Siger du hvor?

“Nu skal vi have frugtplantage, skal vi. Går du med og siger hvor?”, siger han, mens han forsvinder ind i skoven nede bag sit redskabsskur. Ud kommer han med spaden i hånden og en lang tale om mosegrise og forhindringer i form af hønsenetsfoldninger i kunstfærdige buer. Jeg forstår ingenting, men jeg skal heller ikke. Jeg skal bare følge med og sige “hvor”.

Sådan indleder Kenneth eftermiddagen og selvfølgelig går jeg med og siger hvor.

“Hvor”, siger jeg, mens han spankulerer rundt i området med frugttræer på skift til højre og venstre. “Lidt til højre”, siger jeg så og han rykker de 15 centimeter, som jeg forlanger, inden han placerer potten. Oskar gør ingenting, for han er træt. Han gider ikke. Han strejker.

Efter nogle øjeblikke og et par ture op og ned langs området, hvor der er skridtet af, regnet og gjort ved, er han endelig klar til at begynde at grave. Kun halvdelen af træerne sætter vi nu. Lidt senere kommer der blommer til. Og måske en kirsebær. Lige nu er der ildrøde Pigeoner, to Bodil Neergaard og en Filippa sammen med en Ingrid Marie, vi lige venter et par dage med at flytte.

Spaden og manden får noget at se til. De befinder sig på en tidligere Bocciabane med fiberdug og 15 centimeter grus. Altsammen gemt under et tykt lag muld med ukrudt og i bunden er der også overraskelser, for sådan er det med gamle haver. Der er gravet de underligste ting ned. Gamle malingrester, byggeaffald og måske endda nogle af de døde, som Oline forestiller sig. Det kan vist allerhøjest blive til et kæledyr eller to. Ikke at vi nogensinde er stødt på knogler. Bare murbrokker og gamle dåser.

Jo… det skal nok lykkes. Det gør hans projekter jo.