Så stod jeg der, midt på gaden uden udsigt til ly eller læ, og ventede og ventede. Der var absolut ingen tegn på liv, hvor jeg skulle være, men en chance skal man give, så jeg ventede i regnen, mens jeg ind imellem konsulterede uret. Efter 20 minutter var der ingen tvivl. Der kom ikke til at ske det mindste i det lokale, jeg var tilsagt. Så tog jeg hjem igen. Nu tørrer jeg fødder og nyder udsigten til en regntung himmel. Det kan man sagtens have overskud til, når man igen sidder under tag.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
5 kommentarer
suzanne
27. juli 2009 at 19:56Det er godt, at du ikke er en ung hormonel teenager – så havde resten af aftenen ikke stået til at redde. Nu lyder det som om du lander godt ;-) God aften herfra.
Liselotte
27. juli 2009 at 19:23Tante T, det er nemlig sådan, det er. I enden af en afbrænding venter en sofa – hvem klager? Ikke mig :-)
God fornøjelse med telt til både dig og ungerne :-)
Tante T
27. juli 2009 at 19:16Hvis 20 minutter i regnen efterfølges af en afbrænder og en fri-aften, – tjah, så tørrer man vel nok igen ;-)
Lige nu frydes jeg over at regnen ikke rammer Fyn (i hvert fald ikke i skrivende stund), for duracell 1, 2 og 3 har sovekammerater, og planen var telt i haven. Godt soveværelset er stort, hvis alle 8 skal i tørvejr i løbet af natten ;-)
Liselotte
27. juli 2009 at 19:11Det kan man da godt, Sifka :-)
Sifka
27. juli 2009 at 19:10Lidt ærgerligt kan man da godt sige, det var.