Jeg har været alene nogle timer. Jeg kunne ikke være i bilen. Der var ikke plads. Det kan lyde tåbeligt, men der skulle være plads til far og datter samt en mormor med spenderbukserne på, så jeg var den første, der røg i svinget.
Nu er de hjemme igen. Om nogle dage har Oline fødselsdag og de var ude at hente hendes omfangsrige gave fra mormor. Der var tid i dag, så sådan blev det og hjemme igen slæbte de sig en pukkel til, da hele udstyret til seneste anskaffelse fra dyreriget skulle indenfor dørene.
Oline er blevet en nymfeparakit rigere. Han er døbt Ryan, er lysegul med orange kinder helt efter foreskrifterne og vældig, vældig sød, selvom jeg absolut ikke er begejstret for fugle. Han residerer i et bur på størrelse med en ungdomshybel af de bedre, så selvfølgelig var der ikke plads til mig i bilen.
Heldigvis var der plads til solsikkerne. Så er jeg jo glad.
19 kommentarer
Xanita
5. september 2009 at 20:20Hej igen
Jeg er 100% forstående overfor at Ryan og Oline lige skal lære hinanden at kende, inden der tilføjes en ny ven til Ryan – sådan gjorde vi også. Eller rettere fik vi Nynne i et forsøg på at gøre vores Alexanderparakit (Xander) mindre aggresiv (hvilket han ikke altid havde været, men han begyndte at bide os i kinden og læberne, og vi håbede en ny fugl ville gøre ham mere rolig og bedre tilpas – et eller andet var der i hvert fald galt). Da vi så besluttede os for at vi skulle af med Xander (han bor nu i Joboland på Bornholm) var Nynne alene en overgang, og han blev utroligt knyttet til os i de par måneder der gik inden vi fik Lille Bøv (som vi af forskellige årsager ikke ville navngive lige med det samme, og derfor kaldte hende Lille Bøv – hvilket så bare hang ved ;-) )
Men ja, jeg ville bare lige ønske Oline (og resten af familien) tillykke med det nye bekendtskab endnu en gang :-)
Liselotte
5. september 2009 at 09:49Christine, min store skræk er, at Oskar skal sætte tænderne i Ryan, så der er virkelig stramme regler for luftning af begge to – og jeg synes nu også at huske, at undulater kan larme temmelig meget, men de er nu også rigtigt søde :-)
Xanita, han er et herligt bekendtskab. Jeg ved, at Ryan skal have selskab af endnu en parakit på et senere tidspunkt, men i første omgang var det vigtigt for Oline, at hun fik lidt tid til at lære ham at kende :-)
Xanita
4. september 2009 at 22:38Tillykke til Oline med Ryan :-) Og ja, jeg er da også lidt skuffet over at vidunderet ikke er blevet vist på siden endnu ;-)
Vi har tre styks, Nynne (som er en han?!), Lille Bøv og så Charlie – de er nu underholdende. Og jeg kender faktisk ret mange som ikke bryder sig om fritflyvende nymfer – hvilket vi selvfølgelig respekterer :-)
Efter vi tidligere havde en anden parakit som alene-fugl, og vi nu har tre styks, så vil jeg håbe at Oline vil give Ryan den glæde at have en artsfælle som burkammerat – det er altså skønt at se den glæde de har af hinanden – så selvom det er sværere/mere udfordrende at holde dem tamme, så er vi i hvert fald enige om herhjemme, at det er det hele værd :-)
Christine
29. august 2009 at 16:34Nymfeparakitter er søde, synes jeg. De skriger godt nok temmelig højt, men kan blive ret tamme. Jeg havde en nymfeparakit, der endte sine dage ved at lande lige foran hunden, der ikke kunne stå for fristelsen. Nymfeparakitten var ikke voldsomt god til at flyve, og hunden havde jagtet alt for mange spurve i haven, der nægtede at lade sig fange.
Nu nøjes jeg med undulater…. (De larmer knap så meget i en etageejendom)
Liselotte
29. august 2009 at 15:57Han er faktisk en rigtig sød, lille fugl… bare han bliver i buret, mens jeg er i nærheden. Jeg kan ikke fordrage løstflyvende tamfugle. Ydrk…
Skildpadderne var der “desværre” ikke returret/penge tilbage på, selvom en af personalerne derude fortalte os, at vi ikke var de eneste, som var blevet skuffet. Næ… sådan er det så måske, men det er sidste gang, vi har handlet der.
Moster, jeg skal se, hvad jeg kan gøre :-)
Moster
29. august 2009 at 14:46Og hvor er billedet så af kræet ???
