Tversted med svinkesving…

Kenneth drømmer om en ekstra residens. Det gør jeg ikke, men jeg elsker at drømme og fantasere, så jeg er nem at lokke med på en tur, som indeholder de ingredienser.

I dag gik turen nordpå til denne lille charmerende plet. Udsigten var kornmarker, hvis ikke den var havens frugttræer og prisen absolut overkommelig, men det bliver altså ved drømme. Jeg si’r det bare… men Tversted var det. Det er ganske vist.

I baghaven lå masser af skønhed og naturoplevelser på spring.

Vi måtte lige ned og se Vesterhavet, som ligger en kort cykeltur fra det lille husmandssted. Ikke at vi i bil kunne komme rigtigt tæt på, men vi fik nu alligevel en betagende udsigt…

Vi var endt et meget fint sted… hvor der ikke var langt til enden…

Vi slog nu et herresving, inden vi endte i reservatet, for vi ville gerne ned og være tæt på Vesterhavet et øjeblik, selvom det viste tænder i dag. Jeg skal love for, at der var vind dernede, men luften og duften var helt i top.

Vi blev ikke længe på stranden og det var heller ikke en af de berømte is, vi endte op med bagefter.Vi frøs mere end vi var istrængende, så vi kørte lige forbi isudsalget og længere op i byen.

Vi søgte indenfor i varmen. Ikke hos Marianne Isager, som havde søndagslukket, hvilket helt sikkert var bedre end godt, for jeg havde altså ikke kunnet bære at se alle de smukke og fristende strik velvidende, at det ikke bliver mig, som i grumme lang tid kommer til at svinge strikkepindene.

Vi endte hos Teglgården, som havde en meget lille, men også meget charmerende butik placeret i gavlen. Efter et hurtigt kig endte vi igen i Alphalfa, som tog den ene omvej efter den anden, så vi til sidst – og meget belejligt og en lillebitte smule planlagt – endte i Lønstrup. Selvfølgelig snuppede vi Marguriteruten hele vejen. Når man skal, så skal man. Vi skulle i dag og vi var rigeligt fulde af “Næ”er og “Åh”er, så der er sukket igennem nu.

I Lønstrup blev der tid til en lille osetur og et stykke Marimekko til sofaen, inden vi endte på Slugten, hvor vi var midt i den sene frokost, da min kusine pludselig gjorde os selskab. Hun var lige ankommet til Skallerup Klit et par timer forinden og ville lige fouragere i Lønstrup, inden butikkerne lukkede.

På vej derop, havde vi overhalet hende på motorvejen – hun havde opdaget os, men vi havde ingenting set, så hun havde opgivet at vinke. Nu kunne vi i stedet mødes på Strandvejen i Lønstrup. Hvad er oddsene lige for det? Hyggeligt var det i hvert fald og en dejlig afslutning på en skøn søndag eftermiddag, som endte inde i Reberbansgade efter Olines yndlingssandwich. Hvorfor? Fordi Olines forældre ikke når i nærheden af at være sultne, før vi skriver mandag og så længe kan en pige i voksealderen vist ikke vente.

Sommerhusdrømmene? De vedbliver at være drømme i mange år endnu, men derfor må man jo godt fodre dem med jævne mellemrum.