Hals kan man enten sejle til via Hals/Egense, eller man kan vælge at køre nordenfjords og tage turen langs Limfjorden ad landevejen, mens man nyder udsigten til sommermarker og en sand rigdom af dyr på græs. Vi gjorde det sidste. Tog turen gennem tunnellen og op langs fjorden, mens vi nød sommerduftene, som flød ind gennem de åbne bilruder.
Der var mørkt undervejs, men ikke én eneste dråbe regn fik vi. I Hals nåede der at falde rundt regnet tre af slagsen og ellers var der bare lunt og dejligt. Vi ankom for øvrigt til en by, som omtrent er på den anden ende sådan en onsdag. Vi gik som sild i tønde…
Markedsgaden er lang. Rigtig lang. Vi tog den fra ende til anden. Der var alt mellem himmel og jord. Nyt og gammelt i boder, som stod placeret langs vejen, så man også kunne vælge at besøge de butikker, som måtte befinde sig inde bag alle de handlende.
Der var ikke noget, som fristede, men det var hyggeligt at gå turen, nyde duftene af alle de kulinariske fristelser og tage enkelte af tingene i nærmere øjesyn. Da vi passerede skoene ovenfor, lugtede der så stærkt af kemikalier, at jeg øjeblikkelig fik kvalme. Kinaproducerede. Gad vide, hvad der er i dem…
Kenneth kastede sig over en rebudbyder. Der var reb af enhver tænkelig slags og alligevel påstod han hårdnakket, at han ikke kunne finde lige præcis det, han ledte efter. Jeg havde lidt svært ved at forstå det, for jeg syntes jo, at omtrent alt var repræsenteret i den velassorterede butik, men sådan var det altså og så blev det heller ikke reb, vi kom hjem med.
Nede ved Torvet ligger Hvalgabet. En kæbeknogle fra en blåhval er placeret hernede og er byens vartegn.
Den oprindelige blåhval blev skudt i Ishavet i 1868, men i 1953 påkørte en lastbil hvalkæben, som gik i stykker ved sammenstødet. I 1955 lykkedes det at erhverve en ny og det er så den, som lige nu står til skue på Torvet. Jeg tror snart, at de må på jagt efter endnu én, hvis de fortsat vil have hvalkæbe i byen. Den er ved at se lidt træt ud.
Ved Torvet ender markedsgaden, men nede på havnen er der råvaremarked og det kunne selvfølgelig friste os, så vi satte kursen derned. Det var ikke stort, men det var fine ting, de solgte dernede. Vi lod os friste af lidt godt brød og så vendte vi ellers retur til bilen i adstadigt tempo, for travlt havde vi jo ikke.
Oppe på Midtergaden opdagede jeg pludselig, at en af mine kolleger havde bod og stod og falbød alverdens ting. Det viste sig, at hun har valgt at bruge en del af sin ferie på at stå deroppe hver onsdag. En kæmpestor ombygning derhjemme havde resulteret i en kælder fyldt med ting, som ingen længere anvendte. Nu sælger hun dem i Hals. Hun er frisk og det er garanteret sjovt.
Det blev en fin tur og har man ikke store forventninger til vareudbuddet, kan en tur til Hals bestemt anbefales.
7 kommentarer
Kirsten
24. juli 2009 at 16:40Dér ramte du hovedet lige på sømmet, Liselotte, med dit “har man ikke store forventninger til vareudbuddet, kan en tur til Hals bestemt anbefales.” ;-)
Man KAN nu være heldig. Sidste år fandt jeg den sjoveste “Bo Bedre”-bog fra ´70erne, med snitmønstre og meget andet godt til sækkepuder og andet tingeltangel. Dén er totalt i orden, og til den rørende pris af 25,- kr er man da ikke gået helt galt i byen ;-)
Og så er der forøvrigt bare drønhyggeligt i Hals :-)
Liselotte
23. juli 2009 at 00:13Mette, jeg var skam også henne og “kramme” nogle af dine ting og var forøvrigt vild med den lille “reste”-trøje, du har strikket. Den i de mange farver. Den var rigtig lækker :-)
Mette Thrysøe
22. juli 2009 at 22:43Hej :)
Hvor var det hyggeligt at høre om din tur til Hals. Det er jo der jeg bor :) Og jeg har også min egen lille stand på markedet hver onsdag. Ærgerligt at jeg ikke så dig, du har jo taget billedet lige der hvor jeg står :) Jeg er fast læser på din blog, så det kunne være hyggeligt med et “hej” live :)
Liselotte
22. juli 2009 at 18:39Mrscakeaholic, der var rigtigt hyggeligt og ikke mindst råvaremarkedet var noget, som lige passede os. Det var nogle hyggelige timer og så i dejligt vejr endda :-)
Mrscakeaholic
22. juli 2009 at 18:28Hvor ser det hyggeligt ud på det markede, der ville jeg også godt gå rundt og ose :-)
Liselotte
22. juli 2009 at 15:26Ege, Hals er bestemt hyggelig både med og uden marked :-)
Ege
22. juli 2009 at 15:22Håber at de vil lave de nye kæber i glasfiber…………….så der ik skal lægges et hval liv til
Hals er alså osse hyggelig uden markede ;-)