. Evigheder har det nærmest taget.

Jeg savner stadig Alexander hver eneste dag. Der går ikke én dag, uden han er med i mine tanker. Jeg græder. Jeg sørger fortsat. Ikke hver dag, men jeg gør det. Måske resten af mit liv, tænker jeg. Det er i orden, for sådan må det være, når man har elsket og mistet på det vis, vi har.

Med mig bærer jeg en historie, som er tragisk, uafsluttet, ond og meningsløs, men jeg tror, at jeg er ved at være der, hvor jeg har forsonet mig med tanken. Derfor er det helt i orden med mig at sidde midt i estragonen og mærke, at øjeblikket lige nu, det er helt okay. Faktisk mere end okay. At mærke, at min livsglæde er ukuelig. Dét er godt liv.