Lørdag skal åbenbart stå i køkkenets tegn. Jeg er endt her igen. Denne gang med ansættelse som moralsk støtte og opbakning i forbindelse med udformningen af en biologirapport.
Jeg gør det gerne. Okkedog, men lidt andet kan man jo godt foretage sig, så min elskede røremaskine har fået lov til at ælte dej til et par grovbrød. De hæver nu. Bagefter skal de efterhæve. Så kan de endelig bages. Der er stadig lang vej til de lune ostemadder vi allesammen drømmer om, men skidt med det, for imens vokser ordskoven på Olines virtuelle papir. Det er godt. Jeg elsker, når Oline laver lektier og gider gøre det i mit selskab.
Jeg hygger mig frygteligt, når vi samles om spisebordet. Sådan har det altid været. Engang var søndag fredhellig og alle jeg elskede, blev tvangsindskrevet til mit spisebord det meste af dagen. Måske jeg skal genindføre den tradition, for hyggelig dét var den.
4 kommentarer
Liselotte
12. september 2009 at 17:55Der er hyggeligt omkring bordet stadigvæk, så det er ikke skidt.
Røremaskinen elsker jeg, for den gør mig i stand til fortsat at bage på livet løs. Jeg har ikke kunnet håndrøre eller -ælte dej i mange år, så den maskine er min bedste ven i køkkenet :-)
Pernille
12. september 2009 at 17:38Vi har en røremaskine magen til på mit arbejde. Før vi fik den, havde jeg forsvoret nogensinde at synes det ville være en god ide… men i dag ville jeg ikke undvære den :)
Helle K.
12. september 2009 at 16:08En røremaskine er en dejlig ven :)
Sidse
12. september 2009 at 15:38Aj, hvor lyder det bare dejligt.