- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
16 kommentarer
Liselotte
29. juli 2009 at 20:03Jeg tror overhovedet ikke, at det handler om høflighed fra min side. Jeg lider ikke af den slags betændelse, men jeg er hurtig til at ville hjælpe, hvis jeg kan se, at der er et behov. Jeg er ved at lære, at det ikke duer at investere kræfterne ude, når de så pludselig mangler hjemme :-)
PETER
29. juli 2009 at 17:57thumb up
Louise
29. juli 2009 at 17:00Jeg har engang hørt, det hedder høflighedsbetændelse :)
Hep!
Fríða
29. juli 2009 at 14:11nu forstår jeg! og jeg över mig også, og bliver bedre og bedre til at lade være og sige nej. jeg tror det er et kvindeproblem, og det er jo forventet af os velopdragne piger, ikke? jeg er sikker på der er utrolig mange kvinder der bruger umådelig meget tid og energi på andre mennesker der aldrig giver dem noget igen, og måske endnu mere energi på at ærgre sig over det. misforstå mig ikke, selvfölgelig vil jeg gerne give en hånd med når jeg kan hjælpe dem der står mig nær, men da til dem jeg har en gensidig relation til, hvor jeg får noget tilbage, omend det er hjælp til noget andet, eller varme og venskab og måske et lille tak i tillæg.
kh.fra Island
Frida
Liselotte
29. juli 2009 at 14:09Irene, jeg øver konstant… og det hjælper :-)
Irene
29. juli 2009 at 14:08Hep! Den post er nok den bedste jeg har læst her i nyere tid!
HEPPAAAAAH! Som vores cirkusartister siger!
Liselotte
29. juli 2009 at 13:48Sole, dem kan man virkelig brænde sig på :-)
Kirsten, jeg fortsætter… :-)
Eva, det er det. Jeg skal øve mig, for jeg er så vant til lynhurtigt at tage over, hvis jeg kan hjælpe. Jeg øver og øver… :-)
Frida, jeg kan se, at Laila giver en meget fin forklaring. Det er præcis sådan :-)
Laila
29. juli 2009 at 13:15At rage kastanierne ud af ilden betyder vel, at man klarer/ordner nogle problemer..
Jeg tror Liselotte har klaret at sige nej til at hjælpe nogle andre med deres problemer. En god ting at kunne..
For man kan brænde sig voldsomt på fingrene hvis man skal rode i ilden med fingrene og så hvis det endda ikke er ens egne kastanier!! :o)
Hjalp det lidt Frida??
Hilsen Laila.. Der er sur over hun ikke taler islandsk mere og ind imellem også må stå af, overfor islandske venner på facebook!! :o)
Fríða
29. juli 2009 at 13:04hm, her lander jeg igen i sumpen af indforstået mening indenfor et sprog jeg ikke bruger til daglig, og fatter ikke en dut af hvad du snakker om!
kh.fra Island
Frida
Eva
29. juli 2009 at 12:10Sådan Liselotte…!!
Er også selv blevet ret god til det (omsider), men hold da op hvor er det svært ind imellem. Det er nok en færdighed der skal øves og findpudses, for at man ikke kommer ud af form og igen brænder fingrene.
Kirsten
29. juli 2009 at 11:29Hep! :-)
Sole
29. juli 2009 at 11:25Du har sikkert ret – og sådan nogle varme kastanjer de kan godt nok være RIGTIGT varme ind imellem :-)
Liselotte
29. juli 2009 at 11:18Sole, det handler vist bare om at blive tilstrækkelig træt af at brænde fingrene på andres kastanjer, tror jeg ;-)
Sole
29. juli 2009 at 10:51Liselotte, har du en opskrift på, hvordan man undgår det? Så er jeg nemlig aftager, du kan bare lægge den ud på Etsy :-)
Liselotte
29. juli 2009 at 10:35Hanne, sådan er det. Fast arbejde og ind imellem er man jo mere udfordret på den front end man heldigvis almindeligvis er, men det lykkedes at lade være med at sige “jamen, så ordner jeg det da”. Ha! :-)
Hanne C
29. juli 2009 at 10:31Sådan, men det er fast arbejde.
Den mindste slinger i valsen og man er viklet ind igen ;-)