Men brombærrene langsomt modner, forbereder jeg mig på aftalen med tandlægen. Jeg er et produkt af min tid, så der er hele tiden fyldninger at skifte efter 70’ernes glæde ved at fylde amalgam i alt, der bare svagt mindede om karies. Siden folkeskolen har jeg præsteret ganske få huller. Resten er reparationer på gamle plomber. Det er alligevel utroligt.
Jeg ved allerede, at jeg kommer til at forlade tandlægen med summende kind. Der er kommet ny og langt smartere, hurtigere og mere effektiv smertebehandling siden den sprøjte, som altid efterlod os allesammen med følelsen af at være halvvejs vanskabte og i hvert fald delvis lamme, når vi forlod tandlægen. De nye metoder har ingen effekt på mig. Vi prøver hver gang. Der sker ingenting, så jeg ender med taleudfordringer og timers talentløse forsøg på at styre motorikken. Sådan bliver det også i dag, for ikke om jeg kan klare at lade dem røre mine tænder uden bedøvelse. Kald mig bare en tøsedreng, men sådan er det.
Sidst på eftermiddagen er der tolkemøde. Jeg vil gerne med. Jeg føler mig helt hægtet af og trænger til både at se kolleger og få en fornemmelse af, hvad der rører sig ude i virkeligheden. Jeg glæder mig. Også til at fortælle dem, at jeg endelig fornemmer, at det virkelig går fremad med albuen. Langsomt? Jovist, men det er blevet bedre :-)
Efter så mange aktiviteter på én dag (bemærk ironien og sarkasmen, som driver ned ad skærmen), er jeg sikker på, at resten af aftenen bliver stille. Jeg besvimer nok. Om ikke af andet, så af ganske almindelig sløvsind.
12 kommentarer
Liselotte
26. august 2009 at 13:43Tina, jeg tænker også, at der burde være erstatning eller i det mindste tilskud til alle de kroner – det er dælme både træls og dyrt :-(
Ja, der er kolleger, som har siddet dér, hvor jeg sidder lige nu. Det er bestemt ikke ukendt, at en tegnsprogstolk får problemer med bevægeapparatet, så vi er heller ikke gået ram forbi heroppe i Aalborg, desværre :-)
Tina - omme i London
26. august 2009 at 13:37Hvis jeg pludselig kreperer, saa gaar jeg ud fra det er af kviksoelvsforgiftning, med den behandling mine bisser fik i 70erne. Jeg burde rejse til Danmark til tandlaege, for det er formodentlig GRATIS at faa kroner paa alle de udborede kindtaender… Kaephest – hvem mig?
Mht jobbet, saa kan jeg godt forstaa du vil med til moede. Er der andre der har vaeret syge med samme problem som dig? Det er vel en velkendt erhvervsskavank?
Efter al den aktivitet synes jeg du skal saette dig ned og hvile dig, du traenger vel til det. ;)
Liselotte
26. august 2009 at 13:30Jamen jeg klarede den jo… uden den trælse bedøvelse. Jubi :-)
Lene
26. august 2009 at 13:14Må du få en hygelig aften med lidt talebesvær og megen hygge :-)
Christine
26. august 2009 at 13:10Jeg har fundet min sødeste tandlæge i Odense. Og hende holder jeg fast ved, selv om jeg flyttede fra byen for 8 år siden. Hun er holdt op med at sukke når jeg åbner munden, og kan godt huske min hang til bedøvelse.
Oveni kan hun faktisk “næsten” finde på noget positivt at sige om mine tænder (udover udsigten til endnu en ferie).
Puha – jeg kan SÅ godt forstå dig. Hvis bedøvelse er godt, er meget bedøvelse vel meget godt?
Stine
26. august 2009 at 12:57Min tandlæge plejer at klappe mig på skulderen og siger, at jeg ikke er mere pivet end gennemsnittet. Jeg bliver nemlig også altid bedøvet og kender alt til følelsesløse kinder. Åbenbart sidder nerverne skævt i den ene side, så der skal ret mange stik til før nerverne er dulmet. Det betyder så også, at jeg har glæde af en hængende mund mange timer efter tandlægebesøget ;)
Kari
26. august 2009 at 12:26Jeg er også glad i dine bilder, men jeg er enda mere svak for dine ord! Du har en lett ironi blandet sammen med tørre, – og tidvis kjedelige fakta, som du formidler med letthet og glede. Jeg tror du kunne ha skrevet en faktabok om hva som helst og fått leseren til å synes det var verdt å lese nesten uansett innhold, og det er det ikke mange som fikser!
Hverdagen er ikke helt den samme når jeg ikke kan lese dine gullkorn!
Ha en flott dag videre :o)
Susling
26. august 2009 at 12:23Jeg havde en interessant dialog med min tandlæge – for jeg kunne heller ikke forstå det her med, at jeg sku’ ha’ så mange huller som barn og som voksen havde jeg ikke et eneste. Min tandlæge og jeg blev ret hurtige enige om, at man dengang (da vi var børn- altså os i vores aldersklasse) ikke regnede med, at folk beholdt deres tænder efter 40’erne. (!!!) I dag kan man så pøse penge ud på rekonstruktion….
Hvilket i øvrit minder mig om, at jeg lige må se at få ringet til tandlægen.
Pris dig i øvrigt lykkelig for at du nu er x-ryger. Rygning fremprovokerer parandentose og det er noget hø at slås med…
Donald
26. august 2009 at 12:06Dine billeder er altid dejlige, og præcisionen i de forreste brombær er vidunderlig.
Dine tænder skulle skamme sig, sådan at herse med dig :-) Men jeg er sikker på at du nu bruger stor opfindsomhed på at bevare dem nogle år endnu (personlig erfaring).
fisefornemme Pernille
26. august 2009 at 12:03Det er godt du har bloggen og haven og… men det er godt nok træls for dig. Håber det snart kommer til at gå lidt hurtigere fremad!
Liselotte
26. august 2009 at 11:42Jamen for pokker, Kirsten… *suk*
Kirsten
26. august 2009 at 11:35Hahaha :-) Jamen, humoren har du da i behold. Heldigvis :-)