“Nu laver du lige en omgang pesto, Liselotte”, sagde jeg til mig selv, alt imens jeg med udelt tilfredshed bredte blikket ud over de to kæmpestore Basilikum, som huserer i min vindueskarm.“I skuffen ligger pinjekerner i massevis og i køleskabet ligger verdens bedste Parmesan”. Tanken om den frisklavede pesto på et stykke godt brød, fik tænderne til at løbe i vand.
Nej, jeg laver ikke noget som helst. Jeg havde jo lige glemt, at jeg ikke kan løfte højre arm og ikke tale om, at jeg går i gang med venstrehåndsbetjent morter, men jeg er heldig, for Kenneth gider godt. Det bliver til frisk Basilikumpesto og jeg er bare så klar.
Vores ingredienser til sådan en sag er:
- Masser af frisk Basilikum.
- Pinjekerner til du skammer dig (tørristes på pande før brug).
- Nogle humpler frisk Parmesan.
- En rigtig god olivenolie.
- Salt, friskkværnet peber og et skvæt surt.
Vi starter med at smide basilikum og pinjekerner i morteren sammen med et skvæt olie. Når det begynder at ligne grød, smider vi parmesanen i og så knokler vi (som i Kenneth denne gang) ellers videre, mens der suppleres med hvad der nu måtte mangle (mere Basilikum, flere pinjekerner eller… det er nemlig en smagssag, så der er ingen facit. Prøv dig frem).
Vi kan varmt anbefale en foodprocessor til hele processen, men vi gør ikke i den slags maskiner, så det er med håndkraft det foregår her i huset. Har man en blender eller en foodprocessor, kan man smide hele skidtet i med det samme.
Til sidst smages pestoen til med lidt salt, lidt friskkværnet peber og et par dryp citron- eller limesaft. Det smager helt fantastisk, er meget rigere på smagsnuancer, end det du køber og med en maskine i huset, tager det kun to minutter at lave det. Med en morter? Åh, det tager lidt mere end to minutter, men tid har vi jo nok af, nu ingen af os kan ret meget ;-)
11 kommentarer
Bent
11. august 2009 at 18:49Hold da helt op, hvor lyder det godt (glemte du ikke et lille fed hvidløg?)
Til alle – lyder osse godt: Prøv en variant med masser af persille og cashewnødder (gerne de ristede/saltede)…
PS. Sidste glemte vi parmesanen – pestoen var lidt fad, men så tilsatte vi sydesalt, deet hjalp.
Liza
1. august 2009 at 21:09Jeg synes faktisk det er rigtig synd at lave denne pesto i blenderen. Den bliver både pænere og bedre af, at man se hvad der er i, og mere grøn… Basilikum og pinjer hakkes med en kniv, parmesanen rives fint og så – bland, bland, bland med olie (gerne citronolie) og man er i himlen.
Uha, sammen med nye kartofler og et stykke lam, suk
Liselotte
1. august 2009 at 19:30Yvonne og Anni, tak for input og gode idéer – der er uendelige muligheder, for at lave hjemmerørt pesto og det er skønt med variationsmuligheder :-)
Anni
1. august 2009 at 09:28Uhm…har du prøvet med ramsløg. jeg ved godt, at det ikke er tid for ramsløg nu, men prøv til foråret.
Ha en go weekend og god bedring til jer begge to.
Kh fra Wien
Yvonne
31. juli 2009 at 17:29Nam nam – jeg laver min af rucula, mandler, feta i stedet for basilikum, pinjekerne og parmesan og det er hamrende godt også.
Liselotte
31. juli 2009 at 16:03Der er mange kombinationer og alt er jo tilladt, men grundingredienserne, de er altid som beskrevet ovenfor herhjemme – og Irene, selvfølgelig tørrister vi også pinjekernerne inden. Jeg glemte bare at skrive det :-)
Lene, du har ret. Det er for dårligt ;-)
Jette, jeg kan sagtens i vindueskarmen om sommeren :-)
Jette h
31. juli 2009 at 15:46Synes ellers lige du sagde, at du ikke kunne avle/holde liv i basilikum. ;)
Irene
31. juli 2009 at 14:14Smask!!!
Jeg ville også lige hjaske lidt hvidløg i og evt. endda riste pinjekernerne let …
Eva
31. juli 2009 at 13:12Uhm… Lækkert… Prøv engang at udskifte noget af saltet med et par ansjoser. Det er altså osse godt…
God bedring og god weekend… :-)
Lene
31. juli 2009 at 12:56I må da ha sådan en maskine, jeg mener med alfaer udenfor, så bør der også være en maskinpark indenfor ;-)
Lone J
31. juli 2009 at 12:18uuuuhhhmmm mine tænder løber allerede i vand..