Der er nu en helt egen stemning, når vejret er regntungt, som det har været i dag. Jeg elsker den. Jeg drikker den i store slurke, når jeg får chancen.
I aften fik jeg en forærende og jeg var ikke sen til at udnytte den. Godt nok regner det ind imellem, men der er også tørre øjeblikke, som kan udnyttes til en tur i haven, for at tjekke bestanden af dræbersnegle. Fransk sneglegift er lagt ud for nogle dage siden, så det er interessant at komme ud og tælle i fugtigt vejr. I dag har jeg ikke fundet én eneste. Det virker og kostede kun en brøkdel af hvad den slags koster herhjemme. Pokkers, at vi ikke købte, så vi er lagerførende i lang tid endnu, men mit håb er, at færre snegle i år, giver færre snegle næste år. Lidt naiv er man vel altid.
Luften er frisk og sprød og jeg nyder den, for hovedpine er min trofaste følgesvend i disse dage. Jeg har fundet ud af, at det er endnu en bivirkning ved Champix. Mon jeg skal have dem alle? Kommer tid, kommer råd, tænker jeg. Frisk luft hjælper, så værre er det ikke.
Jeg mindes simpelthen ikke én eneste gang tidligere, hvor min have har set så mistrøstig ud, som den gør i år. Det er ikke mangel på planter, men alt for meget regn, som må bære skylden. Alting er regnet væk. Stauder er slået i tusinde stykker og selv terrassens sommerblomster må have kunstig åndedræt, for at ligne noget, jeg kan være bekendt.
Sender de snart den sommer?
11 kommentarer
Liselotte
28. juli 2009 at 09:47Frida, hvor er I dog heldige med det gode vejr – selvom man også kan nå til det punkt, hvor man længes efter regn :-)
Ege, fransk sneglegift ER Ferramol, men det er bare meget, meget billigere dernede ;-)
Gitte, de er kommet for at blive. Ingen tvivl om det. Jeg er træt af dem :-(
Gitte
28. juli 2009 at 08:36Jeg er jo bange for, at dræbersneglene (hvad er det dog for et navn??) er kommet for at blive i vores have. Sommerens morgener starter med en tur med pose og “snegletang”, nøjagtigt som sidste år. Men vi har jo også naboer… så jeg kommer dem aldrig til livs. Det ser dog ud til, at der i år er færre snegle end sidste år, så nogen virkning har det vel.
Jeg har overvejet at investere i sneglegift, men er endnu ikke kommet så langt, så de generer åbenbart ikke nok. Vi spiser kun af de krydderurter, som står i drivhuset (ja, jeg er sart), så hvis der viser sig snegle derinde, så falder hammeren og giften lægges ud!
Ege
27. juli 2009 at 23:20hva er fransk sneglegift , tør man spørge ?????
Fandt nemlig ud af ,at fermol er meget meget billigere at købe via postorder i tyskland
Og vores Vinbjergsnegle bestand er IKKE blevet mindre efter dette brug af fermol
Har heller ikke fundet ret mange “dræber” iår
Fríða
27. juli 2009 at 23:10jeg kan fortælle dig at jeres sommer har været heroppe den sidste lidt over en måneds tid. vi har haft det mest vidunderlige sommervejr jeg nogensinde kan huske. til gengæld hænger vores blomster med hovedene af vandmangel. i går fik vi endelig lidt regn, men kun et par timers værd. godt nok ingen sol i dag, men det er så også förste dag siden den 22.juni. bönderne klager over regnmangel, men prognoserne lover bod på det indenfor den næste uges tid, så måske solen flytter over til jer, det kan jeg da godt gå med til, vi har fået så rigeligt.
kh.fra Island
Frida
Liselotte
27. juli 2009 at 22:10Sommeren er altså velkommen, hvis den gider komme forbi, for jeg er træt af regn :-(
Vi har masser af snegle af både den ene og den anden slags, men måske vi skal have lidt flere vinbjergsnegle… Det var værd at prøve :-)
Majken
27. juli 2009 at 21:53Tak for dejlige billeder fra din ferie. Det ser ganske fantastisk ud! :)
Det allerbedste middel mod dræbersnegle (og med garanti lidt mere økologisk end fransk sneglegift) er deres skønne fættre: vinbergsneglen. De store bumler med hus på, holder de små lede hjemløse sataner af vejen. I vores have har vi tonsvis af vinbergsnegle men ikke en eneste dræbersnegl, og sådan er det i hele vores kvarter (syns også engang jeg har læst en halv-videnskabelig forklaring, kan bare ikke huske hvad og hvor). Vinbergsneglene bliver i vores have år efter år og trives fantastisk i stensætningen… og som min søn på 2 1/2 år så smukt formulerer det: “de skal koges først, så er de dejlige!” ;)
Mon de kan købes postordre et sted??? Ellers er du velkommen på Fynsland til en spand fuldfede sneglefætre ;)
Stine
27. juli 2009 at 20:38Jeg har haft første feriedag i dag. Måske er jeg naiv, men nu må det da blive sommer, mens jeg er hjemme tid til at nyde det ;)
Mette
27. juli 2009 at 20:34Det regner og blåser her også. Tungt besynderlig vær…
men i morgen er det atter meldt sol :)
Lykke til med din røykestopp: Jeg syns du skal lese Allen Carrs bok; Endelig ikke røyker. Den hjalp meg. Jeg har holdt opp i 4,5 år nå. Hurra for det!
:)
Catarina
27. juli 2009 at 20:09Her har vi været beæret med solen i et par timer i eftermiddags, det var dejligt. Men ja jeg vil da også gerne snart have en smule mere sol og varme.
Vi har været yderst heldige i år, indtil nu har vi kun kunne finde to dræbersnegle, så det må da siges at være lidt. Men vi var også efter dem sidste år. :-)
Monica
27. juli 2009 at 19:54Sommeren er også længe ventet her i det midt-vestjyske … krukker og bede sejler og ser ret så sølle ud.
Hæng i med rygestoppet – du kan godt! :-)
Krydser fingre for sol til både nord, midt, vest og øst ….
Mrs Cakeaholic
27. juli 2009 at 19:43Ja vi klager ikke på Sydsjælland, her er sommer og meget varmt, også selvom kl. er 19.43
Måske sommeren kommer hos jer i morgen :-)