Fr. Møller
29. august 2009 at 13:50Det er faktisk rart at erfare, at jeg åbenbart ikke er den eneste, der ikke bryder sig særlig meget om fugle. Det er såmænd ikke, fordi jeg har set for meget Hitchkock – jeg synes bare, de er underligt øgleagtige. Men når det er sagt, så er en tam nymfeparakit altså noget af det herligste, man kan komme ud for på den front.
De små sumpskildpadder er også meget sjove – men de “kan” jo ikke rigtig noget ;-). Fik I forresten pengene retur for de syge?
Solveig
29. august 2009 at 10:10Nydelege solsikker! Det er ein av mine favoritt blomar!
Lykke til med Ryan, det blir livlig i heimen no;.)
Og gratulerer med nok ei røykfri veke!!!
God helg!
Sylvia
29. august 2009 at 09:06Oysann, en nymfeparakitt! Det har jeg også hatt. Men den etterlignet måkene som fløy utenfor (jeg bodde i 4 etg) og den skrek selvfølgelig i en time da vi endelig dukket opp etter en lang arbeidsdag. da var den selskapssyk. Noen ganger hjalp det heller ikke med et klede over buret!
Jeg snakket nettopp med en mann som også hadde hatt en np, og den kunne fly løs, sammen med både hund og katt i rommet. En gang hadde katten kommet seg inn i buret, og da fikk den juling av selveste mr. parakitt. Det var den som var sjefen!!!
God bedring videre.(og lykke til, det skal bli morro å følge med…..)
Liselotte
29. august 2009 at 07:50Hvor er du heldig, Kari, at du venter på en firbenet veninde. Jeg håber, at hun snart kommer hjem til dig :-)
Liselotte
29. august 2009 at 07:49Ha ha ha, ja, det er ved at ligne Noahs Ark herhjemme :-)
Jeg må hellere lige følge op på skildpadderne også, for dem blev der vist egentlig lidt stille omkring. Hun endte med at have fået fire i alt. De tre døde indenfor de første to uger. Man undskyldte fra butikkens side, for det havde vist sig, at de var syge. Hun var ikke den eneste, som oplevede at miste skildpadde :-(
Den fjerde skulle vise sig at være en anden art og dermed også noget mere modstandsdygtig, så han stortrives og vokser med lynets hast. Han er vel ved at være 10 centimeter/diameter og han var ikke større end en femkrone, da hun fik ham. Han er sjov og er begyndt at hvæse, når han føler sig truet eller bliver usikker. Oline har planer om en middelstor havedam, som hjem for ham, når han om lidt ikke længere kan være i akvariet. Som om…
Nu er nymfeparakitten Ryan så kommet til. Han er vældig, vældig sød, men Oskar ved virkelig ikke, hvad han skal synes om ham. Han sidder nede på gulvet foran buret og ved hverken ud eller ind. Først logrer han, så knurrer han. Til sidst gøer han og så har vi balladen, for så begynder fuglen af pippe. Ikke skræppe, men hyggepippe. Det afvæbner Oskar, som sætter sig igen og kigger undrende op på fuglen i buret og så starter det hele forfra…
Jo, det skal nok blive sjovt ;-)
Kari
28. august 2009 at 21:11Gratulerer med nok en fra Noas Ark :o) Nå blir det i alle fall ikke langsomt hos dere!
Jeg venter på en firbent venninde på vel ett år. Jeg håper hun blir min til uken.
Vov vov til deg fra meg*
Letten
28. august 2009 at 20:31Go fornøjelse med Ryan. Han skal nok holde jer beskæftiget – og vågne!!! Ja, hvad med skildpadderne???
Donald
28. august 2009 at 20:15Det er da godt at Oline har noget for sig selv :-)
Rebecca
28. august 2009 at 19:46Hej Liselotte!
Har efterhånden læst med på din blog i rigtig lang tid, og jeg synes virkelig den er så hyggelig. Thumbs up!
Og sikke nogle fine solsikker. Vi har én stor (og høj) stående i vores have…
– Rebecca :)
Lotte
28. august 2009 at 19:23…og hvordan går det med de små søde skildpadder?
Monika
28. august 2009 at 19:08og hvad siger min helt Oskar så til Ryan med de orange kinder?
Anne
28. august 2009 at 18:30Nymfeparakitter er så smukke …tillykke med og til Oline :-)
Sonnie
28. august 2009 at 17:54De er meget smukke dine solsikke. Rigtig god weekend.